I din bog – “Den vigtigste bog du nogensinde har læst om cannabis” – skriver du, at det er hashrygeren, der er eksperten, og at det er vigtigt at huske på. Kan du uddybe den tanke lidt mere, og hvorfor den er vigtig at have med sig i behandlingsarbejdet?

“En klassisk årsag til et mislykket behandlingsforløb er manglende adressering af den relationelle asymmetri, der er indlejret i enhver klient-behandler-relation. Som behandlere er vi nødt til aktivt at forholde os til den automatiske klientgørelse, der ligger i behandlingsarbejdet, og vores forståelse af det. Vi ser på personen, der søger behandling, som en “klient”, der søger hjælp, og på os selv som “eksperter”, der hjælper. Det vanskeligste skridt i behandlingen er skridtet ind i behandling, fordi det er forbundet med et nederlag at skulle søge hjælp, og fordi det opleves uværdigt og stigmatiserende at have misbrug. Vi må forsøge at finde det “Kierkegaard´ske perspektiv” ved at se klienten som en ligeværdig person, der har gode grunde til at træffe de valg, som vedkommende har taget, herunder de valg der ledte til misbrug.

Vi finder perspektivet – og forholder os dermed aktivt til den automatiske klientgørelse – ved at italesætte den i første samtale, hvilket jeg også skriver om i bogen. Når en person, der ryger hash, lykkes med at stoppe, er det altid, fordi det lykkes at etablere en ligeværdig relation omkring et fælles projekt. Alt for ofte gør vi os ikke tilstrækkeligt umage – hvis overhovedet – med den del. Vi springer let hen over den afgørende forhandling om “det fælles projekt”, inden vi starter det egentlige behandlingsforløb. Personen, der ryger, er ekspert i sit liv, og uden hans eller hendes oplevelse af ejerskab i projektet udebliver det engagement, der er den primære prædiktor for et vellykket behandlingsforløb. I bogen taler jeg om de fire empiriske elementer, der skaber en stærk relation om et fælles projekt.”

Hvorfor er behandlingen af hashmisbrug blevet din helt store mission?

“Det skulle tage et utal af supervisorer og coaches, før jeg fik min mission helt på plads. Faktisk var det primært gennem arbejdet med en coach, der sad på den anden side af jorden i Australien, at det lykkedes at lande missionens ordlyd helt.

Arbejdet med at hjælpe personer, der er fanget i misbrug, tilbage til livet, har alle dage fascineret mig. Det føles enormt privilegeret at få lov til at være med på deres personlige og helt unikke rejse mod det, de forstår som det gode liv. Jeg var helt fra starten overbevist om, at jeg med den indsigt, jeg havde opnået gennem uddannelse og klinisk erfaring, ville være i stand til at skabe en samfundsforandring i forhold til hashrygning. Lidt naivt abonnerede jeg på en forestilling om, at jeg kunne få alle til at forstå de negative sider ved hashrygning og i virkeligheden ændre samfundets syn på rusmidlet. I takt med mit arbejde blev det mere og mere tydeligt, hvor begrænset indsigt vi har om hash som rusmiddel. Derfor består mit arbejde til stadighed i både at give indsigt gennem de individuelle samtaler med hashrygere og med personale ude omkring på skoler og institutioner. De senere år er indsigten, og dermed også alvorligheden omkring rusmidlet, blevet øget, men der mangler stadig indsigt mange steder og i særdeleshed konkrete værktøjer til, hvordan vi kan gøre den indsigt gældende uden at miste relationen til den, der ryger. Gennem min australske coach forstod jeg, at jeg aldrig ville komme til at ændre verdens syn på rusmidlet hash. Der vil, uanset mit og andres arbejde, til stadighed være personer, som enten ikke er interesserede i den indsigt eller er ligeglade med den. Derfor er missionen ikke at skabe indsigten hos alle, men derimod hos dem, der vil. Det er selvfølgelig mit håb, at nøglepersoner – f.eks. professionelle omkring dem, der ryger; politikere, der har misbrug som deres område; forældre, der står på sidelinjen – vil tage indsigten til sig og også tage ansvaret for at omsætte den. Det er grunden til, at jeg altid har været optaget af den praktiske del af missionen: Indsigt uden konkret anvisning på, hvordan den omsættes, er ubrugelig. Det er grunden til, at begge mine bøger, og i virkeligheden alt hvad jeg laver, har fokus på, hvordan vi helt konkret arbejder med at hjælpe en person ud af et misbrug.”