For tidligt fødte børns forældre står i en ganske særlig og svær situation. Men som fagperson skal man huske, at de også er helt normale forældre.Det understreger Helle Haslund, som både har mange års erfaring fra et neonatalafsnit og har forsket i forældrenes reaktioner.
“Sygeplejersker, sundhedsplejersker og senere dagplejere og pædagoger skal acceptere, at der er tale om nogle særlige vilkår, som skal integreres i det normale forældreskab”, siger Helle Haslund.
Hun mener, at det er en af de fagprofessionelles vigtigste opgaver at hjælpe forældrene med at navigere i forældreskabet på en måde, så det særlige ikke kommer til at fylde for meget.
“Hvis forældrene ikke føler sig hørt, er der en risiko for, at de bliver meget insisterende og får for meget fokus på, at barnet blev født for tidligt. Så de fagprofessionelle skal bruge de værktøjer, de kender i forvejen for at finde forældrene, dér hvor de er. Det vil først og fremmest sige, at de skal i tæt dialog om, hvad det har betydet for dem at få et for tidligt født barn”, siger Helle Haslund.
Se også relevant kursus: Fostrets og fødslens psykologi
Følelse af skyld
For en del forældre kan det være forbundet med en følelse af skyld, at de har født for tidligt. De spørger sig selv, om de ikke har passet godt nok på, eller om der er kropslige signaler, de har overhørt. Bagefter oplever de, at deres børn græder mere end de fleste børn, og det kan give dem en oplevelse af, at de både har været dårlige til at være gravide og nu også til at være forældre.
Belastningen af at føde for tidligt, kan være så voldsom, at især moderen får symptomer på posttraumatisk stress, PTSD.
“Det er kun få, som decideret bliver diagnosticeret, men forskning har vist, at hvis de bliver undersøgt, opfylder 20 procent kriterierne for PTSD, mens yderligere 10 procent delvist opfylder dem”, fortæller Helle Haslund.
Hormonerne spiller ind
Der er generelt meget stor variation i, hvordan forældre til præmature børn reagerer, hvilket også naturligt hænger sammen med, hvor meget for tidligt børnene er blevet født. Men helt overordnet, kan man slå fast, at det påvirker dem meget, og det mener Helle Haslund, at der også er biologiske forklaringer på:
“Kvindens hormoner er i graviditeten særligt modtagelige og påvirkelige, og så opstår der det her negativt overraskende, der fremkalder angst og bekymringer, som bliver vævet ind i forældreskabet fra starten.Selv om barnet ikke har været i livsfare, og selv om barnet er rask, når forældrene kommer hjem, er der alligevel noget fra hospitalstiden, der følger med. Forældrene slider med at ville være normale forældre, og de slider med ikke at ville være for forsigtige og overbekymrede, for det er bestemt ikke noget der bliver opfattet som godt forældreskab i dag”, fortæller Helle Haslund.
Dét forældrene tager med sig hjem fra tiden på sygehuset er især et budskab om, at deres barn er særligt ramt, og det kræver en særlig viden at omgås barnet. Man er ikke eksperten på sit eget barn.
Forældrenes udfordringer
Forældre til præmature børn er også udfordret på at kunne gøre brug af alle de gode råd fra eksempelvis Sundhedsstyrelsens pjecer, fordi de konstant kommer i tvivl om, hvorvidt rådene nu også passer på deres barn.
Ofte er forældrene desuden meget optaget af, om barnet smiler til tiden, om det triller til tiden og der bliver holdt øje med alle mulige andre milepæle. Leg og samvær får et touch af reguleret stimulation, fordi de har en følelse af, at der er noget, som skal repareres eller noget som skal indhentes.
Helle Haslund har også arbejdet med forældre til præmature børn i Tanzania, og her oplevede hun en helt anden det-går-jo-nok-agtig holdning. I Danmark har vi en tendens til at ville have svar på alt hele tiden, og vi bliver hurtigere bekymrede, når ikke alt går efter bogen. Resultatet er, at forældrene næsten konstant er på overarbejde.
Har selv ændret holdning
“Kunne man tage lidt mere loose på det i Danmark, som man gør andre steder? Det er svært at overføre erfaringerne, og man skal under alle omstændigheder være meget forsigtig med at sige, at forældrene overreagerer. Man kan ikke bare bede dem om at gå hjem og være normale forældre, for det er der som sagt mange gode grunde til, at de ikke kan. Jeg havde for nyligt et interview med en mor, som var blevet opfordret til at se på sit barn, som et normalt barn, men hun kunne mærke i forhold til det første barn, hun havde fået, at det ikke var et almindeligt barn, så hun kunne ikke lægge bekymringerne bag sig”, siger Helle Haslund.
Hun holder kurser for fagprofessionelle i håb om at give dem en forståelse af spændingsfeltet mellem at være forældre til et både normalt og præmaturt barn på én gang.
“Min egen holdning og forståelse af de her forældre har ændret sig fra dengang jeg selv var ansat på en neonatal afdeling, og det skyldes ikke mindst de halvandet år, hvor jeg fulgte mange af de her familier tæt, som en del af mine feltstudier i forbindelse med min ph.d.”, siger Helle Haslund.
Fakta om Helle Haslund
Sygeplejerske, medicinsk antropolog, ph.d., ansat ved Aalborg Universitetshospital og ekstern lektor ved Folkesundhedsvidenskab på Aalborg Universitet.
Har forsket i forældres reaktioner på at få et for tidligt født barn dels via sit masterspeciale og dels i sin ph.d-afhandling.
