Mistrivsel blandt unge
Den danske professor og specialpsykolog i psykiatri, Bo Møhl, kan i en undersøgelse fastslå at en stor del af de danske gymnasieelever mistrives. Den danske forsker har, i samarbejde med en forskergruppe fra Region Hovedstadens Psykiatri og Statens Barnehus i Norge, analyseret spørgeskemabesvarelser fra mere end 3000 danske gymnasieelever.
Se alle kurser og uddannelser om unges mistrivsel
Gymnasieleverne skulle svare på spørgsmål om deres alkohol- og spisevaner og stofmisbrug, og om de har gjort direkte skade på sig selv – ved eks. at slå, brænde eller skære sig. Alkoholbetinget blackouts, stofmisbrug, spiseforstyrrelser som overspisning og efterfølgende udrensning samt udsultning, er metoder, forskerne bag undersøgelsen har givet fællesbetegnelsen indirekte selvskade.
Det er sammenhængen mellem denne form for direkte og indirekte selvskade, forskerne har ønsket at undersøge, og det har frembragt nye og unikke tal:
- 21.5 procent af dem, der havde besvaret spørgeskemaet, havde gjort direkte skade på sig selv på et eller andet tidspunkt i deres liv
- 16.2 procent havde gjort skade på sig selv i løbet af det seneste år
- 53.9 procent havde erfaringer med indirekte selvskade
Læs hele undersøgelsen her: Non-Suicidal Self-Injury and Indirect Self-Harm Among Danish High School Students
Forskningsresultater viser, at en stor del af de unge ofte forsøger at regulere deres følelsesliv på det ubevidste plan. Den indirekte selvskade er tydeligere hos drengene, og sammenholdes grupperne for indirekte og direkte selvskade, viser undersøgelsen at en tredjedel af alle dem, der skadede sig selv indirekte også skadede sig selv direkte.
Uopdaget selvskade kan føre til selvmord
Herhjemme findes der ikke som i mange andre EU-lande en national plan for forebyggelse af hverken selvskade eller selvmord. Undersøgelsen peger på, hvor vigtigt det er at have fokus på udbredelsen af selvskade ikke kun blandt piger, men i særdeleshed også blandt drenge og unge mænd.
Vi har klinikker til behandling af spiseforstyrrelser, men vi må samtidig erkende, at vi mangler mennesker, der har en viden om selvskade og som ved, hvordan man skal håndtere det.
Derfor er det er så vigtigt, at uddanne i håndteringen af selvskade, særligt blandt vejledere, lærere og pædagoger, som ofte er dem, der først bliver opmærksomme på problemet. Vi har som voksne ansvar for at vores børn trives, men er vi gode nok til at spørge ind til, hvordan vores unge har det og tyde deres signaler? At lade stå til har alt for store konsekvenser. Ikke mindst når en betydelig andel af de unge, der ender med at tage deres eget liv, faktisk har haft en selvskadende adfærd.