Af Bente Adolphsen, juridisk konsulent Seminarer.dkJævnligt hører vi om alvorlige svigt over for udsatte børn. Sagerne er spredt over hele landet og findes i både små og store kommuner og altså ikke kun i enkelte dårligt fungerende kommuner uden styr på området.
Meget er gjort for at sikre de udsatte børn den rette hjælp, men det er tvivlsomt om de hidtidige tiltag har været målrettede nok, hvis flere børn skal hjælpes bedre og tidligere i fremtiden.
Jura-serie i Servicelovens Børneregler
Vi mener, at fokus skal rettes mere målrettet på selve sagsarbejdet – altså kommunens undersøgelser, afgørelser og opfølgning.
Kravene til sagsbehandlerne er gennem årene blevet stadigt mere uoverskuelige og arbejdet i den moderne forvaltning er i stigende grad karakteriseret ved ”kompleksitet”.
Skandalesager
De sagsbehandlingsproblemer, som ”skandalesager” og en stor del af praksisundersøgelserne har afdækket, er betragtelige og har vist sig at være af helt grundlæggende forvaltningsretlig karakter. Kommunerne har vanskeligt ved at fortolke lovgivningen og alt for ofte overholder man ikke de forvaltningsretlige principper som hjemmelskrav, saglighed og proportionalitet – og det er naturligvis særligt problematisk, at den type vanskeligheder findes netop på dette ”pligtområde”.
Kommunerne har betragtelige beføjelser til at blande sig i familiers liv – også der, hvor ingen hjælp ønskes – og sådan må og skal det også være, hvis udsatte børn skal kunne beskyttes effektivt gennem reglerne.
Det gør det imidlertid særligt vigtigt, at de givne magtmidler bruges med varsomhed og at retsgarantier overholdes, så de familier og herunder børn, der ikke kan undgå kommunens indblanding, bliver behandlet korrekt.
Stor udfordring
Sagsbehandleren skal i dag kunne honorere to væsentlige krav: udfoldelse af kompleksitet og håndtering af denne i en fremadrettet handling til gavn for det udsatte barn.
Det er en stor udfordring, når der hurtigst muligt skal træffes en korrekt afgørelse i en meget kompliceret sag under konstant skiftende bud på årsager, metoder, modeller og perspektiver – og her er det ikke nok at forholde sig til en kompleks lovgivning. Det helhedssyn, som sagsbehandlerne skal iagttage i arbejdet fordrer, at der anlægges mange forskellige faglige vurderinger og perspektiver og så kan det være svært at have styr på dem alle sammen på en gang.
De teorier, der inddrages i arbejdet skal ikke alene kunne understøtte formulering af fagligt begrundede antagelser (prognostiske vurderinger), som grundlag for at træffe myndighedsafgørelser, men skal også understøtte samarbejdet og inddragelsen af borgeren, hvis den objektivt rigtigste indsats skal findes. Teorierne skal endvidere kunne afbalancere et fokus på problemerne i familien med et fokus på de ressourcer, der kan bidrage til løsningen af dem.
Med baggrund i kompleksiteten er det svært at fastholde helhedsorienteringen i arbejdet. Derfor er det heller ikke så underligt, at den moderne konkurrencestats fokus på optimering af ressourcer, kompetenceudvikling og udlægning af ansvaret for problemløsningen til dem, der skal hjælpes – og gerne hjælpes til at klare sig selv – kan føre til, at indsatsen somme tider kan komme til at udarte til noget, vi har valgt at kalde ”magisk konstruktionisme”, altså en nærmest magisk tro på, at ressourcer findes selv der, hvor de ikke er til at få øje på. Underligt er det derfor heller ikke, at sagsbehandleren let kommer til at se sin rolle som proceskonsulent, snarere end myndighedsperson.
Sagsbehandleren
Når den sagsbehandler, der egentlig helst ser sig selv som proceskonsulent, bruger sine magtmidler, kommer det ikke sjældent til at ske abrupt som en reaktion på, at ”det gode samarbejde” alligevel ikke fungerede. Der er som udgangspunkt stor tilbageholdenhed, når sagsbehandleren over for familien skal fastslå ”hvad der er rigtigt og forkert” i forhold til det udsatte barn og det er forståeligt, for det ligger dybt i det menneskesyn, der præger det sociale arbejde, at man skal afholde sig fra at kloge sig alt for bastant på, hvad der er bedst for andre. Det er imidlertid problematisk, når denne tilgang bliver dominerende, for i børnesagen er det netop reglernes pointe, at kommunen skal ”kloge sig” og påtage sig et overformynderi, når forældrene ikke selv i tilstrækkelig grad formår at være formyndere for barnet. Når sagsbehandleren viger tilbage for myndighedsrollen bliver magtanvendelsen forlegen og usikker – og det er en meget alvorlig faldgrube i det arbejde, der skal sikre det udsatte barn hjælp, for magten skal bruges, men man skal være ret sikker på, at man har ret i sine antagelser, når den bruges.
Ikke én løsning
Der er ikke én løsning på alle vanskeligheder i børnesagerne, men vores bud er, at en større bevidsthed om den forvaltningsmæssige kompleksitet og de ledetråde, der er herskende i de aktuelle diskurser, kombineret med et større kendskab til og fokus på det juridiske perspektiv og forvaltningsretten vil kunne bidrage væsentligt til sikringen af den rette indsats.
Det er vigtigt, at sagsbehandleren evner at håndtere kompleksitet og tåle ”forstyrrelser” og pres, så helheden kan blive tilstrækkeligt udfoldet, men det er samtidig helt afgørende for barnet, at kompleksiteten faktisk reduceres igen, så den afgørelse, der bedst kan understøtte barnets udviklingsbehov kan træffes hurtigst muligt. Lykkes denne balance ikke, kan det både føre til uhensigtsmæssige handlingsforkortelser – altså at der træffes afgørelse på et utilstrækkeligt grundlag eller til handlingslammelse – altså at der slet ikke træffes en afgørelse. Begge situationer er naturligvis lige uheldige for barnet.
Det er helt afgørende, at børneområdet forbedres, så udsatte børn får den rette hjælp under opvæksten og ikke som voksne må være henvist til at forsøge at få erstatning for en ødelagt barndom.
Hvis der skal ske en grundlæggende forbedring af indsatsen for de socialt udsatte børn, skal der ændres på sagsbehandlingen og her kan et øget fokus på det retlige perspektiv, urealistiske opfattelser af forældres ressourcer og sagsbehandlerens tendens til formynderiforflygtigelse føre os et godt skridt videre.
