Den 1. januar 2019 trådte reglerne om et nyt ungdomskriminalitetsnævnene i kraft. Nævnene er en del af en større reform, der har det overordnede mål, at unge ikke ender i en kriminel løbebane. Målet skal nås gennem forskellige tiltag, hvoraf en væsentlig del er, at gribe målrettet ind over for ”fødekæden til den hårde kerne”, som det kaldes i udspillet.
Sanktioner overfor 10 årige med et nyt ungdomskriminalitetsnævn
Under overskriften “Alle handlinger har konsekvenser” lancerede regeringen en række nye initiativer af både forebyggende og foranstaltningsmæssig karakter. Der er tale om en kombineret social- og strafferetlig indsats, der bl.a. gør det muligt for ungenævnene at udstede en form for ”sanktion” til børn helt ned til 10-års alderen, som begår alvorlig kriminalitet.
Herudover indeholder reformen en række nyskabelser i form af begreber, indsatser, foranstaltninger og forebyggelses- og samarbejdsformer.
Der er som sagt bl.a. tale om en ny ungelavalder, men herudover indeholder reglerne også straksreaktioner og forbedringsforløb, samt ”ansvarliggørelse” af unge og deres forældre gennem styrkelse af brugen af unge- og forældrepålæg, ligesom der nu kan træffes forpligtende afgørelser over for de unge, der kan håndhæves af politiet.
I udspillet er der også fokus på kommunernes ansvar og forpligtelser på området og der skal skabes en ny ramme for SSP-samarbejdet.
Nye konkrete regler
Der er således tale om en lang række nye konkrete regler og på den måde adskiller denne reform sig ikke fra de mange andre lovændringer, vi gennem de seneste mange år har skullet sætte os ind i og arbejde efter på børneområdet.
Nej, den helt store udfordring for praktikerne vil formentlig ligge i det helt grundlæggende skift i tilgangen til hvordan vi skal forstå og forholde os til børns uhensigtsmæssige adfærd.
Hvor vi igennem mange år har haft den opfattelse, at børn skal hjælpes gennem en social indsats og pædagogisk opdragelse, skal vi nu til at ”diagnosticere” børn ned til 10-års alderen som kriminelle og kanalisere dem ind i et mellemområde mellem det sociale og det strafferetlige.
Der er imidlertid hverken tale om et strafferetligt organ i den traditionelle forstand med, hvad deraf følger af retsgarantier eller et klart adskilt socialretligt forløb.
Det er formentlig indlysende at se, at reformen derfor ikke blot ændrer grundlæggende på opfattelsen af børn og deres handlinger, men at den også udfordrer vores opfattelse af og forventning til strafferetten og dens placering i retsstaten.
Dette meget store paradigmeskift vil det naturligvis være vanskeligt at omstille sig til, men hertil kommer de mere konkrete og lavpraktiske vanskeligheder, som vil opstå i arbejdet med disse børn og unge og deres familier. Der er derfor et stort behov for, at alle involverede parter arbejder ihærdigt på, at loven implementeres så skånsomt og målrettet som muligt over for vores allermest udsatte børn og unge.
– og så giver indførelsen af ungenævnene anledning til at erindre om, at der oftest går en lige linje fra et massivt omsorgssvigt af det lille barn til risiko for en kriminel adfærd hos den unge.
Så måske skal vi stadig holde os for øje, at den gode målrettede indsats, der griber ind over for skadelige opvækstvilkår hos det lille barn – alt andet lige er det bedste bud på at undgå en senere kriminel løbebane, men det er selvfølgelig ikke det, denne reform handler om.
