I dag er den fireårige Aydin Soei blevet en voksen mand, som, udover at kunne kalde sig far, bl.a. også er kandidat i sociologi og forfatter til bøgerne ”Fædre” (2020), ”Omar – og de andre” (2018), ”Vrede unge mænd” (2016) og ”Forsoning” (2016).

”Mine bøger kredser om etniske minoriteter, og jeg har primært skrevet om unge etniske minoriteter i udsatte boligområder. Særligt er det drengene, jeg har beskæftiget mig med. I min seneste bog kigger jeg f.eks. på forældreskab og forskelle i opdragelsesidealer”, fortæller han i telefonen på en solrig efterårsdag.

Aydin Soeis speciale er emner som udsatte unge, medborgerskab, social mobilitet, risikofaktorer i forhold til kriminalitet, unge på kanten af loven og social kontrol. Da jeg ringer ham op, er det netop for at tale om social kontrol, men hvad forstås egentlig ved dette begreb?

”Rent sociologisk er ‘social kontrol’ oprindeligt et begreb, der beskriver stater, der forsøger at bedrive social kontrol over for sin borgere og opdrage borgerne til at agere på en bestemt måde. Udfordringen ved begrebet ’social kontrol’ i nyere tid er, at det er stærkt politiseret, og at der ikke er en formel definition. Da jeg sad med som næstformand i Københavns Kommunes ekspertgruppe til bekæmpelse af social kontrol, var første udfordring faktisk at få lavet en definition. Det viste sig, at hverken Københavns Kommune eller nogen anden kommune i landet havde en formel definition af, hvad social kontrol er. Hvis vi ikke har defineret, hvad vi mener med social kontrol, så mangler vi et fælles sprog. Det betyder, at du, hvis du sidder som sagsbehandler, skolelærer, eller hvad det nu kan være, og taler om social kontrol, så får du f.eks. ikke forældrene med, for de ved ikke, hvad du konkret mener, og så bliver det let opfattet som om, at det er et begreb, som handler om, at etniske minoriteter bare skal assimileres og laves om”, forklarer han.

I sit arbejde i ekspertgruppen udformede Aydin Soei en definition på social kontrol, og den har Københavns Kommune arbejdet ud fra siden. Definitionen lyder:

”Social kontrol er, når personer – gennem pres, tvang eller vold – begrænses i deres livsudfoldelse og ret til at træffe selvstændige valg angående eget liv og fremtid. Det gælder f.eks. retten til at bestemme over egen krop og frihed til f.eks. at vælge kæreste, ægtefælle, fritidsaktiviteter, påklædning, uddannelse og arbejde.”

Aydin Soei oplever dog, at der stadig mangler en fælles forståelse af begrebet, og det betyder bl.a., at begrebet bliver for snævert.

”I den offentlige debat er det ofte pigerne og kvinderne, vi taler om, når vi taler social kontrol. Vi taler meget om såkaldt æresrelateret social kontrol – altså hvor kvinderne skal styres og tøjles, og hvor deres seksualitet og frihed bliver set som en farlig størrelse, fordi kvinden bliver opfattet som familiens og mandens ejendom, og fordi hele familiens ære opfattes som betinget af kvindens opførsel. Hvis det er det eneste, vi har fokus på, så overser vi dog, hvorfor social kontrol også bliver reproduceret, og hvorfor unge udsætter hinanden for social kontrol, herunder unge mænd. Social kontrol handler jo ofte om at fastholde en given social situation – altså at du skal opføre dig på en bestemt måde i en gruppe – men hvor det ikke handler om ære”, forklarer han og uddyber:

”I de fleste tilfælde handler social kontrol om at opretholde social stabilitet. Hvis du tager forældregenerationen med indvandrerbaggrund, så er der mange tilfælde, hvor social kontrol bliver udøvet, fordi man vil opretholde social stabilitet, og fordi man ikke har samme tillid til det samfund og de mennesker, man indgår i samfundet med, som majoritetsbefolkningen har. Du siger måske f.eks. nej til, at din datter må tage på lejrtur, fordi du ikke ved, hvad lejrtur er for en størrelse, og fordi du føler utryghed ved, at dit barn skal befinde sig i Nørre Snede i en uge – et sted, du ikke kender og sammen med en gruppe voksne, som du heller ikke helt ved, hvem er. Det er derfor, at vi gang på gang ser, at når forældre har ladet det første barn tage på lejrtur, så er det lige pludselig ikke noget problem – man har fået afmystificeret den størrelse, og så kan det andet barn også komme på lejrtur.”

Her påpeger Aydin Soei, at nogle af de mennesker, som kommer til Danmark, stammer fra lande, hvor man primært har tillid til sine nærmeste og til lokalsamfundet. Danmark er derimod kendetegnet ved at have en meget høj grad af generaliseret tillid, dvs. tillid der også gælder fremmede mennesker, og derfor opstår der kultursammenstød.

”En anden ting, som er værd at lægge mærke til i forhold til social kontrol, er, at når vi f.eks. snakker om traumatiserede flygtninge, som udøver social kontrol, så er det ofte heller ikke æresrelateret. Det handler derimod om deres egne traumer – f.eks. at de simpelthen har kæmpe separationsangst og utryghed i det hele taget ved det samfund, de indgår i, så de kommer til at styre deres børn i ekstrem grad”, forklarer han og siger videre:

”Det er værd at bemærke, at der er sket et stort skifte fra første generation af indvandrere og flygtninge til efterkommergenerationen, som har påtaget sig nogle af de opdragelsesidealer, som vi har i Danmark. Det handler bl.a. om, at de har et langt højere vidensniveau om det samfund, de bor i, og de har en meget højere tillid til deres medborgere og til staten, ligesom de har nogle helt andre handlemuligheder.”

Fokus skal være på trivsel

Ifølge Aydin Soei bliver begrebet ’social kontrol’ typisk brugt i relation til ikke-etniske danskere. Han pointerer dog, at social kontrol findes blandt alle etniciteter.

”Både da jeg arbejdede med forebyggelse af social kontrol i Københavns Kommune og i Odense Kommune, oplevede jeg, at vi blev kontaktet af folk, der havde været en del af Jehovas Vidner eller Pinsekirken, og som spurgte: ”Hvad med social kontrol blandt etniske danskere?”. Det er klart, at hvis du f.eks. zoomer ind på bestemte religiøse miljøer eller ekstreme grupperinger, så vil du finde voldsom negativ social kontrol der. Hvis du f.eks. ser på Jehovas Vidner og den strenge, negative sociale kontrol, der er der, så er den ikke æresrelateret. Den handler i stedet om at opretholde den sociale stabilitet, der er i gruppen, eller om at undgå, at folk melder sig ud, eller at der er ”trusler” udefra. Dertil kommer, at vi også blandt etnisk danske familier, som er uden for den slags religiøse miljøer, ser meget streng opdragelse, som kan forstås som social kontrol. Vi ser det især i familier, hvor forældrene er i en usikker livsposition, fordi de f.eks. har et lavt uddannelsesniveau og en prekær jobsituation og derfor opdrager meget strengt for at styre børnene, hvilket kan påvirke børnenes trivsel.”

På baggrund af dette mener Aydin Soei, at det er vigtigt, at fagpersoner ikke tænker social kontrol som noget, der kun vedrører etniske minoriteter.

”Vi skal se på opdragelse og adfærd hos børn og unge, som kan have en betydning for deres trivsel og livsmuligheder – sætte det ind i den ramme. For Christiansborg er én ting, og der snakker de ofte kun om etniske minoriteter, når det handler om social kontrol. Man skal ikke lede så meget efter social kontrol, men mere se på trivslen og tænke den som det afgørende – så taler vi også en ramme, som man i forvejen er underlagt at skulle være opmærksom på, hvis man arbejder med børn og unge. Der er jo regler i Serviceloven, og de gælder uanset, hvilken hudfarve børnene har”, påpeger han og fortsætter:

”Noget af det, vi kan se, har allerstørst betydning for børns muligheder i livet, er selvværd. Graden af selvværd har kæmpestor betydning for deres uddannelseschancer og er en kæmpe risikofaktor, når det handler om kriminalitet. Det er derfor ret afgørende at se på, når vi taler om, hvorvidt vi skal reagere, når det handler om en familie, hvor børn bliver udsat for social kontrol. På kursusdagen om social kontrol kommer jeg til at give nogle eksempler på unge, hvor vold i familien betyder, at barnet bliver ekstremt apatisk, og hvor oplevelsen af ikke at blive set som en, der har enestående kærlighedsmæssig værdi, har stor betydning for barnets handlemuligheder – barnet holder simpelthen op med at tro på, at dets egne handlinger har en betydning for, hvordan det kommer til at gå ham eller hende i livet.”

Streng opdragelse eller negativ social kontrol?

Aydin Soei påpeger dog, at etniske minoriteter er overrepræsenterede i relation til social kontrol, og det mener han, at der en række årsager til.

”Først og fremmest er man nødt til at dele det op, så vi taler om hhv. den første generation af indvandrere og flygtninge og så efterkommerne. Det, der fremadrettet har størst betydning for at forebygge negativ social kontrol, er uddannelsesniveau. Når det gælder efterkommere, kan vi se, at dem, der reproducerer social kontrol, primært er mænd, der mislykkes med at tage en uddannelse. Sekundært så kan boligområdet betyde noget for graden af negativ social kontrol. Når vi taler om den første generation, så har det bl.a. betydet noget, at vi har at gøre med en gruppe, som er udvandret eller flygtet fra nogle lande i verden, hvor man har et meget autoritært opdragelsesideal, og hvor livet i høj grad har føltes som overlevelse. Det fordrer et autoritært opdragelsesideal, hvor du som forælder udstikker ordrer over for børnene – bl.a. for at sikre deres overlevelse. Denne første generation af flygtninge og indvandrere er så endt i et af de lande i verden, hvor man har et af de mest eftergivende opdragelsesidealer, nemlig Danmark. Og hvis du bare viderefører den meget autoritære måde at opdrage på, så vil det blive opfattet som meget strengt og muligvis også som social kontrol. Dertil kommer så, at der også har skullet ske en tilvænning til det høje tillidsniveau i Danmark, som betyder noget for tilgangen til børn.”

Netop forskellen i opdragelsesstil kan være en særlig udfordring for fagpersoner på dette felt, for hvor går grænsen mellem streng opdragelse og social kontrol?

”Noget af det, som vi i Danmark kalder social kontrol, ville ikke blive opfattet som sådan, hvis det f.eks. blev udøvet i Pakistan, og det ville ikke have samme negative effekt på børnenes trivsel, fordi de måler sig op mod andre, som bliver opdraget på præcis samme måde. I Danmark vil børnene og de unge dog kunne opleve sig som en undtagelse, og de kan opleve, at deres handlemuligheder er begrænsede i forhold til andre jævnaldrende. Derfor kan det havde indflydelse på deres selvværd”, fremhæver Aydin Soei og tilføjer:

”Det er også vigtigt, at vi ser på, hvilken betydning kontrollen har for den enkelte – i hvor høj grad begrænser det den enkelte og har betydning for hans eller hendes trivsel? Hvis du f.eks. tager unge kvinder med indvandrerbaggrund, så er der nogle af dem, der siger, at de bliver opdraget strengt, men at de egentlig godt kan lide det. Hvis man har en søskendeflok, kan det jo være, at den ene datter synes, at det er meget fint, at hun ikke må det samme som drengene, men at en anden datter har nogle andre behov og derfor føler, at hun skal give afkald på nogle ting. Hun vil derfor i højere grad blive negativt påvirket på sit selvværd og trivsel af den opdragelse, end hendes søster vil. Så det er et kompliceret felt, for det er ikke kun den objektive handling, der har betydning – det er også, hvordan det bliver modtaget.”

I forlængelse heraf påpeger Aydin Soei, at det er hans erfaring, at familier, der argumenterer for en streng opdragelse, spidser ører, når han fortæller dem om de negative følger af denne opdragelse – f.eks. at den kan påvirke børnenes selvværd, og at den kan have negativ indflydelse i forhold til uddannelseschancer, men at det omvendt øger risikoen for at ende i en kriminel løbebane. For ham at se handler det igen om at have et fælles sprog og noget konkret at forholde sig til, også for forældrene.

”Jeg tror, de fleste vil sige: “Nå ja, det der, det er da klart – jeg vil da ikke bakke op om, at der er børn, som med pres, trusler og vold kontrolleres i en grad, så det går ud over deres trivsel og handlemuligheder.””

Endvidere gør Aydin Soei opmærksom på, at der i disse år sker en massiv udvikling, når det f.eks. kommer til etniske minoriteters valg af partner, eller hvorvidt børnene må komme med på lejrskole.

”Det skyldes, at der sker et skifte i opdragelsesidealer henimod et meget mere individorienteret samfund, når det handler om efterkommere, der bliver forældre, ligesom efterkommerne, som nævnt, også oftere har et højere vidensniveau end forældrene på grund af længere uddannelser o.l. Uddannelse er afgørende for at forebygge udøvelse og reproduktion af social kontrol”, slutter han.