Arbejder du i traditionelle hjælpefag som f.eks. socialrådgiver, lærer, pædagog, sygeplejerske, SOSU-området, præst, læge eller psykolog, så skal du hver dag navigere i komplekse følelser i eller mellem mennesker. Måske du underviser, udvikler, behandler, støtter eller yder omsorg for andre. Du skal højest sandsynligt også evne at skabe tillid til alle typer af mennesker som en forudsætning for at kunne nå dine arbejdsresultater.
Se relevant uddannelse med psykolog Anne Dorthe Hasholt: Undgå udbrændthed på jobbet – Skab et bæredygtigt arbejdsliv
Det er givende arbejde at hjælpe andre, og de fleste søger denne type jobs netop fordi, det er meningsfyldt. Blandt andet fordi det kræver, at vi kan sætte os selv til side, så fagligheden kan få den fremtrædende plads. Det tiltaler noget fundamentalt positivt i os at kunne hjælpe andre og ikke selv være i fokus. Men det grundvilkår – at forholde sig til andres problemer, udfordringer og behov – har en bagside: nemlig kravet om at være empatisk, som er et dagligt udgangspunkt for alle faggrupper i hjælpefag.
Når vi afkræves empatisk respons dagligt, kan det føre til empatisk udmattelse. Derfor er et af de områder, man ofte lægger særlig vægt på i hjælpefag, når man laver Psykisk Arbejdsplads Vurderinger (APV), netop det område, der hedder ’følelsesmæssige krav’. Det viser sig nemlig, at dem, der arbejder i fagområder med høje følelsesmæssige krav, er dem, der har størst sandsynlighed for arbejdsrelateret stress, depression og udbrændthed.
De sidste 10-15 år er der kommet markante forskningsresultater, der nuancerer vores forståelse af empati og forklarer, hvordan empatien er medvirkende til arbejdsrelateret stress og udbrændthed i hjælpefag – og giver rigtig gode bud på, hvordan vi kan forebygge det. At det er et grundvilkår for de brancher, der lever af at hjælpe, betyder ikke, at det er let – heller ikke selv om du er stærk fagligt.
Når vi taler om det svære i at være ved siden af andres problemer, bliver det ofte med fokus på fagligheden: Hvad vi kan gøre og ikke gøre, hvad der er tid til, hvad der forventes, hvad er rimeligt, hvad er udenfor vores ansvarsområde osv.
De faglige afgrænsninger er vigtige. Meget vigtige. For det er aldrig et personligt ansvar, at der kan være uklare mål for arbejdet eller urealistiske (tids)rammer. Men der er mere på spil end vores faglighed. I alle hjælpe- og omsorgsfag, er relationen det, der bringer fagligheden i spil. Relationer skabes mellem mennesker, ikke mellem fagidentiteter.
Vores evne til at være empatiske og skabe relationer til patienter (borgere/ brugere /klienter) afkræver vores personlige engagement i en eller anden grad. Derfor er evnen til omsorg og empati ikke kun en faglig træning. Og forebyggelsen af udmattelsen og stress, er derfor også et relationelt fænomen.
Det handler om, hvordan vi som fagpersoner relaterer til det, vi står i. De seneste års forskning indenfor neurovidenskab og psykologi har kastet meget lys på, hvad empati egentlig er, samt på begrebet medfølelse. Og ikke mindst på forskelen mellem de to, som er afgørende, når vi taler om arbejdsrelateret udbrændthed, stress og udmattelse.
Hvorfor er det empatien, der kan dræne, og medfølelsen, der kan give mere energi ?
Lad os først definere empati og medfølelse. Empati er vores evne til at forstå og sanse en andens indre oplevelse af verden. Medfølelse er ønsket om aktivt at lindre den smerte (fysisk og følelsesmæssig), som vi møder. Selvom vi i daglig tale kan tale om empati og medfølelse som et og det samme, er det at have bevidsthed afgørende for, hvordan du kan bruge dem ind i arbejdsdagen.
Fordi de påvirker hele dit nervesystem via de dele af hjernen, der aktiveres. Hvor vores empati respons aktiverer de dele af hjernen, der håndterer smerte (når vi møder smerte eller svære situationer hos andre), så aktiverer medfølelse de dele af hjernen, der håndterer kærlighed, tilhørsforhold og belønning. Det er en forskel, der er markant. I hvert fald når vi står i den hver dag gennem et helt arbejdsliv.
Vores nervesystem kan ikke ’lukke andre ude’ eller ’blot give slip på dagen’, så enkelt som vi selv håber. Det er derfor, at empati også er en kilde til udmattelse. Det er derfor, vi kan have situationer på arbejde, der bliver ved at ’hænge fast’ i os. Pointen her er, at det netop er vores nervesystem, der reagerer, når vi er empatiske og registrerer andres følelser. Vi reagerer simpelthen fysisk på de følelser og stemninger, vi møder hver dag i en grad, så vi kan se det på MR scanninger. Tania Singer er tysk forsker, der har påvist, at vores hjerne reagerer på samme måde som de mennesker, vi passer, plejer, underviser og hjælper.
Det betyder, at hvis du er sygeplejerske indenfor psykiatrien og dagligt behandler mennesker med depression, så reagerer din hjerne på samme måde, som hvis du selv havde en depression. Om du er læge eller SOSU hjælper, møder du situationer, hvor du ikke kan lindre eller afhjælpe den situation, som en patient eller borger står i. Afmagt og hjælpeløshed står ikke i jobbeskrivelserne, men er uundgåelige situationer i alle hjælpefag.
Rent praktisk betyder det, at du får større risiko for angst og depression samt et forhøjet inflammationsniveau, hvis du hver dag skal forholde dig til andres fysiske eller følelsesmæssige problemer.
Se relevant uddannelse med psykolog Anne Dorthe Hasholt: Undgå udbrændthed på jobbet – Skab et bæredygtigt arbejdsliv
Så hvad skal du gøre?
Det nytter ikke noget at lukke ned for den empatiske respons. Det gør det kun sværere for dig at lave en god relation til borgerne. Og dit nervesystem reagerer stadigvæk. Det bedste, du kan gøre, er at træne medfølelsen, så du bevidst kan aktivere de andre dele af hjernen, der håndterer kærlighed, tilhørsforhold og belønning. Medfølelse træner man ikke kun overfor andre! Det er endnu vigtigere at kunne inkludere os selv i cirklen af dem, vi møder med medfølelse.
Det er netop den egenskab – at kunne inkludere mig selv og tage vare på mig selv – der er afgørende for, at vi kan være hjælpere og medfølende overfor andre. Du kan ikke hjælpe andre, hvis du ikke selv er tilstede. Medfølelse overfor os selv og overfor andre har nøjagtig de samme ingredienser og består af: 1) opmærksomhed, 2) Venlighed og 3) Perspektiv af fælles menneskelighed. De tre elementer kender du fra daglige situationer: lad os forestille os, at du møder en god ven på gågaden.
Du ser, at han eller hun ser lidt udkørte ud. Du bliver naturligt lidt mere opmærksom, og i selv en meget kort samtale vil du let høre dig selv sige noget i retning af: ”hvordan har du det?’, ”hvem hjælper dig/ er der noget jeg kan gøre?” og ”det er da ikke så underligt, du har det sådan, sådan ville jeg også ha’ det”. Det er de tre elementer: opmærksomheden, venligheden og fælles menneskeligheden. Sidstnævnte er måske det, vi sjældent er så bevidste om, men den er vigtig. Det er perspektivet af, at det, du eller den anden oplever, netop er en almen menneskelig reaktion på givne omstændigheder.
Når vi lærer bevidst at kunne nuancere vores empatiske respons til en mere bevidst brug af medfølelse overfor både os selv og andre – så kan vi undgå at blive drænet og udmattet. Fordi vi har noget, vi kan gøre, når vi opdager, at vi bliver udmattede. Fordi vi kan lindre og ændre vores nervesystems-reaktion, så vi går fra smertehåndtering til oplevelse af kærlighed og tilhørsforhold.
Det, der aktivt skal til for, at vi laver det skift indeni, er at bringe venlighed og varme ind i relationen til os selv (ingrediens 2 i medfølelsen: venlighed), foruden at vi kan minde os selv om, at vi også er mennesker, og at vores reaktion er ret normal i de givne omstændigheder (ingrediens nr. 3 i medfølelse).
Med andre ord
Vi kan bevidst relatere anderledes til vores egen oplevelse. Vi kan inkludere os selv i cirklen af dem, vi møder med venlighed og medfølelse. Ikke kun de andre, dem vi gerne vil hjælpe. Men også os selv. Ikke fordi vi skal fylde mere, men fordi vi skal blive stående på benene, og vi skal kunne sætte os selv til side, hvis vi vitterligt skal være til hjælp for andre. Når vi kan relatere til det, vi oplever med bevidsthed og varme, så ændrer vi simpelthen vores fysiske reaktion på det, vi oplever. Det er den afgørende forskel på, om omsorg og empati udmatter os, eller om vi formår at regenerere og blive fyldt med energi af arbejdet.
Se relevant uddannelse med psykolog Anne Dorthe Hasholt: Undgå udbrændthed på jobbet – Skab et bæredygtigt arbejdsliv
