Af Henrik Christensen, socialrådgiver Er man en af de cirka 400.000 som har set Ole Fogh Kirkeby jonglere med begreberne robusthed og skrøbelighed i den meget delte video fra Ledernes fagorganisation, så ved man allerede godt, hvis side han er på – også inden man læser bogen. Ole Fogh Kirkeby er skrøbelighedens mand. Ole Fogh Kirkeby er også kunstens mand. Skrøbeligheden er det skabende menneskes skæbne, skriver han. Skrøbeligheden er de stærke personligheders hemmelighed, fastslår den rødbede-pas farvede bogs bagside lokkende – eller truende, alt efter hvilken idealtype man selv identificerer sig med.
Se også relevant kursus: Ledelse i paradokser
Forfatteren kunne have brugt de 186 sider i bogen “Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab” på at male et billede med den brede pensel af skrøbeligheden i lyse og venlige farver på den ene side af det gyldne snit og robusthedens hærgende og ødelæggende indtog på vores arbejdspladser i mørkt og dystert perspektiv på den anden. Så ville den passe ind i tidens tendens, hvor der er en modstand mod konformitet, ensretning og præstationsræs – i hvert fald i brede folkelige kredse. Hvis man dyrker en fortælling om sig selv, som én med skrøbelig kerne og veludviklet sanseapparat, så kunne man måske ligefrem ønske sig, at bogen ville bevæge sig i den retning, når man slår op på side 1. Måske ville der være lidt trøst at hente, hvis man selv oplever, at presset, tempoet og den hårdhændede arbejdsgang i en moderne velfærdsorganisation presser og klemmer. Man kunne måske ovenikøbet finde et par smarte citater at strø om sig med!
Har man sådan et ønske? Så bliver man skuffet! På den måde er der ingen hjælp at hente. I hvert fald ikke i en oplagt og forudsigelig form.
Ole Fogh Kirkebys ærinde er et andet. Godt nok bruger han tid på at fremhæve robusthedens skadevirkninger, i den fantasme-form, han hævder, at vi ofte finder i jobannoncer eller i lederes og medarbejderes forsøg på at gøre deres egen ufølsomhed legitim, og som mainstream-sælges som en fortælling om, at hensigtsmæssig robusthed gør medarbejdere mindre tilbøjelige til stress, og at skrøbelighed gør det modsatte. Men det er ikke bogens omdrejningspunkt.
Forfatteren analyserer i stedet, hvad begreber som robusthed og skrøbelighed egentligt betyder, for at se om de overhovedet dækker over nogen sandhed. Vores begrebsapparatet skal udvides.
I den forstand at man undervejs opdager nye nuancer i de to begreber, lykkes bogen rigtig godt. Og det er ret modigt gjort. Når man som læser et par gange undervejs får lyst til at klappe bogen sammen, og tænker hrmpff, men alligevel bladrer videre, så ved man, at den har ramt noget ømt og vigtigt.
Bogen opstiller både positive og negative sider ved robusthed og skrøbelighed. Det gør begreberne vægtige og indholdsrige. Man får en tydeligere referenceramme at tale sammen ud fra bagefter.
Læseren får en forståelse af den enorme belastning robustheden kan være for fællesskabet i en organisation, men bliver også præsenteret for aspekter af robustheden, som den enkelte, fællesskabet og organisationen nyder godt at. Der er robusthed, som vi har brug for, og robusthed, som bør forsvinde fra jordens overflade.
Se også relevant kursus: Ledelse i paradokser
Det samme gælder skrøbeligheden. Der er – som nævnt – ingen tvivl om, at det er her forfatterens sympati er, og at han mener, at den skrøbeliges evne til at sanse og opfange det vigtige, er en kolossal styrke. Men bliver den ikke sat i spil, netop med fælleskabet, sagen eller den anden som omdrejningspunkt, så er bogens budskab, også, at så kan den udvikle sig negativt, og det kan få alvorlige konsekvenser, både for den enkeltes forhold til sig selv og til sine omgivelser. Den kan blive destruktiv, og den kan blive brugt som en personlig strategi. Se den havde man måske ikke set komme, hvis man startede første side med en forventning om, at det her handlede om den ubetingede lovprisning af det skrøbelige. Men det er en af den slags hmm-oplevelser, der kan drive læserens refleksioner på langfart. Og mon ikke de fleste vil kunne kende aspekter hos sig selv og kollegaen, både i de positive og negative former?
Idealet er ifølge bogen en robust skrøbelighed, hvor robusthed og skrøbelighed smelter sammen til den ideale medarbejder og leder. Her bliver den berigende, skabende og fælleskabsstyrkende skrøbelighed kombineret med en passende del robusthed. Det er ikke så lidt at kræve. Men solidarisk, som forfatteren absolut er med sin læser, væltes skylden ikke over på den enkelte, hvis den negative robusthed eller den negative skrøbelighed hersker. I stedet fremhæves konkurrencestaten, kollegaers indbyrdes konkurrence og individualiseret pres som årsager.
Ole Fogh Kirkebys bog hviler ikke på nogen videnskabelig psykologi, men på en kombination af eksistentiel diskurs og dagligdags menneskeopfattelse. Det er bogens styrke, at den på denne måde er flydende i sin fortælling. Det gør den læsevenlig. Som praktiker inden for velfærdsområdet kan man måske længes efter nogle eksempler fra virkeligheden til at støtte op om de mange interessante vinkler. Men det opvejes af de mange interessante tankekonstruktioner, som man kan danne sine egne billeder ud fra. Om man så tegner dem op med nyspidset blyant med sans for detaljerne, eller man tager den brede og mere overordnede pensel i brug, det er op til én selv.
