I den fynske hovedstad, Odense, bor Caroline Boston. Hun er i 20’erne, er ved at tage en uddannelse og bruger bl.a. fritiden sammen sammen med sin kæreste og vennerne.
På mange måder ligner det et typisk ungdomsliv, men Caroline Boston har dog en række oplevelser med i bagagen, som adskiller hende fra mange af hendes jævnaldrende: Da hun var 11 år, blev hun anbragt.
“Min mor er psykisk syg og har desuden epilepsi, så hendes forældrekompetencer er ikke så stærke. Først forsøgte man at sende mig i pleje inden for familien, så jeg kom hen til min faster, men hun havde allerede fire børn, og jeg var lidt et ”problembarn”, så derfor blev jeg i stedet anbragt på et opholdssted i Brylle. Der var jeg i to år og havde det bestemt ikke godt!”, forklarer hun, da vi taler sammen i telefonen.
Om tiden på opholdsstedet i Brylle fortæller hun videre:
“En af grundene til, at jeg blev anbragt, var min mors sygdom. Hendes epileptiske anfald var meget voldsomme for mig og gav mig traumer. Forstanderen på opholdsstedet viste sig at have en mand, som også havde epilepsi, og den første aften jeg var der, dejsede han om foran mig. Hver gang jeg sagde noget til min sagsbehandler om det, truede personalet på opholdsstedet mig eller tog fat i mig – det handlede meget om magt og dominans for dem. Desuden oplevede jeg nogle gange, at forstanderen ville have os piger til at klæde om, selvom hendes søn var til stede. Han var spastiker og var på det tidspunkt 32, men mentalt var han meget yngre. Alligevel var det meget grænseoverskridende for mig at skulle klæde om foran ham i en alder af 11 år – for mig var han jo en voksen mand”.
Teltpælene rykkes op – igen
Efter to år skulle Caroline Boston endnu en gang pakke sine ejendele sammen og gøre sig klar til livet på en ny adresse. Det var nemlig blevet besluttet, at hun i stedet skulle bo på opholdsstedet Nakkebølle Sanatorium ejet af Tvind (opholdsstedet gik konkurs i 2019, red.). Tiden her var en blandet oplevelse.
“Det socialiserede mig, og jeg fandt ud af, at der var nogle pædagoger, som måske ikke kun arbejdede for pengenes skyld. Samtidig var det dog også der, jeg lærte alt det, man ikke skal gøre. Når man samler en masse unge vrede mennesker, går det galt. Vi var for mange unge, der var trætte af systemet og hadede hele verden, og det gjorde, at biltyverier, druk, stoffer og den slags var hverdag. Så til sidst, da jeg var omkring 16 år, skulle jeg væk derfra – jeg havde bl.a. fået et par domme, imens jeg var på Nakkebølle – og min daværende sagsbehandler syntes, at det var på tide, at jeg blev lidt mere selvstændig og skulle flytte i egen lejlighed hos en plejefamilie. Så der kom jeg ud til mine plejeforældre, Doris og Leif, og der havde jeg det rigtig godt! Det var hos dem, at jeg lærte at blive et ordentligt menneske, hvis man kan sige det sådan”, lyder det fra hende.
Opholdssteder uden kontrol
Med beretninger som disse er det svært at forstå, hvordan sådanne ting kan finde sted på danske opholdssteder, men Caroline Boston fortæller, at der ikke var meget kontrol med hverken det første opholdssted eller med Nakkebølle, mens hun boede der.
“På det første opholdssted tror jeg, at kontrolbesøgene var planlagte. Der var nogle pædagoger derfra, som indberettede, at vi ikke havde det godt, men hver gang der kom nogle fra kommunen for at tjekke, var det som om, at lederne var nogle helt andre mennesker, og der var rent og pænt, og vi børn fik kage og saftevand. Lige inden de kom fra kommunen, blev vi instrueret i, hvad vi skulle sige, hvis vi blev spurgt om, hvordan vi havde det, og så fik vi belønninger, hvis vi gjorde, som pædagogerne sagde. Jeg måtte f.eks. have min telefon en time længere end normalt. Da jeg var på Nakkebølle, var der ikke meget kontrol, for opholdsstedet var jo ejet af Tvind, så det var et meget lukket miljø. Politiet kom, når der opstod større konflikter og den slags, men der var ikke decideret kontrol med stedet.”
Se også relevant digitalt forløb: “Pædagogisk behandlingsarbejde med udsatte børn og unge”
For Caroline Boston satte det spor, at hun igennem sin barndom og teenageår nåede at blive anbragt flere forskellige steder.
“Min mor gjorde heldigvis rigtig meget ud af at tale med mig om det hele og fortælle mig, at det ikke var min skyld, men at der var et system, som ikke kunne finde ud af, hvor jeg passede ind. Det, tror jeg, har gjort, at jeg ikke har følt mig helt så forvirret, som jeg kunne have gjort, men det er en meget forvirrende proces. Du vænner dig til et sted og de mennesker, der er der, og du ved, hvordan du skal håndtere forskellige situationer, og så kommer du til et nyt sted, hvor der er en ny måde at gøre tingene på. Så det var svært at skulle falde til et nyt sted, og det betød, at jeg på en eller anden måde hurtigt var nødt til at blive voksen i nogle sammenhænge”.
Anbringelsessystemet skal være mere børnevenligt
Opvæksten på forskellige opholdssteder og i plejefamilie har affødt et stort ønske i Caroline Boston om at være med til at forbedre forholdene for anbragte børn og unge.
“Jeg har ad flere omgange holdt foredrag for mennesker, der er ved at uddanne sig til kontaktpersoner, eller som arbejder på opholdssteder. Det er muligt for mig at bidrage med vigtig viden til dem, fordi jeg har oplevet den her verden – det her system – på egen krop. Og der er nogle ting, som virkelig bør ændres og gøres mere børnevenlige, for det er ofte små børn, der bliver anbragt.
Jeg mener, at vi, der selv har været i anbringelsessystemet, har en stor indsigt og kan forklare nogle væsentlige ting for dem, der skal arbejde og tage beslutninger på området. Det er bl.a. vigtigt for mig at sætte fokus på overgangen fra barn til voksen, for jeg mener, at man bør gøre det mere enkelt. Man skal forberede barnet ordentligt på, at reglerne ændrer sig, når det bliver 18 år. I mit eget tilfælde fik jeg det nærmest først at vide lige inden, jeg blev 18, så indtil da vidste jeg ikke, at jeg skulle stå på egne ben, og at kommunen kan slippe én fuldstændig. Min mor og jeg snakkede om det, og ingen af os kunne forstå, at der ikke nødvendigvis var et sikkerhedsnet, når jeg fyldte 18”, erindrer hun og uddyber:
“Lige inden jeg blev 18, blev jeg sendt hjem til min mor, men det gik slet ikke. Min mor og jeg elsker hinanden, men det er ikke godt, at vi bor under samme tag, så jeg skulle væk, og så stod jeg jo bare der uden nogen steder at tage hen. Jeg var meget vred og indebrændt, for først blev min barndom og ungdom jo på en eller anden måde taget fra mig, og bagefter fik jeg at vide, at nu kunne jeg tage tilbage til der, hvor det hele startede og gik galt. Jeg synes, det er grotesk og dybt forkert, at man har et system, der kan gå ud fra, at man bare kan klare sig selv, når man bliver 18, når nu man har haft brug for hjælp indtil da. I sidste ende så har vi, der er eller har været på et opholdssted, en slags handicap med os – hvad end vi vil være ved det eller ej. Det synes jeg, man burde arbejde med, når barnet bliver 18, for det er der, man skal til at være voksen og klare sig selv. Jeg har været heldig, for min nuværende sagsbehandler Jeanette Fabrin sørgede for, at jeg kunne få efterværn, indtil jeg var 23 år. Dét, mener jeg, at alle sagsbehandlere burde gøre. Min egen oplevelse med efterværn har derfor primært været god. Jeg brugte efterværnet mindre og mindre det sidste års tid, fordi mange ting faldt på plads for mig, men det gav en stor tryghed at vide, at jeg altid kunne ringe til Jeanette og komme hen til hende. Det var rigtig godt for mig, og det har gjort, at jeg nu kan stå på egne ben”.
Se også: Digital lektion om Barnets Lov
Man skal huske at se mennesket bag sagsnummeret
Ifølge Caroline Boston kræver en forbedring af anbringelsessystemet, at anbragte børn og unge bliver informeret bedre, så de ved, hvad der skal ske og hvorfor. Desuden mener hun, at der er et aspekt mere, som er helt afgørende for, at børn og unge får et godt anbringelses- og efterværnsforløb.
”Man skal tage mere hensyn til, at det er rigtige mennesker, man arbejder med. Det er ikke handelsvarer. Den måde, du som anbragt bliver behandlet på, kommer jo til at følge dig resten af livet. Det er så vigtigt at føle sig værdsat, og jeg mener, at det er pædagogernes og kommunens ansvar, at det enkelte barn føler sig værdsat. I min anbringelsestid følte jeg mig ikke særlig værdsat, hvilket har været med til at gøre, at jeg den dag i dag stadig kæmper med forholdet til autoriteter. For det sidder i mig, at autoriteter tænker, at jeg er mindre værd. Og det bunder jo i sidste ende i de ting, jeg har været igennem”, slutter hun.
Digitalt forløb om børn og unge i pædagogisk behandling
I samarbejde med cand.psych.aut. Henriette Lieblein Misser har vi udviklet det digitale forløb “Pædagogisk behandlingsarbejde med børn og unge“. Forløbet klæder dig på til at stå stærkere i dit arbejde med sårbare/udsatte børn og unge, så du i endnu højere grad kan træffe fagligt funderede beslutninger og gøre en stor forskel for børnene og de unge.
Forløbet indeholder bl.a. digitale lektioner om anbringelse og samvær, tilknytningsmønstre, ADHD, angst og pædagogiske tilgange.
Måske du også er interesseret i Jura-serien, som er et digitalt forløb om Servicelovens børneregler? Det er udviklet i samarbejde med cand.jur. og ekspert på børneområdet Bente Adolphsen, og med fra forløbet tager du bl.a. viden om underretningspligten, sektoransvar, forældremyndigheden, §50-undersøgelser og handleplaner.
