Af Anders Petersen, lektor i sociologi ved Aalborg Universitet For ikke så længe siden overhørte jeg en samtale mellem to deltagere i pausen af et seminar. De talte om angst. De var klar over, at angst er en af topscorerne, når det drejer sig om udbredte psykiske lidelser i tiden. Ligeledes var de klar over, at børn og unge synes at være særligt udsatte. Og det brød de sig ikke om.

Se også relevant uddannelse – BeCool vejlederuddannelsen

De var fortørnede over udsigterne til, at vores unge skulle ‘trækkes med den slags’, som de udtrykte det. Noget måtte gøres. Den individuelle behandling skulle forbedres, kom de til sidst frem til. Og så var pausen forbi. Samtalen vidner om noget ganske typisk for vores tid. Angst er vævet ind i en af tidens mest udbredte forestillinger; nemlig at vi bliver ramt af psykiske lidelser.

Antagelsen er, at angst kommer brasende ind i det enkelte individs hjerne og krop og flår tilværelsen fra hinanden. Familien, uddannelsen, arbejdet, de nære relationer og ikke mindst det menneske, som angsten har taget bolig i lider. Derfor skal der arbejdes benhårdt på at vriste sig fri af lidelsen. Her peger pilen kun et sted hen, nemlig indad. I vores tid er vi nemlig selv-ansvarlige, og det højt besungne ideal gælder også her.

Selvansvar er en successformel for fiasko

Rækkeviden for selv-ansvaret er stor. Vi har ansvaret for at skærme os mod angsten – gøre os mere robuste – og vi har ansvaret for at slippe af med angsten, hvis den invaderer os. Men den logik synes fejlbehæftet. Sociolog Rasmus Willig har overbevisende vist, at der i nutiden er installeret en succesformel for fiasko, når det drejer sig om årsagerne til dårligt psykisk arbejdsmiljø. Kort fortalt nedbryder strukturelle rammebetingelser os, alt imens vi gøres individuelt ansvarlige for derouten.

Den succesfulde formel for fiasko

Den succesfulde formel for fiasko, når det drejer sig om den angstens udbredelse, ser således ud:

1: For det første kommer angsten af et samfund, der nærmest udelukkende fokuserer på at præstere.

Et samfund, hvor alle trænes til – i vores institutioner og på arbejdsmarkedet – at være aktive uafbrudt, så vi kan optimere os selv og være i evig udvikling. Vi skal konstant ud over stepperne og holde vores forandringsvillighed kørende. Vi skal tilmed begejstres af at præstere mere og bedre, og opildne os selv til at yde 120 procent.

For kun det perfekte tæller. Den kamp er individuelt forankret, men arenaen der kæmpes på, er social. I vores samfund er der ikke plads til skyld, skam og social tilbageholdenhed, for så æder konkurrenterne os. Men det ser ud til, vi i stedet for æder os selv og tæres op af angsten.

2: For det andet gødes jorden til angsten i en tid, der ikke synes at kunne love en bedre fremtid.

Godt nok bombarderes vi med formaninger om, at fremtiden skal erobres. Alle borgere skal plante nye flag i uopdyrket mark. Men håbet om, at fremtiden ser lysere ud end nutiden, synes ikke at kunne indfries.

Alligevel skal alle kaste sig ind i fremtiden med oprejst pande og gåpåmod. Vi skal finde vores indre vovelyst frem, og bestemt ikke lade os kue af fremtidens usikkerheder og farer, men tværtimod elske dem. Men det ser i stedet for ud til at fremtiden slår tilbage på os og hensætter os i angst.

3: For det tredje breder angsten sig i et samfund, der ikke tilbyder nogen tillidsvækkende autoriteter, som kan holde os i hånden.

Vi er jo vores egen autoritet, vores egen styrmand i tilværelsen. Vores egen lykkes smed. Derfor kan vi heller ikke pege ud ad, og deponere vores problemer andre steder end inde i os selv. Vi kan ikke skylde skylden på strukturerne eller på samfundet som sådan. Den slags hører en svunden tid til. Derfor må vi håndtere vores problemer selv. Vi må selv tage skylden på os, også når årsagerne til problemerne rækker ud over os selv. Og det ser det ud til vi gør, med det resultat, at flere står tilbage med angstens følelse af ikke at kunne slå til.

Angsten i samfundet er blevet normalt

Angsten passer, både som skærende kontrast til og som afledt effekt af et samfund, hvor præstationen hyldes som det eneste sagliggørende, og hvor fraværet af overbevisende autoriteter og manglende håb om en bedre fremtid regerer.

Set i det perspektiv er det ikke mærkeligt, når den franske psykolog og psykiater Christophe Dejours siger, at tilstedeværelsen af psykiske lidelser som angst er blevet helt normalt. Vi forfærdes ikke længere af angstens spredning. Nej, vi har nærmest vænnet os til et sygt samfund, hvor det er helt normalt at falde fra med angst. Men vil vi virkelig acceptere den normalitet?

Kan det virkeligt passe, at vi stædigt skal holde fast i, at individet er centrum for angsten og ikke omvendt? At det sociale er uskyldigt? – Og hvis Dejours har ret, og det tror jeg han har, hvor lang tid skal vi så være i den samfundstilstand, før vi kan reagere?

Er du interesseret i arbejdet med angstramte børn, unge og voksne?

Vi har samlet alle vores kurser, uddannelser og artikler om angst her på siden: Angst-kursus oversigt