Af Heidi Aasborg, Mind-Move ApS

Hjerne og krop har i mange år været tænkt som adskilte og dannelsen til at blive et moralsk menneske, har traditionelt været beskrevet som rationalitetens måde at tæmme kroppen for vildskab på, for at gøre den egnet som et redskab for sjælen (psyken).

I 1945 udkom Maurice Merleau-Ponty’s bog ”Phenomenologie de la perception” oversat til dansk: Kroppens fænomenologi (Merleau-Ponty 2009) , der brød med datiden syn på, at menneskekroppen alene er et redskab og et objekt for rationaliteten. Merleau-Ponty argumenterer for, at det forholder sig omvendt og at det er gennem kroppen vi oplever os selv, andre og erkender verden. Dette er den grundlæggende filosofiske tænkning for pædagogisk idræt og den pædagogiske metode, vi bruger i Mind-Move, når vi arbejder med udsatte børn.

De unges udvikling

Vi ser holistisk på mennesket (og de unges udvikling) igennem kroppen, hvilket indebærer 4 områder:

Det psykiske: fx. selvværd, tillid til sig selv og til andre, tage initiativ, udtrykke og opleve følelser.

Det fysiske: fx. motorik, styrke, koordination, smidighed, udholdenhed, sanseoplevelser og integration.

Det sociale: fx. tage hensyn, lytte, aflæse kropssprog, forhandle, samarbejde, fællesskab og kommunikere.

Det kognitive: fx. erkende, reflektere, huske, forstå beskeder samt tænke logisk, taktisk og kreativt.

Den amerikanske traumeforsker Dr. Bruce Perry, der bl.a. er stifter af The Child Trauma Academy, har udviklet modellen: Neurosequential model of therapeutics (forkortet NMT) , der integrerer principper fra neurovidenskab og psykotraumatologi.

Teorien tager udgangspunkt i, at hjernen består af fire dele, hjernestammen, mellemhjernen, det limbiske system og cortex som ved velstimulerede og raske børn udvikles i kronologisk rækkefølge.

Når et barn eller ung bliver udsat for traumatiske hændelser som fx seksuelle, fysiske og psykiske overgreb eller at de har oplevet krig, kan hjernen alt afhængig af hvor i udviklingen hændelsen finder sted enten lukke ned for allerede udviklede områder eller bremse den igangværende udvikling. Fordi hjernen hele tiden er udsat for maksimalt stress, bliver der ubalance i nervesystemets stress-respons system og kæmp, frys eller flygt mekanismer er aktiveret og i alarmberedskab.

Når hjernen lukker ned oppefra bliver det sværere for børnene at koncentrere sig, huske, tænke logisk, danne relationer eller sætte sig i andres sted. Derfor kan man som pædagog godt stå med en ung på 14 år, der på nogle områder slet ikke er kognitivt alderssvarende. Det er i de situationer, hvor det er vigtigt, at man som professionel kan åbne sin didaktiske værktøjskasse og møde børnene på en anden måde og det er her, pædagogisk idræt bliver interessant.

Bruce Perry mener, at før man overhovedet kan arbejde med udsatte børn og unge, hvor arouselniveauet ikke er stabilt, bør den professionelle regulere barnet, dernæst skal der arbejdes med relationen imellem den unge og den professionelle og først som tredje lag er den udsatte i stand til at reflektere.

Bruce Perry argumentere i modellen for, at den professionelle kan bruge sansemotorikken til at regulere med.

Se også relevant kursus: Pædagogisk idræt i en neurosekventiel optik

Sanserne

Sanserne befinder sig i pædagogisk idræt under udviklingsområdet ”Det fysiske” og Jean Ayres (Ayres 2007) har fokuseret hendes arbejde på de tidligst udviklede sansemotoriske systemer, som foruden de fem sekundære sanser (lugt, høre, smags, syn og føle) også involverer de to kropsbaserede sanser: den kinæstetiske sans samt vestibulærsansen. Ayres beskriver at taktil-, kinæstesi-, og vestibulærsansen tilsammen udgør det sansesystem der giver os kropsfornemmelse og en basis følelse af, at være tryg i verden. Forældre holder instinktivt det lille barn tæt ind mod sig, svøber og vugger det, så det falder til ro.

Taktilsansen er ifølge Blackwell (Blackwell 2000) vores primære system til at skabe kontakt med den omgivende verden og taktikstimulation er en vigtig faktor for social, emotionel, psykisk og neurologisk udvikling. Det er samtid også en af de mest essentielle elementer, når der skal skabes et helende miljø omkring udsatte børn. Når et barn er traumatiseret vil det ofte enten reagere ved at blive hypersensitivt overfor taktile inputs.

Dette kan man fx se ved at berøring kan gøre ondt (særligt lette), tøjmærker kradser ualmindeligt meget og det kan være svært at opretholde en god hygiejne, da vand fra bruseren, negleklipning mv. er ubehageligt. Andre udsatte børn bliver hypo-sensitive, hvilket kommer til udtryk ved at de ikke kan mærke sig selv ordentligt. De kan gå uden jakke om vinteren, tage bad i brandvarmt vand eller ikke give udtryk for smerte, i tilfælde hvor det ville være almindeligt at udbryde et ”Av”.

Kinæstesisansen hedder på dansk også muskel-led sansen og er knyttet til vores muskler, led og sener. Den kan hjælpe os med at stimulere adfærd ved dæmpe hyperarousal eller vække en hypoarousal. Ved en hypoarousel kinæstesisans er musklernes hvilespænding lav – lavtonus. Vi ser unge, der har svært ved at sidde oprejst, komme ud af senge, gå ture og i det hele taget har en lav kropsspænding. Dette kan sagtens forveksles med at den unge er doven, hvilket det slet ikke har nogen sammenligning med. Hyperarousal adfærd kommer til syne ved en spændt og hurtig krop, hvor skuldrene kan sidde oppe om ørerne, så den unge hele tiden er ”klar” og oppe på mærkerne. Dette kaldes høj tonus.

Vestibulærsansen er bundet op på organet med samme navn, der befinder sig bag øret. Organet består af tre buegange og to sække og de hjælper os med at vurdere tyngdekraft, acceleration samt hvordan kroppen vender i verden. Sammen med høresansens går informationer via den 9. kranienerve til hjernestammen. Og i mange studier bliver det bemærket at sproget hurtigere forbedres, når vestibulærsansen stimuleres samtidigt. Børn der har en hyperarousal  vestibulærsans, vil ofte blive meget hurtigt svimle, have en meget aktiv og urolig adfærd. Dette kan dæmpes med rolige roterende bevægelser.

Eksempel på hvordan vi arbejder på pædagogisk idræt i en neurosekventiel kontekst:

Mohammad på 16 år kom til Danmark som uledsaget flygtning som 14-årig. Igennem hans opvækst og barndom havde han levet med en voldelig stedfar, der ud over dagligt at slå ham, havde han bl.a. låst ham inde i en lille skraldespand i en hel dag, hvis Mohammad havde haft en opførsel, der ikke passede ham.

Allerede som 12-årig blev han sendt væk fra familien for at tjene penge og da krigen kom, blev han sendt alene til Danmark med den opgave at søge familiesammenføring. Da vi fik Mohammad anbragt på Mind-Moves døgninstitution, havde han, på to år allerede været anbragt på fem forskellige børnehjem i Danmark. Han havde udad-reagerede adfærd mod både andre unge, personale og genstande og på stedet inden anbringelsen ved os, havde han truet med en kniv og ødelagt tre fjernsyn på en måned.

Da han flyttede ind, så vi hurtigt den samme adfærd, men vi tacklede den anderledes, end han var vant til. Når personalet kunne se de første tegn på, at han var ved at blive vred, som i dette tilfælde kunne være en forøget puls, kæber der blev bidt sammen og knoer samt muskler, der blev spændte, lagde personalet en arm om ham, og fortalte ham, at vi nok skulle passe på ham og gav ham et kram eller lidt nussen på kinden.

Vi fandt igennem forskellige aktiviteter ud af, at tryk-massage sammen med afslappende musik kunne dæmpe hans arousal og i de første to måneder han boede på døgninstitutionen, var han ikke på kontoret til en ”du kan jo nok forstå, at sådan kan du ikke opføre dig – samtale”. Den første gang vi ville samtale med ham, gik han i forsvarsposition, blev vred og udvandrede fra kontoret.

Så vi måtte vente lidt mere, vi havde endnu ikke reguleret og relateret stærkt nok. Næste gang vi ville samtale med ham, lavede vi et reflekterende team, hvor han kun skulle lytte på, hvad to medarbejdere tænkte om ham og hvad de var bekymret for ved hans adfærd. Inden han skulle høre dette, var han blevet masseret og havde fået masse af nærkontakt, hvor de to personaler dagen op til, viste (og fortalte – men det vigtige her, er viste med kroppen), at de gerne ville ham.

På bare 7 måneder har Mohammad forandret sig og er ikke længere udad-reagerende. Han har lært at styre sit temperament og han har derfor kunne starte i et almindeligt skoletilbud og han har fået et fritidsjob som opvasker på en restaurant.

Se også relevant kursus: Pædagogisk idræt i en neurosekventiel optik

Litteratur

Ayres, A. J. (2007). Sanseintegration hos børn. Kbh., Hans Reitzel.

Om sammenhængen mellem børns dårlige motoriske og indlærings- og adfærdsmæssige funktioner samt om sanseintegrationsterapi med henblik på at afhjælpe problemerne

Blackwell, P. L. (2000). “The Influence of Touch on Child Development : Implications for Intervention.” Infants & Young Children 13(1): 25-39.

Merleau-Ponty, M. (2009). Kroppens fænomenologi. Helsingør, Det lille Forlag.