Omkring hvert tredje barn i Danmark oplever, at forældrene går fra hinanden.
Udgangspunktet for det nye skilsmissesystem er at få børnene mere nænsomt igennem forældrenes skilsmisse og samlivsophævelse.
Målet med det nye system er at gøre en egentlig forskel for barnet, sætte barnet i centrum ved at møde barnets behov med støtte og samtidig sætte hensynet til barnet over andre hensyn. Det sker blandt andet ved tilbud om en kontaktperson, ret til en bisidder og en sikring af, at barnet orienteres om, hvordan barnet bedst muligt kan få hjælp.
For den enkelte familie har målet været at udforme et samlet Familieretshus, således tilbuddet bliver et enstrenget og fokuseret forløb.
Relevant arrangement: Familieretshuset og de nye skilsmisseregler i praksis
Sagerne i Familieretshuset behandles i tre spor.
Familieretshuset visiterer, på baggrund af en indledende screening, sagerne til behandling.
De tre spor er inddelt i kategorierne; enkle, mindre enkle og komplekse.
Hvis en familie har flere sager i Familieretshuset – hvilket ofte kan være tilfældet, så samles sagerne i en kategori, og her kategoriseres sagen efter den mest komplekse sag.
Enkle sager
Aftaler hvor ægtefællerne er enige og blot beder Familieretshuset om at registrere aftalen, herunder fx udstedelse af separations- eller skilsmissebevilling, registrering af delt bopæl. Børne- og ægtefællebidrag ved enighed.
Mindre enkle sager
Sager hvor der i nogen grad er konflikt mellem parterne, midlertidig forældremyndighed, kontaktbevarende samvær. Sagerne opdeles i sager, der oplyses og afgøres af Familieretshuset, og sager der oplyses af Familieretshuset og afgøres af Familieretten.
Komplekse sager
Konfliktfyldte sager hvor der arbejdes tværfagligt og udveksles oplysninger mellem myndigheder. Sagerne oplyses af Familieretshuset og afgøres af Familieretten. Utilstrækkelig omsorg for barnet. Vold og Chikane.
Kommunens initiativret
Kommunernes initiativret er endnu et nyt tiltag, hvorefter det skal være muligt for en kommune at anmode Familieretshuset om at indlede en sag, hvis det kan forhindre en anbringelse.
Hensigten er at forebygge en umiddelbart forestående anbringelse af barnet udenfor hjemmet uden samtykke, når det må antages, at en afgørelse om ændring af barnets bopæl eller samvær kan forhindre en sådan anbringelse, netop fordi risikoen for barnets udvikling eller sundhed fjernes.
Området er tænkt som en samarbejdsmulighed mellem myndigheder for at kunne indlede en sag, uanset at der ikke foreligger en anmodning fra en forælder.
Refleksionsperiode
Hovedregel:
Alle ægtepar, som ønsker en direkte skilsmisse og har fællesbørn under 18 år, skal gennemgå en refleksionsperiode på 3 måneder.
Reglen om reflektionsperioden kan ikke omgås ved at søge om separation og derefter søge om skilsmisse, før der er gået 6 måneders separationsperiode.
Refleksionsperioden er ment som en mulighed til at tænke sig om – en tre måneders periode til ægtefæller med børn under 18 år, der ønsker direkte skilsmisse.
”Tænkepausen” er påtænkt til den type ægtefæller, der i forvejen typisk tænker sig om i lang tid, før de anmoder om skilsmisse, netop fordi der er børn under 18 år indblandet i skilsmissen.
Men udover at være en tænkepause skal refleksionsperioden anvendes på at gennemføre det obligatoriske digitale læringsforløb ”SES” *samarbejde efter skilsmisse. Forløbet har fokus på at forstå barnets reaktion på skilsmissen.
Refleksionsperioden og de formelle procedurer, der er knyttet til den, betyder dog, at skilsmissens økonomiske del, har fået et væsentligt tvist. Det er trods alt de færreste, der ønsker, at den tidligere ægtefælle fortsætter med at være hovedarving, og set i det lys bør valget (altid) falde på den gammelkendte omvej med separation først og efterfølgende skilsmisse.
Der er mange gode tiltag i det nye skilsmissesystem. Til sikring af at sagerne i Familieretshuset behandles hurtigt og effektivt, er Familieretshusets tidsfrister, som noget nyt, indsat i loven. Det er tidsfrister, det altid har været hensigten at overholde. Men hvor det tidligere har krævet benarbejde at få kendskab til tidsfristen, kan man altså nu, blot ved at læse loven, få viden om, hvornår man kan forvente svar fra familieretshuset. Anette Malthe Christiansen, advokat
Relevant arrangement: Familieretshuset og de nye skilsmisseregler i praksis