Skolevægring er et stigende problem i de danske skoler. Skolefraværet ligger på knap 6 %, og andelen af børn og unge, der har mere end 10 % fravær, er nu oppe på 14,7 %. Hyppigheden er alarmerende og er størst blandt indskolingsbørn og de 10-13-årige. Børn, der lider af skolevægring, er i mistrivsel, hvilket øger risikoen for sociale, økonomiske og psykiatriske problematikker i voksenlivet. Lærere, pædagoger og forældre oplever udtalt magtesløshed og frustration, når skolegang giver ondt i maven hos det enkelte barn.
På dette 3-dages kursus bliver du klædt på med viden om og samtaleredskaber til at møde, støtte og hjælpe barnet, som oplever, at skolen er svær at komme i.
Et komplekst fænomen
Skolevægring er et komplekst fænomen, der rammer bredt, og i princippet kan alle blive ramt. Der kan være utallige årsager til, at børn ikke magter at komme i skole – for eksempel angst (social angst, separationsangst og præstationsangst), socialkognitive vanskeligheder, stress, depression, mobning, skolestruktur, relationer i skolen, familiære problematikker eller blot kedsomhed. Hvis vi skal hjælpe børn, der lider af skolevægring, er det nødvendigt, at vi har forståelse for, hvad der ligger bag skolefravær; redskaber til at finde ud af, hvordan vi finder frem til disse til-grund-læggende årsager; og kompetencer til at gennemføre tiltag, der er gavnlige for barnet.
Konsekvenser langt ind i voksenlivet
Øget skolefravær i grundskolen giver på lang sigt øget risiko for senere at droppe ud af uddannelsessystemet, som igen øger risikoen for problematikker helt ind i voksenlivet. Skolevægring skal ses som et symptom på, at noget i barnets liv ikke fungerer i forhold til barnets behov, og det er det, vi som fagprofessionelle skal være nysgerrige på, så vi kan forebygge eventuelle socioøkonomiske og psykiatriske problemer i fremtiden. Jo hurtigere vi griber ind i forhold til problematisk skolevægring, jo markant kortere tid kræver det at få barnet i trivsel igen.