Se også relevant uddannelse: Bliv certificeret sorgvejleder
Et materielt kulturdidaktisk blik på sorgen
Fra der, hvor jeg står og ser på sorgen, er sorgen mere end tal og mængder og mål. Jeg står i den materielle kulturdidaktik, og det ståsted kræver nok en forklaring.
Et materielt kulturdidaktisk synspunkt betyder noget i retning af et synspunkt, der ser på mennesket som altid allerede til stede i et rum, en tid, en krop og i færd med at handle. Vi er altså mennesker i relation til andre mennesker, til rummet omkring os, til tiden vi lever i, og vores kroppe mærker og sanser og gør hele tiden i relation til andre kroppe, som mærker og sanser og gør. Derfor forstår jeg også sorgen som meget mere end nogle tal for, hvor mange der sørger i hvor lang tid og i hvilken intensitet. Sorg er også sansning. Sorg er krop. Sorg er noget vi gør, sammen og i dyb ensomhed. Sorg er bygget af forventninger, konventioner og kulturelle normer. Sorg har en lyd, en smag, en farve, en fornemmelse. Sorg er fuldstændig fundamental for menneskelivet. For at forstå sorgen – altså sådan rigtig forstå den, dens kerne og dens væsen og kunne møde sørgende i deres sorg – er det altså ikke nok at vide, hvor mange, der sørger i hvilken grad og hvor længe, eller at forstå sorg som noget, der kan ordnes, fikses eller helbredes. Det er vigtigt at se sorgen som det alt sammen på én gang – som den komplekse størrelse af krop, sanser, ritualer og kulturelle konstruktioner den er.
Kroppen i sorgen
På kurset ”Sorg hos børn og unge – kroppens rolle i sorgprocessen” afholdt af Seminarer.dk, med sorgforsker og filosof Allan Køster som underviser, præsenteres man for en tilgang til sorgen, som fokuserer på den som et eksistentielt fænomen, og som et fænomen som ikke kun er kognitivt, men også kropsligt, sanseligt og grundlæggende for menneskelivet.
Allan Køster kan man også møde på Seminarer.dk’s sorgvejlederuddannelse, hvor han holder et oplæg med samme emne. Hans forskning peger netop på, at hvis vi skal forstå og møde sørgende på en god måde i deres sorg, så skal vi have øje for sorgens kropslige dimension. Hans forskning har fokus på børn og unge, som mister forældre, og hos denne gruppe af sørgende spiller kroppen en vigtig rolle i sorgprocessen. Desuden spiller også de tilbageblivende familiemedlemmers sorg en stor rolle for barnet eller den unges sorg.
Derfor er det vigtigt, at man i en sorgstøtteindsats ikke ser på sørgende børn og unge isoleret set, men i relation til de mennesker omkring dem, som også sørger. Og i den forbindelse er det vigtigt at støtte barnet og den unge i at bibeholde en relation til den afdøde forælder, for eksempel gennem fortsatte ritualer omkring den afdøde forælder, bevaring af forskellige erindringsgenstande fra den afdøde forælder, at blive ved med at tale om den afdøde og i det hele taget hjælpe barnet eller den unge til at huske vedkommende som en del af barnets eller den unges identitet, som ellers risikerer at gå tabt.
Sorgen mellem tal og toner
Når Allan Køster gennem dybdegående interviews med sine informanter afdækker oplevelsen af sorg, hæfter han sig ved informanternes brug af metaforer i deres beskrivelser af sorgen. Metaforer kan på en særlig måde tale kroppens sprog, så en ikke-sørgende kan få indsigt i sorgens rum. Ligesådan kan lyrikken være med til at åbne oplevelsen af sorg for mennesker, som forsøger at forstå sørgende. Æstetiske udtryk i det hele taget kan give en indsigt, og metaforer spiller også en rolle, når Allan Køster formidler sin forskning.
Han beskriver for eksempel, hvordan sorgen ændrer den måde, vi eksisterer på og er i verden på ved at sige, at sorgen ændrer livets grundtone. Det er et sprogbillede, som klart og præcist beskriver sorgens altforandrende indflydelse i et menneskes liv, og som tilføjer indsigt og aspekter til mødet mellem sørgende og professionelle, som ikke må glemmes imellem sorgens tal. De professionelle, er jeg sikker på, har denne viden om sorgens mange dimensioner indlejret gennem erfaring og praksis. Det er bare vigtigt, at denne viden ikke glemmes eller skubbes i baggrunden af tidens diskurs om sorgen som sygdom. Sorgen balancerer imellem både tal og toner.