StressBusters-underviser: ”Det må aldrig blive barnets ansvar" - Seminarer
E-læring
Artikel

StressBusters-underviser: ”Det må aldrig blive barnets ansvar”

Her fortæller psykolog, Charlotte Bjerregaard, om, hvorfor hun valgte at undervise på den digitale uddannelse "StressBusters", herunder om hendes oplevelser med at møde børn med stresssymptomer.

StressBusters
Søhestemad.

Det er umiddelbart ikke et ord, man normalt støder på.  Hvis man taler med autoriseret psykolog, Charlotte Bjerregaard, er ordet dog absolut ikke uvant. Til daglig har hun egen praksis, og siden 2013 har hun samarbejdet med fysioterapeut, Pernille Thomsen, om at hjælpe børn med et overbelastet nervesystem. Det gør de gennem en behandlingstilgang, som de har døbt ”Søhestemad”. Med tilgangen samtænker de kroppen og dens reaktioner med tanker, følelser og sociale relationer, og der er fokus på at ”fodre Søhesten”, dvs. at gøre gode ting for hjernen – nærmere bestemt hippocampus, som på latin netop betyder ”søhest”.

Sammen med Pernille Thomsen har hun holdt en række foredrag og kurser om børns mentale alarmberedskab og ”Søhestemad”. Nu har de i fællesskab valgt at rykke begrebet ind i den digitale verden med den nyudivklede digitale uddannelse ”StressBusters – Certificeret bio-psyko-social børne-stressvejleder”.

Når man spørger Charlotte Bjerregaard, er der for hende ingen tvivl om, at det er blevet endnu vigtigere at tage hånd om stress hos børn.

Vi lever i et præstationssamfund, hvor børn lidt er blevet sådan nogle præstationsrobotter, der skal præstere i skolen, til fritidsaktiviteter, derhjemme, og de skal også se godt ud, de skal være med på alle de sociale medier, de skal gøre de rigtige ting. Vi lever også i et samfund, hvor vi rigtig gerne vil fikse tingene hurtigt, og det tror jeg simpelthen ikke på, man kan med det her. Jeg ser flere og flere børn i min praksis med ondt i maven, ondt i hovedet – børn, som på alle måder viser tegn på mistrivsel, men som ikke rigtig bliver set. Som forældre går vi så til lægen for at finde ud af, om vores barn måske kan have glutenintolerance eller noget andet. Vi leder efter en forklaring indeni barnet – noget vi kan fikse med en pille eller en kur eller en anden kost, men vi kigger ikke på, hvad det er for en verden, det her barn er i. Og jeg tror, at vi som voksne har sindssygt travlt med at præstere og lægge vores liv på Facebook og sige: ”Ih, hvor ser det godt ud!”, men vi er måske ikke særligt gode til at sætte os ned ved siden af barnet og spørge: ”Hvordan har du det egentlig?” Hele ideen med at tale om børn, der har stress, handler egentlig om at få de voksne til at se, at det ikke kan nytte noget, at vi løber så hurtigt og har så travlt. Vi er simpelthen også nødt til nogle gange at sætte os ned og prøve at forstå, hvordan det er for barnet.”, siger hun og fortsætter:

”Jeg oplever mange forældre, der kommer hos mig, som siger: ”Vi har været hos lægen, og der er ikke noget galt med dét og dét og dét, og vi ved egentlig heller ikke, om han har ondt i maven, eller om det bare er en undskyldning.” Så plejer jeg at sige til dem: ”Uanset om det er en undskyldning eller ej, så er det jo stadig bekymrende, hvis det er den eneste måde, man kan kommunikere, at man har det skidt”. Pernille og jeg prøver at forklare, at der er en fysiologisk forklaring på, hvorfor man får ondt i maven, men selve forandringen handler om det, der sker udenom. Det handler selvfølgelig også om nogle psykologiske ting, men rigtig meget handler også om at se på de systemer, barnet er i – den kontekst, barnet er i.”

Sammen kan vi lægge puslespillet

Når Charlotte Bjerregaard til daglig møder børn, som har søvnbesvær, ondt i maven, uro i kroppen og lignende, kan det dække over rigtig mange ting. Det kan f.eks. være, at barnet mistrives i skolen eller bekymrer sig om sine forældre, der hele tiden skændes.

Jeg plejer at sige til børnene, at det lidt er som sådan en sort boks, hvor vi skal finde ud af, hvad det egentlig er, der er inde i boksen, som gør, at barnet går og bekymrer sig så meget, at han eller hun får ondt i maven, ondt i hovedet og ikke kan sove om aftenen. Det er tit en stor pærevælling for børnene, lige når de kommer, for så er der 100 ting, de kunne nævne, og så er det min opgave at hjælpe barnet med at sortere lidt i det og sige: ”Hvad kan vi gøre noget ved? Hvad kan vi ændre på her? Hvad kan vi snakke med din far og mor om? Hvornår skal vi have fat i en lærer? Hvornår skal vi have fat i en pædagog?””, forklarer hun.

Se også relevant uddannelse: “StressBusters – certificeret bio-psyko-social børne-stressvejleder”

I arbejdet med “StressBusters” har det været vigtigt for hende, såvel som for Pernille Thomsen, at noget af den samme tilgang gør sig gældende i det faglige indhold: Alle de forskellige voksne i barnets liv skal tænkes ind i arbejdet med at hjælpe barnet til at få ro på nervesystemet igen, og det er de voksnes ansvar at gøre noget.

Det, der er det allermest grundlæggende i det her for mig, er, at vi ikke må reducere det til, at problemet er indeni barnet. Det har været mit ærinde hele vejen igennem at sige, at vi hele tiden skal se på konteksten. Hvad er det for en kontekst, barnet er i? Vi skal lade de voksne tage ansvaret, for det må aldrig blive barnets ansvar at løse det her.”, forklarer hun og uddyber:

Vi må ikke bare reducere det til, at det nu bare er barnets nervesystem, der skal bringes i ro, og så fortsætter verden ellers ufortrødent udenfor, for så virker det ikke. Vi kan godt lave en masse ting, der ændrer på, hvordan barnet har det, men hvis omverden ikke ændrer sig, og de kontekster, som barnet er i, ikke ændrer sig, så gør det ikke nogen reel forskel. Det svarer til, at vi oplever stress på grund af vores arbejde, fordi vi har en dårlig chef eller lignende, og vi så får at vide: ”Du skal gå hjem og få noget hjælp – du kan få noget supervision, men så vender du tilbage om tre måneder til den samme arbejdsplads med præcis den samme chef og de samme problematikker”. Det hjælper jo ikke noget! Det er lidt det, vi nogle gange gør med børnene.”

Netop fordi “StressBusters” sigter på at inddrage alle relevante voksne i det enkelte barns liv, er der også et stort fokus på at få forskellige faggrupper til at arbejde sammen for på den måde bedst muligt at kunne hjælpe barnet.

Det er vores håb, at folk husker, at det skal være tværfagligt. Hvis man f.eks. kun ser den psykologiske side, så bliver det meget ensidigt. Vores håb, med denne uddannelse, er, at man får faggrupperne til at arbejde sammen til gavn for familien og barnet. Vi kan noget forskelligt og kan lære af hinanden. Vi skal selvfølgelig holde på vores egen faglighed, men vi kan jo godt bruge hinanden. Vi skal ikke alle sammen være lige gode til det hele, men det skal helst være sådan, at vi er super dygtige inden for vores eget felt og kan give videre til hinanden.”, forklarer Charlotte Bjerregaard og tilføjer:

Tit, når jeg arbejder med børn, oplever jeg, at alle tror, at de har sandheden, og så tænker jeg: ”Hvad nu, hvis der ikke er én sandhed – hvad hvis der er mange?”. Hvis vi nu ikke bare så vores egen sandhed, men også så, at der findes lige så mange forskellige sandheder, som der er kontekster og børn. Hvis vi alle sammen bidrager med, hvad vi ser, så får vi til sidst lavet et puslespil. Her er det selvfølgelig igen vigtigt at sige, at barnet også har en brik. Noget af det allervigtigste, i mit arbejde med børn, er at give børnene en stemme. Der er ikke bare en masse kloge voksne, der ved en masse om, hvordan barnet har det. Barnet har også selv noget at bidrage med. Barnet skal lyttes til og tages alvorligt.”

“StressBusters” giver tid til fordybelse

StressBusters – Certificeret bio-psyko-social børne-stressvejleder” har været undervejs i et år og er netop kommet på gaden, men hvad fik egentlig Charlotte Bjerregaard til at kaste sig ud i dette digitale projekt?

Pernille og jeg havde lavet de her forskellige tema- og kursusdage, og i den forbindelse kom vi til at snakke om, at det kunne være fedt, hvis vi kunne brede det endnu mere ud og lade folk gå endnu mere i dybden, så vi begyndte at snakke om, at vi skulle lavet et uddannelsesforløb. Og så på et tidspunkt kom I fra Seminarer.dk og fortalte, at I gerne ville lave noget digitalt.”, fortæller hun og siger videre:

Pernille og jeg har i forbindelse med alt det her med ”Søhestemad” kunnet mærke interessen vokse og vokse, siden vi startede med det, og så tænkte vi, at vi digitalt kunne komme ud til mange. Det digitale er en god måde at få det formidlet og komme mere i dybden, end man kan på en enkelt dag. Når vi er ude at fortælle om ”Søhestemad”, spørger folk nogle gange, hvor de kan læse mere om emnet, men jeg, og vi, har ikke én bog at henvise til. Jeg har 20 års erfaring som psykolog, og vi har hentet en masse fra alle mulige steder og har så skabt ”Søheste”-tilgangen. Med “StressBusters” kan man dykke mere ned i alle de her ting.”

Ifølge Charlotte Bjerregaard er en af fordelene ved en digital uddannelse, at kursisterne selv kan styre tiden, da de ikke skal møde på et bestemt sted på en bestemt dag, ligesom de kan fordybe sig ekstra i de dele, de finder særligt interessante.

Skal man lege Djævlens advokat, kan man fristes til at spørge, om det er muligt at gøre en digital uddannelse praksisnær, men den del er Charlotte Bjerregaard ikke bekymret for, bl.a. fordi “StressBusters” indeholder praksiseksempler, refleksionsøvelser og tests, ligesom der er en fysisk supervisionsdag, hvor kursisterne kan få sparring fra hende og Pernille Thomsen.

Det har været utrolig vigtigt for os at få noget praksisnærhed ind i løbet af uddannelsen gennem bl.a. praksiseksempler og små opgaver. Det er noget, vi har tænkt meget over! Det er også vigtigt at sige, at erfaring selvfølgelig er det, man for alvor lærer af. Man kan det jo ikke første gang, man gør det – det er der ingen, der kan. Man skal ud at afprøve viden igen og igen. “StressBusters” henvender sig til fagfolk, og de er jo i en dagligdag, hvor de har mulighed for at afprøve en masse af det her. Forhåbentlig giver uddannelsen også, at man arbejder meget sammen med diverse kollegaer og på den måde får noget sparring i sin hverdag.”

Se også relevant uddannelse: “StressBusters – certificeret bio-psyko-social børne-stressvejleder”

For Charlotte Bjerregaard selv har der også været visse fordele ved at arbejde med den digitale uddannelse.

Det har været en lærerig proces for mig at se, hvor det er, at jeg selv synes, jeg siger noget, som er meget selvfølgeligt, hvor andre måske så har sagt, at det skal gøres langsommere eller forklares på en anden måde eller måske, at jeg lige skal huske at smile lidt mere og ikke se så koncentreret ud. Når man arbejder med mennesker, er det altid enormt sundt at se sig selv udeframen altså, jeg synes stadig, det er hæsligt at se mig selv på video.”, griner hun og tilføjer:

”Men det er jo indholdet, der er vigtigt, og der synes jeg, vi har fået skruet noget godt indhold sammen, hvor man får viden nok til at kunne gå ud i verden og sige: ”Det her, det ved jeg faktisk noget om!”. Det er ikke bare overflade. Man bliver også klædt godt på til selv at kunne søge videre, hvis man synes, der er noget særligt, som er ekstra interessant. Det har været enormt spændende at se, hvordan uddannelsen er gået fra at være en idé på et bord til at blive til det færdige produkt. Jeg er mega imponeret over det, som det er blevet til! Jeg synes virkelig, det ser prof ud og er virkelig tjekket lavet! Jeg synes også, vi har været rigtig meget med i processen, så det er blevet et samarbejde. Der har ikke været noget tidspunkt, hvor jeg har tænkt: ”Det der kan jeg ikke stå indenfor”, så det er også rigtig dejligt! Det vigtigste for Pernille og jeg har været, at det fagligt skulle være noget godt, vi fik lavet.”

Se også artikel om fysioterapeut, Pernille Thomsen, som underviser på StressBusters.