Forskningen viser, at relationen mellem elev og lærer er afgørende for, hvorvidt den fagprofessionelle kan skabe rammer, som understøtter sikkerhed, social udvikling og læring. Relationen mellem den fagprofessionelle og eleven viser sig at påvirke helt centrale områder. Først og fremmest elevens faglige resultater og generelle trivsel. Desuden har denne relation betydning for elevens evne til selvregulering, selvværd samt evnen til at indgå i positive relationer til de andre elever.
Det er som udgangspunkt let at forstå, at det ikke hjælper noget at blive vred eller irriteret over, at eleverne ikke kan løse en faglig opgave, hvis de endnu ikke har lært, hvordan de gør. Indimellem glemmer vi dog, at mange børns tilsyneladende uhensigtsmæssige adfærd kan være et symptom på, at de ikke kan honorere de implicitte krav, der kan være i forskellige læringssituationer - f.eks. vedholdenhed, selvregulering, impulskontrol og tillid til den voksne. Paradoksalt nok er mange af de børn, der i læringssituationer kan virke rigide og kravafvisende, og som bliver mødt med størst irritation og vrede, samtidig også dem der har det største behov for at blive mødt af en voksen, der kan tilbyde ro, ansvarlighed og mentalisering, så nye erfaringer kan etableres.
Tilknytningsteorien tilbyder et perspektiv på at forstå, hvordan børns udvikling og evne til at tilegne sig læring i skole og daginstitution i høj grad påvirkes af kvaliteten af den omsorg, de møder. Jo mere vi kender til tilknytningsteorien, desto bedre kan vi komme i mål med at skabe en sikker ramme, hvor børnene lader sig lede på baggrund af epistemisk tillid, sikkerhed og motivation.
