Unge, der har været anbragt, er ikke som andre unge. Her er et efterværnsforløb en god løsning. Det skal ledere have for øje, når der træffes beslutninger om at iværksætte et efterværnsforløb. Ifølge Henriette Lieblein Misser, ledende psykolog på døgninstitutionen Godhavn, er der en tendens til at have for store forventninger til de unge, når de skal sluses videre fra anbringelsesstedet og ud i voksentilværelsen.

“De her unge er ikke færdigudviklede i forhold til tænkning, adfærd og følelser, og hvis man betragter dem som helt almindelige unge, kan man komme til at tillægge deres reaktioner alt for stor vægt. Det kan ske, at de er afvisende eller ikke samarbejdsvillige i forhold til et efterværn, men det behøver slet ikke betyde, at de ikke er interesserede eller ikke har brug for det”.

“De unge har været anbragt, fordi de havde særlige støttebehov eller et behandlingsbehov. De kan have angst og traumer med sig, og det kan ske, at de ikke forstår, hvad de skal forholde sig til. Så lederne skal være opmærksomme på, om sagsbehandlerne er klædt på til at se bag om den unges adfærd” siger Henriette Lieblein Misser.

En konsekvens af denne forståelse kan også være, at sagsbehandleren skal tage kontakt til jobcentret eller andre instanser, som den unge kommer i kontakt med, for at “oversætte” hans eller hendes vanskeligheder, så forståelsen flyder videre i systemet.

Vil du vide mere om Barnets Lov?

Se mere på vores temaside “Barnets Lov“. Her har vi samlet alt relevant indhold til dig, som skal arbejde med den nye lovgivning.

Efterværnsforløb – et godt råd

Et andet godt råd er, at socialrådgiveren skal gøre sig klart, hvad efterværnsforløbet skal bidrage til i forhold til den unges videre udviklingsforløb. Der skal med andre ord være fokus på handleplanerne, som skal være udarbejdet med operationelle mål, så man tydeligt kan se, om der er sket en udvikling. En undersøgelse fra Deloitte fra 2017 viste, at det kun er tilfældet i 30 procent af sagerne.

At der sker en udvikling er afgørende for, at en efterværnsordning kan fortsætte, og derfor er det vigtigt, at man kan måle på udviklingen, understreger Henriette Lieblein Misser.

Hun anbefaler også lederne at tænke på, at der kan være andre typer efterværn end blot en fast kontaktperson. Det sidste kan have mange fordele, men der er også en risiko for, at der opstår et afhængighedsforhold i stedet for selvstændighed. Hun nævner gruppeforløb med andre unge som et alternativ eller supplement.

“Ofte har de anbragte unge svært ved at komme ind i prosociale fællesskaber, og den evne kan man træne i en gruppe med andre unge”, foreslår Henriette Lieblein Misser.

Et andet alternativ til den traditionelle kontaktperson-ordning kunne være et hybeltilbud – et botilbud med ansatte pædagoger, som støtter de unge. Det er et eksempel på det, Henriette Lieblein Misser kalder en dynamisk udslusningsordning, der gør overgangen fra ung til voksen mindre brat.

Endelig anbefaler Henriette Lieblein Misser, at lederne sørger for, at der er særskilte retningslinjer for tildeling af efterværn. I forvejen er der stor forskel fra kommune til kommune på, hvem der får tildelt  en efterværnsordning, men der kan også være forskelle internt i én kommune, hvis der ikke er systematiske retningslinjer, som sagsbehandleren kan tage udgangspunkt i, fastslår hun.