Selv de mest velmenende og omsorgsfulde fagpersoner oplever indimellem, at vrede hos børn kan virke overvældende og vanskeligt at håndtere. Det kan blandt andet være udfordrende at tale med ophidsede børn, ligesom det kan være svært at forebygge, at misforståelser og konflikter eskalerer.
Det er derfor vigtigt, at du som fagprofessionel har et solidt kendskab til, hvordan du hjælper børn med deres vrede. Det handler ikke om, at børn skal holde op med at føle vrede – vrede er en naturlig del af livet. Det handler derimod om, at vi skal lære børnene at føle og udtrykke sig på en sund og bevidst måde.
Et tilbagevendende emne
Inden for de sidste par år har vi to gange afholdt kurser med fokus på vrede hos børn. Disse var fyldte til randen, hvilket også bevidner, at vrede hos børn er et stort problem. Dagene fik mange roser med på vejen bl.a.: ”Der har været mange gode øvelser og ideer, som kan bruges i dagligdagen” og ”Gode oplæg som har givet en helt ny forståelse for vrede”.
På kurserne erfarede vi, at der var et stort behov for også at få praktiske øvelser. Derfor har vi nu lavet en 2 dages workshop, hvor fagprofessionelle kan blive endnu bedre til at hjælpe børn i alderen 5-9 år med at forstå og håndtere vrede.
Workshoppens to undervisere er eksperterne Maria Dressler og Camilla Obel, som har specialiseret sig i vredeshåndtering med fokus på, hvordan fagprofessionelle kan møde børnene, forstå dem og lære dem at forstå sig selv, inden det ender i intervention og mistrivsel.
Deltagerantallet på workshoppen er begrænset til 40 pladser, og vi arbejder meget praksisnært gennem leg og øvelser, så der er mulighed for at gå mere i dybden og involvere deltagerne mere aktivt.
Har du udfordringer med vrede hos børn hos dig, så læs mere om workshoppen her.