Udviklingspsykologi handler om menneskets forandring gennem hele livsforløbet. Men denne forandring har været forstået meget forskelligt gennem tiden – fx fra 60/70-ernes til dagens udviklingspsykologi. Det går så stærkt i forskningen, at faget faktisk på mange måder er fornyet hvert årti. Så meget, at psykologer og andre professionsuddannede har svært ved at følge med. Har man derfor som professionsuddannet arbejdet en del år, har man sandsynligvis på uddannelsen lært ’den gamle udviklingspsykologi’. Fx Jean Piagets faste kognitive stadier med det egocentrisk tænkende småbarn; John Bowlbys teori med moderen som den primære tilknytningsperson; samt stimulus-respons indlæringspsykologien. Måske endog Sigmund Freud og Margaret Mahlers psykoanalytiske udviklings- og børnesyn, som nu er historiske og helt forladte i dagens udviklingspsykologi.

Men fagets rivende udvikling nødvendiggør også, at både lærere og studerende på dagens professionsuddannelser har brug for en udviklingspsykologi, der er fagligt tidssvarende. Ellers må man leve med at være helt afkoblet faget. Men en opdateret bog med ny forskning og teoridannelse fandtes ikke på dansk. Det har således været en stærk motivation til og ambition om at skrive en sådan lærebog, og den findes nu med Den nye udviklingspsykologi – et livslangt perspektiv. Her udfoldes en fascinerende rigdom af, herhjemme ukendt, ny forskningsbaseret viden. I bogen beskrives og forklares indgående, men nemt tilgængeligt, menneskets såkaldte ’otte livsaldre’ – helt fra fosterliv til sen alderdom. Der fokuseres på centrale livs- og kernetemaer – det gælder blandt andet tidlig flerpersonstilknytning, mentalisering og moraldannelse i tidlig barndom, personlighed og temperament i den mellemste barndom, identitetsudvikling i pubertet og ungdom, arbejds- og familierelationer i voksenalderen samt patologisk, vellykket og optimal aldring.

Blot ét eksempel fra den righoldige forskning: Forskning har nu skabt et helt forandret udviklingssyn på mennesket i begge ender af livsforløbet. Det er nemlig påvist, at både de meget små og de meget gamle har vist sig at være langt mere evnerige, end man troede i den gamle udviklingspsykologi. Hvad går det så ud på?

Lad os starte med de helt små. Indtil for nylig vidste vi ikke, at mennesket kommer til social rettet og præorganiseret til verden. Nyfødte foretrækker fx at se på et ovalt billede med tegnede menneskeøjne og mund sat på rette sted, frem for ovale tegninger med øjne og mund placeret tilfældigt. 12 dage gamle babyer imiterer spontant en fremmeds tre vidt forskellige ansigtsudtryk. Men de foretrækker klart glade ansigter frem for vrede. Det tyder på en medfødt ’prototype-ansigtsskabelon’ – dvs. en ekstrem tidlig mental organisering og et socialt følelsesliv.

Men hvad så med de meget gamle, om hvem der eksisterer mange fordomme og stereotyper; fx at vi ældes meget ens? Forskelligheden mellem mennesker stiger faktisk i alderdommen. Fx er nogle 75-åriges intelligens på linje med 45-åriges, og det kan fortsætte op gennem firserne. John Le Carré skrev eksempelvis endnu en kriminalroman, da han var sidst i firserne. Derimod plages andre 75-årige af demens og kognitivt forfald. Fysisk aldring foregår heller ikke ens. Fx fuldførte den 86-årige Ed Whitlock en fuld maraton på 3:56:33. Et andet eksempel er +75-seniorholdet, der er på vandretur i Alperne, mens deres jævnaldrende ligger bundet til sengen – fysisk nedslidte. Dét, og adskilleligt meget mere, kan man læse om i Den nye udviklingspsykologi – et livslangt perspektiv.

Bogen er skrevet af undertegnede samt professor i udviklingspsykologi Lars Larsen og forskningssygeplejerskerne Marianne Eg og Susanne Friis Søndergaard. Bogen henvender sig til lærere og studerende på pædagog-, lærer-, socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelserne samt til bachelor- og kandidatstuderende på psykologistudier.