Du kender måske Gry Ravn Rønne fra TV2-dokumentaren “Mor, jeg er bange” (2017) om børn og unge med angst eller som en af forfatterne til bogen “Skolens fraværende børn – Årsager og indsatser” (2019).

For snart 20 år siden blev hun uddannet som lærer og slog derefter bl.a. sine faglige folder i folkeskolen og på skole-behandlingshjem. Siden uddannede hun sig til cand.pæd. i pædagogisk psykologi og supplerede dermed sin lærerpraksis med psykologiske og pædagogiske værktøjer til, hvordan vi kan hjælpe børn og unge på bl.a. skoleområdet.

Se også relevant kursus: Bag om skolefravær  

”På et tidspunkt var jeg ude at arbejde et års tid med unge, der skulle blive uddannelsesparate, og voksne, der var røget ud af arbejdsmarkedet. Mange af disse borgere var røget ud af uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet pga. psykiske og fysiske udfordringer. Nogle af dem havde misbrugsproblematikker og banderelationer inde på livet, og når jeg talte med dem, var det tydeligt, at de allerede tidligt i livet havde oplevet angst og enten havde selvmedicineret eller havde søgt nogle fællesskaber, som ikke var de sundeste, for simpelthen at blive en del af noget. Dengang tænkte jeg: ”Dem skulle vi da have haft fat i meget tidligere”. Det har alt for store menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser ikke at gribe ind noget før. Så det gav mig egentlig ekstra motivation for at komme tilbage og arbejde med børn.”

Gry Ravn Rønne startede derfor i Cool Kids – Børne og ungdomspsykologisk klinik, hvor hun arbejdede i cirka ni år og specialiserede sig i angstbehandling ud fra kognitiv adfærdsterapi og mindfulness og bl.a. tog sig af børn, som havde svært ved at komme i skole. I dag er hun medstifter af Trivselsfabrikken og FRIENDS Klinikken.

Jeg har ringet til hende for at tale med hende om angst hos børn og unge – og i særdeleshed om skolevægring og skolefravær.  

I oktober 2020 udkom rapporten ”De tomme stole”, som Børns Vilkår og Egmont Fonden sammen har udarbejdet for at sætte tal og fokus på skolefravær. I rapporten fremgår det bl.a., at mere end 75.000 folkeskoleelever i skoleåret 2018/2019 havde et fravær på over 10%.  

For Gry Ravn Rønne kommer det høje tal ikke som en overraskelse. 

”I de snart mange år jeg har arbejdet på området, har tilgangen af børn og unge, som er udfordret med skolefravær, været den samme. Der er heldigvis kommet mere fokus på det, så det gør måske, at vi pludselig har statistikker på det og kan se tallene sort på hvidt, men jeg tror desværre, at det har været sådan længe. Med det fokus der er på det nu, bliver problemet dog tydeligt og synligt, og vi er begyndt at fokusere mere på, hvordan vi kan hjælpe børnene. Det er rigtig godt!”, pointerer hun og siger videre:

“Jeg ser flere gennemgående træk hos de børn og unge, jeg møder i forbindelse med mit arbejde, og som har svært ved at komme i skole. Nogle af dem har socialangst og bekymrer sig meget om, hvad andre tænker om dem og deres præstationer. Andre har udviklet separationsangst og har svært ved at forlade hjemmet og/eller har vanskeligt ved at være i skole uden en forælder. Jeg møder også børn og unge med socialkognitive vanskeligheder, herunder ADHD, autisme og Asperger. Desuden er der mange børn og unge, som er stressede. Stressårsagerne skal ses i samspil med angst, da stressen typisk fremprovokerer en angst for at gå i skole. Mange af de børn og unge, jeg møder, har været væk fra skolen i flere år og har helt mistet troen på egne evner og på, at de voksne kan eller vil hjælpe dem.” 

Se også relevant uddannelse: BeCool – Bliv vejleder i angsthåndteringsprogram 

Skolefravær er et komplekst problem

Skolefravær kan have mange forskellige årsager og er ofte også resultatet af flere forskellige faktorer, som tilsammen har skabt en for stor belastning. 

”Skolefraværet kan selvfølgelig ofte være forbundet med negative oplevelser i skolen – altså at den hverdag, børnene har oplevet i skolen, er for meget. Det kan være en klasse med mobning og konflikter, eller det kan være, børnene har nogle faglige vanskeligheder. Det kan også være udfordringer i forbindelse med overgange, f.eks. fra indskoling til mellemtrin, hvor børnene nogle gange får nye lærere, som de skal til at forholde sig til. Der kan også opstå udfordringer, hvis der er mange vikarer, eller hvis klasser bliver slået sammen”, fortæller Gry Ravn Rønne og fortsætter: 

”Det kan også handle om, at der er sket noget i familien – oplevelser på hjemmefronten, som har udløst et ubehag, som så har forårsaget angst. Det kan f.eks. være alvorlig sygdom, dødsfald, indbrud eller andre begivenheder, som har virket traumatiske på det enkelte barn. Det kan være enkeltstående episoder, men det kan også være summen af belastninger. Desuden er der noget i forhold til hele inklusionstanken, for der er også en del børn, som har problemer med at komme i skole, fordi de oplever angst som følge af f.eks. autismespektrumforstyrrelser, OCD og ADHD. De kan derfor have svært ved at være i en skolekontekst, og er der ikke en pædagogisk rummelig tilgang til dem, bliver det ekstra svært for dem. Mange af de lærere, jeg møder, råber på viden og konkrete værktøjer til at kunne arbejde mere inkluderende, så rammerne bliver bedre for børnene. 

Skolefravær er ofte et komplekst problem. Derfor kan vi heller ikke forstå problemet ved at fokusere på barnet alene. Det er barnet, der mærker problemet, men barnet er ikke problemet. Skolefraværet skal forstås i den ramme, det er opstået i, og jeg inddrager derfor både forældrene, skolen og barnet.” 

Se også relevant kursus: Bag om skolefravær  

For Gry Ravn Rønne er det netop vigtigt at understrege, at vi skal have en helhedsorienteret tilgang i arbejdet med de børn og unge, som har udfordringer med at komme i skole. 

”Når vi har børn og unge, der kommer i forløb hos os, er det altid vores tilgang, at vi ikke kun ser på barnet/den unge, for angsten og skolefraværet er ikke noget, der er iboende ham eller hende. Vi kigger hele vejen rundt ved, at vi inddrager både familie og skole i forløbet. Vi ser på konteksterne og relationerne. Det er vigtigt at huske, at det ikke er barnets ansvar at løse problemet. Barnet udviser symptomer, men det er ikke barnets ansvar at gøre noget ved det. Det betyder dog heller ikke, at alle os, der er omkring barnet, bare skal fikse det. Det er så vigtigt, at vi lytter til barnet og skaber nogle rammer, som gør det muligt at få barnet i tale, så vi får barnets egen stemme og perspektiv med. Mange børn og unge fortæller, at de har talt med mange forskellige voksne, men at det ikke har hjulpet dem, og at de voksne har holdt mange møder og så besluttet, hvad der skulle ske, uden at have spurgt barnet eller den unge selv. Jeg oplever, at barnet ofte selv har nogle ideer om, hvad det er, der gør, at det er svært at komme i skole. Når vi er nysgerrige sammen med børnene/de unge, så har de nogle gange også nogle gode ideer til, hvordan vi sammen løser det. Så en stor del af mit arbejde er at være meget nysgerrig sammen med barnet, familien og skolen på, hvad der kan gøre det mere trygt for barnet at komme tilbage i skole.”  

Tryghedslister, trappestiger og detektivarbejde

Ét af de værktøjer, som Gry Ravn Rønne anvender i sit arbejde, er tryghedslister, som hun igennem tiden har udviklet i samarbejde med børnene og de unge.  

”Med en tryghedsliste skriver vi alle de ting ned, som kan gøre det mere trygt at komme tilbage i skolen. Det kan f.eks. være, at barnet skal vide, hvor i klassen det skal sidde og måske selv kan have indflydelse på det. Det kan også handle om, hvem barnet kan lave gruppearbejde med, eller at barnet kun bliver taget i timerne, når det har fingeren oppe, og/eller at det fritages fra et fag eller fra at fremlægge i en periode. Alt det her er med til at minimere stress og gøre børnene mere trygge, så de kan arbejde med det, der er den store udfordring – selve det at komme hen i skolen og blive der. Tit er de så udfordrede, at hvis de også skal kunne kapere alle de andre ting, som hører med til at være i skole, så bliver det for meget. De skal have trygge, gode oplevelser i skolen, så de til sidst har så mange af dem, at de får troen på og modet til at kunne komme permanent tilbage i skole.” 

For at skolen har mulighed for at implementere de forskellige punkter på tryghedslisten, fungerer det normalt sådan, at Gry Ravn Rønne laver listen sammen med det givne barn og herefter spørger, om forældrene – med barnets accept – kan videregive den til skolen, eller også tager hun selv – igen med barnets accept – listen med ud på skolen og taler med lærerne om, hvorvidt de har nogen ideer. Derefter tager hun skolens forslag med tilbage til barnet. På den måde bliver barnet hele tiden hørt, samtidig med at der er voksne, som tager ansvar for at hjælpe barnet og sikrer, at tryghedslisterne rent faktisk kan blive implementeret. 

Se også relevant uddannelse: BeCool – Bliv vejleder i angsthåndteringsprogram

I arbejdet med børnene og de unge benytter Gry Ravn Rønne også eksponeringsplaner i form af trappestigeplaner, som ligeledes bliver lavet i fællesskab med skolen og barnet. 

”Med dette værktøj kan vi også få barnets egen stemme med.  Det er barnets trappestige, så det er barnet, der vælger målet. Når vi skal have barnets stemme med, er det godt med en tryghedsliste og en trappestigeeksponeringsplan. De fleste børn vil faktisk gerne tilbage i skole og ofte også lige præcis tilbage til den skole og den klasse, de allerede kender. Derfor finder vi små trin – små delmål – til at komme dertil. Hvis barnet ikke lykkes med et trin, så er det ikke barnet, den er gal med – det er trinnet, der er for svært og skal justeres.”

Foruden tryghedslister og trappestigeplaner benytter Gry Ravn Rønne også andre af de kognitive værktøjer i behandlingen.

”Det handler om, at vi er nysgerrige på, hvad det er barnet bekymrer sig om, og så laver vi kognitive omstruktureringer – altså en slags detektivarbejde for at kunne finde frem til nogle mere realistiske tanker. Det er dog selvfølgelig ikke altid, at vi bare lige kan finde en mere realistisk og hensigtsmæssig tanke, for nogle gange handler det også om en kultur i klassen, som skal ændres. Hvis barnet nu har oplevet, at der altid bliver grinet af ham eller hende – og af de andre børn – når barnet skal fremlægge, så er det ikke nok at omstrukturere tanken om det, for virkeligheden er en anden. Her handler det om at arbejde med skolen som kontekst. Spørgsmålet er, om der er tale om en rationel angst eller en irrationel angst.”    

Helt afgørende for arbejdet med skolevægring og skolefravær er også de relationer, som barnet eller den unge har. 

”Når jeg får børn ind i klinikken, spørger jeg dem tit, om der er nogen i klassen, som de føler sig trygge ved. Er der f.eks. en lærer eller nogen venner, som føles trygge? Så er det nemlig tit de relationer, vi kan bygge videre på. Det kan sagtens være vejen ind til at komme tilbage i skole, at barnet savner sine venner og gerne vil kunne være sammen med dem i skolen. Derfor er det også vigtigt, at der bliver holdt fast i relationerne – at vi holder relationerne varme – selvom barnet ikke kommer i skole. Vi skal huske, at det er ok, at barnet ser nogle venner, selvom det ikke er i skole, eller at det er ok at gå til nogle fritidsaktiviteter, hvis det er det, der er mod på. Det handler om, at barnet får nogle gode oplevelser og har relationer. Der kan godt være en tendens til, at vi siger: ”Hvis du ikke kan komme i skole, kan du ikke komme til fritidsaktiviteter”, men der skal vi vende det om og sige: ”Hvor er det sejt, at du kan komme af sted til den her aktivitet”. For det er i de forskellige sociale aktiviteter, at barnet kan få de gode oplevelser og gode følelser, og det kan være med til at gøre, at det får mere mod på at gøre nogle af de ting, som er svære.”

Gry Ravn Rønne slår desuden fast, at det er vigtigt, at vi ikke møder børnene og de unge med et for stort fokus på det faglige, når de skal finde deres vej tilbage til skolen. 

”Det handler om at få dem til at trives, for det er først, når de er trygge, at de kan modtage undervisning og ny viden. Derfor skal vi ikke møde dem med faglighed som det første, men i stedet med tålmodighed og nysgerrighed.” 

Se også relevant kursus: Bag om skolefravær  

Livsduelighed på skoleskemaet

Det er én ting, hvad vi kan gøre, når først et barn eller en ung er begyndt at udvise symptomer på skolevægring og skolefravær, men hvordan forebygger vi det bedst? 

Ifølge Gry Ravn Rønne handler det i høj grad om at få skabt en form for uddannelse i livsduelighed. 

”Jeg synes, at mange af den kognitive terapis værktøjer, som vi arbejder med i forbindelse med at hjælpe børn og unge tilbage i skolen, er så universelle, at de bør komme på skoleskemaet, så vi får et fælles sprog mellem skole, hjem og barn. Det kan f.eks. handle om at kunne tale om hjælpsomme og ikke hjælpsomme tanker, om at alle følelser er ok og om, hvad vi kan gøre for at berolige os selv og gradvist udfordre det, der er svært. Det handler om at få skabt et trygt klasserum. Det kan f.eks. også give mening at få indarbejdet mindfulness”, forklarer hun og siger afsluttende: 

”Det handler om at lære nogle sociale og emotionelle færdigheder. Det er ikke angst som fag, der skal på skoleskemaet, men det at tale om følelser og om, hvordan man kan hjælpe sig selv og andre – og jo før, des bedre, og lad det være noget, der går igen hele vejen i opvæksten, så det også findes på ungdomsuddannelser. For der er også mange unge, der bliver ramt af skolevægring, når de f.eks. går fra folkeskole til gymnasie – de kommer væk fra alle de vante rammer, som de har været i igennem mange år. Jeg har rigtig mange piger, som kommer hos mig, fordi de, efter tre måneder i gymnasiet, går ned. Ikke fordi der er problemer med det faglige, men fordi alt det sociale og emotionelle kan være svært. Vi skal i det hele taget have mere fokus på forebyggelse frem for brandslukning.” 

Er du interesseret i arbejdet med angstramte børn, unge og voksne?

Vi har samlet alle vores kurser, uddannelser og artikler om angst her på siden: Angst-kursus oversigt