Det er dog absolut ikke sådan, han virker, som han toner frem på skærmen foran mig og udstråler et varmt smil, der når helt op i hans øjne.

Tatoveringen hører til en anden tid – et andet liv. Hans barndom var præget af svigt, og da Poul Thybo blev ældre, endte han i et spor med stof- og alkoholmisbrug, kriminalitet og behandlingsdomme. Dertil kommer, at han ad flere omgange har været i kontakt med psykiatrien og har fået stillet en række diagnoser, bl.a. ADHD, skizofreni og angst.

For nogle år siden blev det hele for meget for Poul Thybo. Han ville ikke mere. Hans eneste drøm var at skaffe penge, så han kunne komme til Holland, hvor aktiv dødshjælp er lovligt.

Heldigvis gik det ikke sådan.

“Jeg var indlagt på psykoseafdelingen og fik medicin, og jeg havde det forfærdeligt. Jeg skændtes med personalet, for jeg forstod ikke, hvad al den medicin skulle gøre godt for, og jeg følte ikke, at der blev lyttet til mig. Til mit held var der en socialrådgiver, som slog i bordet og fortalte kommunen, at de skulle finde noget ordentlig hjælp til mig. Det var sådan, jeg kom i behandling hos Marianne,” fortæller Poul Thybo via videoopkaldet og kigger på Marianne Katrine Damgaard, der sidder ved hans side.

Marianne Katrine Damgaard er uddannet social- og sundhedsassistent og har i skrivende stund arbejdet i Socialpsykiatrisk Center Nord i Ikast-Brande Kommune i 14 år. På et tidspunkt tog hun på et kursus hos Inge Svane, som er oplevelsesorienteret familieterapeut samt traumeterapeut og desuden selv har traumer fra sin opvækst.

På kurset fik Marianne Katrine Damgaard grundlæggende og praksisnær viden om kropsorienteret behandling af mennesker med traumer. De tre kursusdage førte til, at hun – i første omgang på prøvebasis – opstartede et behandlingsforløb kaldet “Når kroppen husker”, og Poul Thybo var en af de allerførste, der kom med i forløbet.

Men lad os stoppe op et øjeblik, for hvad går denne kropsorienterede traumebehandling ud på, og hvad vil det sige, at kroppen husker? Netop de spørgsmål stiller jeg Inge Svane, som også smiler på computerskærmen foran mig.

Se relevant workshop med Inge Svane: Ramt af stress og traumer – afholdelse april 2025

Traumebehandling: Slip traumerne fri ved at tale til kroppen

For flere år siden arbejdede Inge Svane på et familiecenter. Hun blev i den forbindelse interesseret i kropsterapeutiske metoder til traumebehandling og videreuddannede sig derfor i den retning.

Når hun tidligere spurgte sine klienter, hvad der var sket med dem, var hendes tilgang kognitiv, men i dag arbejder hun i langt højere grad ud fra en kropsorienteret tilgang. Det har betydet, at de lange samtaler med mange detaljer, som er karakteristiske for den kognitive tilgang, er trådt i baggrunden. Kropsorienterede behandlingsformer fokuserer i stedet på kroppen og de sansninger, der opstår i den. Gennem samtaler, bevægelser og berøring arbejdes der med at forløse chok- og traumeenergi, som har sat sig i kroppen.

Bag den kropsorienterede tilgang ligger en grundtanke om, at kroppen husker. For selvom vi nu lever i en moderne verden med vores ”moderne” hjerner, som f.eks. kan analysere og reflektere, gemmer der sig stadig en ”urhjerne” i os – den såkaldte reptilhjerne, som kan siges at være den allerførste udgave af hjernen, vi mennesker udviklede.

Denne reptilhjerne kontrollerer nogle livsvigtige funktioner via det autonome nervesystem, og det er bl.a. herigennem, at vi sanser, om der er fare på færde. Når vi opfatter en situation som farlig, udløses der stress i vores kroppe, og denne stress bliver husket af hjernen og af hele nervesystemet.

”Kroppen husker alt, hvad vi laver i vores liv, for der er sansninger i alt. Man kan derfor sige, at der mangler et ben i behandlingen, når vi kun bruger den kognitive tilgang og henvender os til den ’kognitive hjerne’. Det ’manglende ben’ gør, at klienten heller ikke kan have balance i sit liv. Derfor skal vedkommende have kroppen og den treenige hjerne med, og det kræver, at vi arbejder med udgangspunkt i reptilhjernen. Det betyder ikke, at vi i kropsorienteret behandling ikke beskæftiger os med den kognitive del af hjernen – det er bare ikke den, der er central,” forklarer Inge Svane.

”Så snart vi oplever noget, der gør, at vi går i overlevelsestilstand,” supplerer Marianne Katrine Damgaard, ”har vi så travlt med at overleve, at de følelser, der opstår i os, bliver gemt til senere, hvor vi ikke længere er under samme pres. Det er netop på grund af kroppens hukommelse, at vi kan stå i en situation, der sender os direkte tilbage til de følelser, vi har haft i forbindelse med en tidligere oplevelse, som har virket voldsom for os.”

Hænder, der siger: “Jeg passer på dig”

Den kropsorienterede traumebehandling handler om at gøre klienten tryg nok til at mærke og være i de sansninger, der er forbundet til den traumatiske hændelse. Derfor er det også afgørende, at der bliver arbejdet med den tryghed fra begyndelsen af behandlingen.

”Hvis klienten ikke er mentalt og kropsligt til stede i rummet, er vedkommende på vej ud, og det er kamp/flugt-mekanismen, som gør, at han eller hun ikke kan holde ud at være i sig selv og i det rum. Når en klient kommer til mig, betyder det bl.a., at jeg lader personen gå rundt i mit rum og mærke sine fødder. Så klienten tager skoene af som det første, og så handler det bare om, at vedkommende skal orientere sig i rummet og mærke, hvordan fødderne har forbindelse til underlaget, og hvordan vedkommende har det i sig selv på dette tidspunkt. Det er vigtigt for mig, at klienten har så meget tryghed i sig som muligt, inden vi skal til at snakke lidt om det, som han eller hun er kommet for,” siger Inge Svane.

I behandlingen er det også vigtigt at have fokus på klientens bevægelser, på øjnene – flakker blikket f.eks.? – og kropsholdningen, så det bliver muligt at guide vedkommende til at lægge mærke til, hvad kroppen gør undervejs. Som led i behandlingen indgår der ofte også berøring.

”I kropsterapi handler det ikke om massage, men om berøringer, hvor hænderne egentlig siger ’Jeg er her. Jeg passer på dig’. For at være sikker på, at klienten er tryg ved det, lægger jeg gerne ud med at tegne et menneske, og så beder jeg klienten om at vise, hvor jeg må røre ved vedkommende. Der er flere forskellige måder, jeg kan arbejde med berøring. Jeg kan bl.a. gå ind med direkte berøring omkring vejrtrækning, hvor jeg arbejder med kroppen som en beholder, dvs. at der er en forside, en bagside, højre side, venstre side, en top og en bund. Der kan f.eks. være berøring direkte på bagsiden af kroppen – det kan være, det er lænden, midt på ryggen eller oppe ved skuldrene. Det kan også være, at det er en klient, der har svært ved at mærke sine fødder. Så lægger jeg f.eks. min fod over på vedkommendes, så han eller hun kan mærke min fod og lægge mærke til, hvad det gør. Der kan også være klienter, som ikke vil berøres direkte, og hvor vi så kan arbejde med berøring gennem et tredje led, f.eks. en genstand. Klienterne får desuden øvelser med hjem, så de selv kan forsøge at arbejde med berøring og bevægelse derhjemme,” fortæller Inge Svane.

Den kropsorienterede traumebehandling kan både bruges i arbejdet med børn og voksne, ligesom den er velegnet til mennesker uden psykiske diagnoser såvel som mennesker med diagnoser. Dog kan det være væsentligt at være opmærksom på, at nogle mennesker med psykiske diagnoser får så meget medicin eller bestemte typer af medicin, at de kan være længere tid om at kunne mærke sig selv. I den forbindelse kan det være gavnligt at samarbejde med klientens læge, så klienten langsomt kan trappe ned på eller helt ud af sin medicin.

Se relevant workshop med Inge Svane: Ramt af stress og traumer – afholdelse april 2025

Traumebehandling gav et væld af åbne døre

I skrivende stund er det næsten tre år siden, at Poul Thybo kom i kontakt med Marianne Katrine Damgaard og blev en del af forløbet ”Når kroppen husker”. Der blev dengang afsat 15 timer om ugen, hvor Marianne Katrine Damgaard og to af hendes kollegaer arbejdede med Poul Thybo, herunder med den kropsorienterede traumebehandling.

Poul Thybo vidste godt, at det ville blive rigtig hårdt at begynde i forløbet, lægge sig på briksen og være åben for det, der dukkede op undervejs. Han vidste dog også, at han aldrig ville få det bedre, hvis der ikke blev ryddet op i hans nervesystem.

”Jeg kan huske, at jeg slet ikke kunne trække vejret ordentligt ned i maven, da jeg var på briksen første gang,” fortæller Poul Thybo, og Marianne Katrine Damgaard nikker og siger:

”Jeg havde sat noget musik på og guidede Poul med spørgsmål som: ’Hvad mærker du?’ ’Hvor flytter det sig hen?’, og så lige pludselig sagde det smak – der dukkede en følelse op, og så trillede tårerne bare ned ad hans kinder. Poul har tidligere forsøgt at meditere for at få ro i kroppen og hovedet, men det fungerede ikke, for hans tanker var ud over det hele. Efter den første kropsorienterede behandling kom der ro. Jeg kunne se, hvordan der var et håb, som pludselig begyndte at blomstre i ham.”

Som forventet var det hårdt arbejde for Poul Thybo at være i behandling – særligt i begyndelsen. Efter de første behandlinger sov han nærmest i døgndrift og havde fysiske smerter. Inge Svane og Marianne Katrine Damgaard understreger, at det er helt almindeligt og et sundhedstegn, at kroppen reagerer på den måde efter de første behandlinger. Kroppen har i lang tid være opspændt, så når den endelig kan slappe af og ikke behøver kæmpe mere, vil det være så uvant for den, at det i en periode føles ubehageligt.

Efter kun to måneder i forløbet var der skabt så meget ro i Poul Thybo, at han kun havde brug for ca. seks timers støtte om ugen.

”Med denne type behandling mærker klienten – akkurat som Poul – ofte, at der hurtigt sker en mærkbar forandring. Det skyldes, at der kommer en sammenhæng mellem hjerne og krop, som slet ikke var der før. Følelserne kan pludselig blive reguleret, og det bliver nemmere at tænke rationelt. Man kan sige det sådan, at man har været ude af sin krop, og pludselig kommer man hjem til sig selv igen,” påpeger Inge Svane.

Det er netop følelsen af at være kommet hjem, som præger Poul Thybo, og han er ikke i tvivl om, at kropsorienteret behandling kan hjælpe en lang række mennesker, når det har kunnet hjælpe ham, der – med egne ord – nærmest ikke kunne komme længere ud, end det var tilfældet, før han kom i kropsorienteret traumebehandling.

”Da jeg kom med forløbet, var der helt vanvittigt inde i mig. Jeg havde tankemylder og uro i kroppen, så jeg sad og bevægede fingre og fødder hele tiden for at skubbe tankerne væk. Nu er jeg blevet et helt andet menneske. Mine børn er ikke så urolige mere, når vi er sammen, og jeg er begyndt at elske mig selv, har fået et godt job, er på vej ud af medicin og føler mig helt sikker på, at det kommer til at lykkes. Jeg har fået livet tilbage. Jeg havde reelt ikke noget liv før. Der var slet ingen åbne døre, men nu er der pludselig mange, og jeg ser positivt på livet.”