Af Ann Pedersen, Pædagog og spisekonsulent ved Center for Børn og Familie, RønneJeg har læst bogen ”Spiseforstyrrelsens labyrint” med stor nysgerrighed og et håb om en bog, hvor man som spiseforstyrret kan se sig selv, kan få en forståelse for sin egen situation, samt et håb om helbredelse.
Min faglige baggrund er, at jeg til daglig rådgiver familier hvor et barn, en ung eller en forældre er angrebet af en spiseforstyrrelse.
At være angrebet af en spiseforstyrrelse er meget alvorligt. Det er en stor udfordring, for den der er syg, at blive rask. Også netværket er ramt i høj grad, når en i familien eller vennekredsen er så syg.
“Spiseforstyrrelsens Labyrint” er en bog der behandler de mange aspekter af en spiseforstyrrelse.
Bogen er opbygget således, at man som læser bliver klog på spiseforstyrrelsen og hvilken betydning den har- på godt og ondt. Hvert kapitel lægger op til læserens egne refleksioner, om det netop behandlede emne. Dette giver læseren redskaber til at få overblik over spiseforstyrrelsens formål og vejen til helbredelse.
Denne bog giver håb om, at der er en vej ud af spiseforstyrrelsen.
Bogen henvender sig til den, der er motiveret for helbredelse. Min erfaring er, at mange med en spiseforstyrrelse, er ambivalente ift at blive raske. Da spiseforstyrrelsen giver den der er angrebet, noget som han/hun har brug for. Det kan være svært, når man er meget angrebet af en spiseforstyrrelse, at se meningen med, at give det op.
Ligeså svært kan det være for udenforstående at forstå, at det der gør en så syg, samtidig kan gøre godt.
Ikke desto mindre er det sådan, at de fleste med en spiseforstyrrelse beskriver det. Det som spiseforstyrrelsen afkræver, vil man gerne give, for glæden ved at lykkedes eller bare at få den til at tie stille- stoppe med sine krav et øjeblik, overstiger alt. Selvom det for udenforstående kan virke som ren tortur at nå derhen.
Desuden beskriver mange, at spiseforstyrrelsen kan forhindre eller sløre for følelser, oplevelser og tanker, som ligger til grund for at spiseforstyrrelsen i grunden er opstået og som er særdeles svære at have med at gøre. I denne bog er der flere kapitler, der behandler lige netop følelser. Hvorfor vi har dem, hvordan vi kan regulerer dem og rumme dem, sådan at vi kan tåle vores følelser, uden at skulle benytte sig af mestringsstrategier, som er så alvorlige for os som en spiseforstyrrelse er.
Jeg har nævnt, at denne bog, efter min vurdering henvender sig mest til personer, der har en erkendelse af at være syg og har et ønske og en motivation for at blive rask.
De mennesker jeg arbejder med, er for uden at være meget unge, også er så angrebet af deres forstyrrelse, til at de kan få særlig gavn af bogen stående alene. Dog vil der være kapitler, som kan give mening at arbejde med eller at samarbejde med familien om. Forfatterne bag bogen gør også opmærksom på, at dette er en bog, der kan bruges som redskab i samarbejde med en behandler.
Der er bestemt mange gode passager og kapitler i bogen og forfatterne selv ligger op til, at den kan bruges på kryds og tværs, alt efter hvad der giver mening at arbejde med. Personligt er der to passager, som jeg er glad for at bogen indeholder. Den ene er ved beskrivelsen af at den modsatte følelse af skamfølelsen er STOLTHED- ” Der er intet mindre selvskadende end at gøre de ting i livet, der gør en stolt af sig selv…………….” Skyld og Skam er følelser, der ofte er forbundet med det, at have en spiseforstyrrelse eller at være pårørende til en, der er angrebet af en spiseforstyrrelse. Desuden er det i bogen beskrevet, hvordan det kan føles at være pårørende til en, der er angrebet af en spiseforstyrrelse og hvilken effekt en spiseforstyrrelse kan have på hele familiedynamikken. Hvad det er spiseforstyrrelsen gør ved os. Spiseforstyrrelsen kan få både den syge og de øvrige pårørende til at have en adfærd, som under normale omstændigheder ville være helt uhørte og uacceptable. Det er ofte hjælpsomt at tale om det på denne måde, da det netop kan gøre følelser som skyld og skam mindre.
Den anden passage er et Citat af Lisa M Hayes :
” Vær opmærksom på, hvad du siger til dig selv, for du lytter efter.” Det giver efter min erfaring meget mening at tale om, hvad det er, der taler i den, der er angrebet af en spiseforstyrrelse? Er det spiseforstyrrelsen eller er det fornuften? Spiseforstyrrelsen kan bilde os ind, at det er godt at sulte sig, at kaste op at overmotionere eller hvad end temaet kan være.
Men det der er vigtigt, at have fokus på er, hvad det er, den fratager, den der er angrebet. Hvad er det for et liv de går glip af? Det er heri at netop motivationen imod helbredelse kan findes.
