Voldelig radikalisering af unge mennesker er et påtrængende problem, og vi må selv sagt gøre alt, hvad vi kan, for dels at forebygge voldelig radikalisering og dels at hjælpe voldeligt radikaliserede unge til exit, dvs. bort fra voldelige radikaliserede miljøer og bort fra voldeligt radikaliserede udviklingsbaner, hvis det er kommet så vidt.
For at kunne det blive vi nødt til at forstå radikaliseringen som en proces frem mod noget, og vi bliver nødt til at forstå hvad disse unge mennesker dybest set søger efter. At søge forklaring er ikke det samme som at undskylde. Vi skal passe på ikke at blande juridiske perspektiver sammen med perspektiver, der handler om forebyggelse og exit-indsatser. Selvsagt er det sådan, at hvis en person, der har begået en voldeligt radikaliseret handling, er tilregnelig, så kan vedkommende også holdes ansvarlig for sin handling, og dermed kan han eller hun også retsforfølges og straffes (Bertelsen ****).
Ingen er født som terrorister
Uanset hvor godt vi bliver i stand til at forklare, hvordan det kom så vidt, at han eller hun begik en terrorhandling, er det sådan, at hvis vedkommende er tilregnelig, så kan vi forvente at vedkommende kunne og burde have handlet anderledes. Men dette må aldrig forhindre os i samtidigt at søge forklaringer på voldelig radikalisering som en proces, der i princippet går fra ikke at være voldeligt radikaliseret til at nå frem til voldelig ekstremisme, dvs. et dybt ønske om ultimativ forandring af tilværelsen for sig selv og andre med voldelige midler.
Ingen er født som terrorister, og er det nok heller ikke i 10-års alderen, men i løbet af udviklingen frem mod voksenlivet, eller i løbet af voksenlivet, har en række ydre socioøkonomiske og indre psykologiske risikofaktorer virket sammen på en måde, så personen ikke bare er blevet radikaliseret, men voldelig radikaliseret. Det er disse risikofaktorer, vi bliver nødt til at blive bedre til at identificere, så vi samtidig kan identificere beskyttelsesfaktorer, der virker i modsat retning, og virksomme forebyggende og understøttende exit indsatser.
Radikalisering bør ikke ses som et problem i det moderne samfund
Som det fremgår, taler jeg om voldelig radikalisering og voldelig ekstremisme. Politisk og religiøs radikalisering i sig selv bør aldrig anses som et problem i et moderne demokratiske samfund. Faktisk lever og vitaliseres demokrati og kultur af, at der er folk, der udfordrer de politiske, forståelsesmæssige og kulturelle grænser: De kvinder, der for 100 år siden krævede stemmeret for kvinder, var radikaliserede med den gang ekstremistiske mål.
Moderne demokrati er nu til dags utænkeligt uden, og i dag er de fleste enige om, at de havde en væsentlig og relevant kritisk pointe omkring noget, der trængte til forandring. Der er masser af mennesker, der lever i radikaliserede fundamentalistiske fællesskaber, men samtidig i fuldstændigt legal og ikkevoldeligt sameksistens med det øvrige samfund og øvrige subkulturer i samfundet. I moderne demokrati rummer vi netop forskellighederne på en inkluderende måde, dvs. som udfordringer som vi håndterer med dialog og legale fredelige midler.
Radikalisering vs. Voldelig Radikalisering
Denne sondring mellem radikalisering og voldelig radikalisering, hvor man forsøge at nå ekstremistiske mål med illegale voldelige midler, er vigtig. Vi må for alt i verden undgå at forveksle unge mennesker, der er i en fuldstændig legal ikkevoldelig og ret beset ofte vitaliserende radikaliseringsproces, politisk, religiøst og/eller livsstilsmæssigt, med unge, der forfalder til at kæmpe for disse mål med illegale og voldelige midler. Af to grunde:
For det første er det sådan, at hvis vi fejlagtigt ser legal og illegal radikalisering som ét og det samme, og hvis vi modarbejder disse unge med mistænkeliggørende retorik og eksklusion, så sker der dels det, at vi afskærer disse unge fra at komme i inkluderende frugtbar, udviklende og dannende demokratisk dialog med det omgivne samfund og de omgivne subkulturer. Endvidere dræner vi muligvis demokratiet for udfordrende vitaliserende og udviklende indspark.
For det andet, er det sådant, at vi fejlagtigt identificerer disse unge og deres relevante legale og ikkevoldelige kritik og udfordringer som illegale og voldelige. Vi frembringer såkaldte falsk positive, dvs. segmenter af befolkningen, som aldrig kunne finde på at benytte sig af illegale voldelige midler. Fejlagtige beskyldninger, mistænkeliggørelser eller stigmatiseringer er selvfølgelig i sig selv et etisk, såvel som politisk og juridisk problem.
Heldigvis vil en del sådanne mennesker, der udpeges falsk positivt være robuste nok til også at kunne håndtere sådanne udfordringer, og de vil være i stand til at forsvare og forklare sig – i sidste ende til fælles bedste. Men der vil iblandt falsk positive radikaliserede unge også være nogle, der er i forvejen er udsatte pga. af en lang række indre og ydre risikofaktorer og en sådan falsk positiv identificering kan være den sidste risikofaktor, som skubber radikaliseringsprocessen over i yderlig radikaliserende modidentitet, selveksklusion. Og hvad værre er: En begyndende accept af illegale og voldelige midler, som aldrig har været der fra starten, og som aldrig havde behøves at opstå.
Tilværelsespsykologien identificerer risikofaktorer
Tilværelsespsykologien, som er udviklet på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, og som er den teoretiske og metodiske kerne i Aarhus Modellen, er netop en teori, der arbejder med at identificere, hvad det i grunden er disse unge mennesker stræber efter i egen og fælles tilværelse.
Endvidere arbejder Tilværelsespsykologien på at identificere netop de risikofaktorer, der afgør forskellen på legal og illegal voldelig radikalisering og som sætter os i stand til at udvikle effektive præventive programmer og exitprogrammer.