Har diagnosekulturen taget overhånd?
Kan det virkelig passe, at op til 25 procent af den danske befolkning opfylder kriterierne for mindst én psykiatrisk diagnose? Hvad sker der egentlig med de mennesker, som får en diagnose – giver vi dem mulighed for at ændre deres liv, eller fastholder vi dem i en problematisk position? Skal et barn nødvendigvis have ADHD for at få pædagogisk støtte? Og hvad betyder det for diagnosticeringsprocessen, at bl.a. pædagoger og socialrådgivere er afhængige af en bestemt diagnose for at kunne give borgeren den støtte og hjælp, der er brug for?
Psykiatriske diagnoser giver ikke bare økonomisk og praktisk hjælp, de giver adgang til et fællesskab, de legitimerer følelser og adfærd overfor samfundet, og de skaber identitet. Diagnosekulturen bliver også kaldt den usynlige revolution, netop fordi den ubemærket har fået lov til at tage patent på den måde, vi forstår og taler om menneskelige lidelser og livsvilkår på.
Diagnosekultur – videoer
Ifølge professor i psykologi Svend Brinkmann lever vi i en diagnosekultur, hvor vi ser en stigning i antallet af danskere, der får en psykiatrisk diagnose. Men hvad er en diagnosekultur, og hvad er de to primære risici ved mange diagnoser.
Det forklare Svend Brinkmann i videoerne herunder:
Vil du opleve Svend Brinkmann, så kom med på temadagen “Gå glip – men hvorfor og af hvad” med Svend Brinkmann og sociolog Rasmus Willig. Læs mere om temadagen her.