Talrige undersøgelser om trivsel i arbejdslivet viser en tydelig stigning i antallet af medarbejdere og ledere med alvorlig stress, udbrændthed og mistrivsel. Den bekymrende udvikling viser sig også i Den Nationale Sundhedsprofil, hvor nedsat mental sundhed nu er blevet en af de største og mest krævende opgaver for folkesundheden i Danmark.
Det kalder på handling – så hvad gør du som leder for at passe bedre på dig selv og dine medarbejdere?
Måske skal der et paradigmeskifte til inden for ledelse og arbejdsliv – et skifte, som bygger på en ny sundhedsforståelse kombineret med et blik for, hvordan en kompleks størrelse som naturen kan opretholde sin balance. Som leder kan du hente inspiration fra naturens tilpasningsevner, rytmer og organiske processer til at løse svære udfordringer som f.eks. stress – og samtidig ruste din organisation til fremtiden.
Dagens indhold
Denne kursusdag sætter fokus på sammenlægningen mellem salutogen og regenerativ ledelse – udviklet af to førende eksperter inden for hver deres område:
- Peter Thybo er internationalt anerkendt for sit innovative arbejde med mental sundhed og mestring – både ift. forskellige borgergrupper samt ledelse og arbejdsliv. Peter har udviklet ledelsesbegrebet salutogen ledelse især ud fra forskningsområdet salutogenese (saluto = sundhed; genese = skabelsen af).
- Simon Høegmark er pioner inden for naturbaseret regenerativ ledelse samt natur som sundhedsfremme. Han er en af de førende eksperter i at implementere regenerativ organisering og naturen på arbejdspladser og i sundhedssystemet.
Formiddag - Salutogen ledelse v/ Peter Thybo
Salutogen ledelse er et nyt danskudviklet koncept, som trækker på flere videnskaber, og hvis røde tråd er et fokus på ’det hele menneske’. Med salutogen ledelse fokuserer du som leder på, hvordan du skaber et arbejdsmiljø, der aktivt fremmer medarbejdernes trivsel i arbejdslivet ved at fokusere på beskyttende faktorer, som understøtter menneskers sundhed, velvære og psykiske modstandskraft.
Med afsæt i over 50 års forskning er der fundet frem til vigtige salutogene lære- og udviklingsprocesser, som er koblet sammen med en række veldokumenterede beskyttende faktorer for trivsel og mestring – også når hverdags- og arbejdsliv byder på modstand, stress og måske alvorlig sygdom. Det er faktorer, som samtidig har en tæt kobling til principperne i regenerativ ledelse.
Du får
- Ny inspiration fra sundhedsverdenen om, hvad du som leder skal satse på for at knække kurven med stress, udbrændthed og mistrivsel i arbejdslivet
- Indsigt i evidensbaserede salutogene lære- og udviklingsprocesser og de vigtigste beskyttende faktorer bag udvikling af langtidsfriske ledere og medarbejdere – samt hvordan du konkret kan fremme disse faktorer i praksis
- Konkrete redskaber til at føre salutogen ledelse ud i praksis i en kompleks og foranderlig verden i et højt tempo
- Værktøjer til, hvordan du rammer et højt motivationsniveau hos medarbejdere ved at kunne finde det effektive ”sweet spot” mellem opgavens krav og medarbejderens ressourcer
Eftermiddag - Regenerativ ledelse v/ Simon Høegmark
Nyere undersøgelser i regenerativ ledelsesfilosofi og naturbaseret ledelse viser, at vi ved at læne os mere ind i vores egen natur og lade os inspirere af naturens organiske, cykliske og rytmiske processer i vores arbejdsliv kan opnå et mere rigt liv med større balance og sammenhæng. Dette er i fuld overensstemmelse med nogle af de vigtigste beskyttende faktorer, som kendes fra salutogen forskning.
Forudsætningen for at denne forvandling kan ske er regenerativ tankegang og handlemåde, hvor vi genskaber kontakten og følelsen af forbundethed med naturen, forbindelsen mellem sind og krop, og at vi ser vores egen organisation som et lille økosystem i den store sammenhæng.
Du får
- Viden om naturbaseret ledelse og regenerativ ledelsesfilosofi
- Indsigt i naturens udfoldelse, rytmer og organiske processer – og hvordan du kan lade dig inspirere af disse principper i din ledelsespraksis
- Kendskab til økosystemisk tænkning
- Inspiration til at skabe ledelse, der har en stærkere forbundethed med naturen, herunder ledelse ud fra naturens syv principper
- Indsigt i den evidensbaserede NBMC-metode (Nature, Body, Mind, Community)
Salutogene og regenerative organisationer omdanner rammer og kulturer, så der er bedre plads til at være hele mennesker og til menneskets indre natur, så både du og dine medarbejdere trives, samtidig med, at organisationen styrker kerneopgaven og bliver medskabere af en meningsfuld verden i større balance.
Målgruppe
Ledere, HR-medarbejdere, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og andre, der har beslutningskraft og indflydelse på et godt arbejdsliv i det offentlige og private.