Af Tacha Elung, Inklusionskonsulent og supervisor
Folkeskolen står overfor et paradigmeskifte, en kulturændring. Lærere skal til at vænne sig til, at de ud over at undervise også skal have kendskab til at arbejde specialpædagogisk. Dette kræver efteruddannelse og omstrukturering.
Se relevant uddannelse: AKT-/Inklusionsvejleder
I mange kommuner spreder ideen sig om ressourcecentre på de enkelte skoler. Dette er en rigtig god ide. Men hvis ressourcecentrene skal kunne bidrage effektivt til at øge inklusionen på den enkelte skole, er det nødvendigt, at de person, der bemander resssourcecentrene, har den fornødne uddannelse. Og her er det ikke nok med de almindelige vejlederuddannelser.
Vi taler om uddannelser, der sætter dem i stand til at kunne supervisere, danne hypoteser og lægge handleplaner. Uddannelser der skaber en tænkningsændring i forhold til, hvordan man griber en problematik an, hvordan man kigger på det enkelte barn, klassedynamikken og ikke mindst på sig selv som en del af et system.
Den systemiske tænkning gør, at vi bliver bevidste om sproget som medskaber af virkeligheden – hvordan taler vi til hinanden, om hinanden, om børnene. Vi bliver bevidste om de dominerende historier og får sat vores eget perspektiv i perspektiv.
Hvis bemandingen i ressorucecentrene har den fornødne uddannelse og viden, vil de være i stand til,- sammen med det pædagogiske personale at kortlægge systemerne rundt om barnet og lægge en handleplan der tager udgangspunkt i hypoteser, der er skabt på baggrund af:
– I hvilken kontekst giver det mening? –
Hvis vi tager udgangspunkt i at alle børn og unge- handler og agere ud fra at skabe mest mulig mening i sit eget liv, så må det første vi skal undersøge være:
– I hvilken kontekst giver det mening, at barnet har den adfærd barnet har? –
For det giver mening…for barnet, ellers ville barnet ikke have den adfærd. Når først vi har lagt en hypotese om – i hvilken kontekst det giver mening – vil vi kunne danne en handleplan, med tiltag der er rettet direkte på at skabe meningen for barnet på en ny måde.
Det vil sige, at vi ikke længere laver tiltag eller konsekvenser som bliver hevet lidt ind efter behov eller forsøgsvis, men at det bliver dannet på baggrund af en kortlægning af systemerne, en hypotese på – I hvilken kontekst det giver mening – og derfra tiltag.
Ligger dette ikke langt ud over vores arbejde som undervisere?
I den inkluderende folkeskole er det et must, og derfor er det også et must at der bliver skabt en fælles referenceramme for hele personalet, sådan at tænkningen bliver en del af vores daglige pædagogiske praksis og ikke noget, der kun bliver hevet ned af hylderne og brugt, når vi støder på problematikker. Derfor er vi nødt til som lærere i den inkluderende folkeskole, at nytænke synet på vores faglighed. så fremtidens lærere vil både undervise og kunne agere specialpædagogisk.
