Modsat ejes hjernen og kroppen af de biologiske og somatiske videnskaber. (Fagspaltningen har sin historiske oprindelse i René Descartes filosofiske dualisme). Er det – som klassiske geneticister mener – Homo Sapiens’ fortidige evolution der overruler nutidens økomiljø, eller er det ikke lige omvendt, som klassiske miljøister hævder? Er det arv eller miljø, der mest påvirker vores intelligens og personlighed? Disse dikotomi-spørgsmål er nu blevet meningsløse. Dualismen er nemlig blevet afløst af et nyt holistisk syn på udvikling og hermed også læring.
Tankemodeller: Miljøsynet og udviklingsvidenskabens nysyn
Tankemodeller organiserer vores syn på mennesket i dets verden. De er afgørende for både, hvad vi “ser”, hvordan vi forstår samt vores praksis. Nedenfor ses forskellen mellem hhv. miljøsynet, en særdeles udbredt traditionsrig tankemodel, og udviklingsvidenskaben:
UDEFRA→ORGANISME: Udvikling sker gennem omsorg, opdragelse, socialisering, kulturisering – eller ét af de mange fagudtryk for miljøpåvirkninger. Deres udviklingsbidrag skal ind i psyken, dvs. internaliseres. Professionsuddannelserne (og universiteterne) har oplært generationer i denne tankemodel. Den stammer fra det 19. århundredes udviklingspsykologi, som kan føres tilbage til 1500-tallets oplysningstid.
UDEFRA←→ ORGANISME←→ INDEFRA: Transaktioner sker mellem påvirkninger ude- og indefra. Hvorvidt arven kommer fænotypisk til udtryk bestemmes af epigenetiske påvirkninger, der konstant “tænder” og “slukker” for gener. Miljø, adfærd, psyke, tanker, følelser, hjerne, krop, celler, gener er i konstant pulserende vekselvirkninger. Intet enkeltfag kan begribe eller forklare dén virkelighed. Ingen uddannelser herhjemme underviser (endnu) i dette nye paradigme.
Holistiske udviklingsmodeller
Udviklingsvidenskaben bygger på flere typer holistiske udviklingsmodeller. De første, der startede revolutionen, er ikke mere end godt 10 år gamle. De ser sådan ud: Til venstre: Miljø og adfærd (herunder psyken) interagerer pulserende med neural og genetisk aktivitet – alt er forbundet.
Til højre: Miljø(type)1, 2, 3; Fænotype 1, 2, 3 (= de karakteristika individet udvikler) og Genotype 1, 2, 3 (= summen af de arvelige karakteristika, der ændres/udvikles) samspiller ustandseligt.
Læringsrige miljøer opbygger eksempelvis konstant hjernens synapse- og dendritsystem. (Hvor kronisk læringsfattige miljøer bortskærer ikke-brugte synapser!). Dvs. man ”slår to lærings-fluer med ét smæk”: Alt imens mennesket er i gang med at lære nyt, bliver det i stand til at lære endnu mere – dvs. læringskapaciteten øges ved handleaktivitet. Men berigende miljøer “går” også helt ind i cellens epigenetik. Epigenetisk påvirkning kan være enten god eller dårlig.
Dét bestemmes af kvaliteten af omsorg og pædagogik og vores hverdagsaktiviteter. F.eks. skaber leg og musikalsk aktivitet positiv epigenetisk udvikling, der øger læringskapaciteten på helt andre områder, f.eks. sproglæring. Oven i dét kommer bedre stress-resiliens. Mens derimod kronisk omsorgssvigt skaber epigenetisk aktivitet, der “tænder” for de gener, som aktiverer stresshormonerne adrenalin og kortisol. Samtidig “slukkes” for præcis dé gener, der dæmper stress-responsen. Hermed skabes en tidlig sårbarhed.
En revolution
Dét her er revolutionerende nyt: Gode såvel som dårlige opvækstvilkår, “her-og-nu- pædagogik” og intervention kan nedarves i generationer. Dét sker, når vores “her-og-nu-børn” bliver voksne og får børn. Derfor har vi et kæmpeansvar for næste (og dermed de følgende) generationers sunde udvikling.
Er du interesseret i at læse mere, så er Dion Sommer aktuel med bogen “UDVIKLING – fra udviklingspsykologi til udviklingsvidenskab”. Læs mere om den her.