Hvordan forstår vi psykiske lidelser i dag, hvilke bagvedliggende årsager har vi en tendens til at overse, og hvordan overkommer vi den institutionelle berøringsangst over for barndomstraumer?
Udviklingstraumer kan meget vel være en af de mest udbredte bagvedliggende årsager til sundhedsproblemer i dag. Mange fejldiagnosticeres og fejlbehandles, da udviklingstraumer ofte overses som bagvedliggende årsag til en række psykiske lidelser såsom angst, depression, OCD, personlighedsforstyrrelser, spiseforstyrrelser etc.
Mange undersøgelser viser, at relationelle traumer i barndommen har langt større skadelig effekt for personlighedsudviklingen end enkeltstående traumer og traumer forårsaget af noget, der ikke har med mennesker at gøre. De diagnostiske kriterier for PTSD indfanger ikke, hvordan tidlige traumer, mishandling og omsorgssvigt påvirker mange aspekter af barnets udvikling og giver forhøjet risiko for psykiske, sociale og fysiske forstyrrelser. Symptomer på udviklingstraumer kræver ofte andre behandlingsmetoder, end traditionel PTSD-behandling tilskriver.
I tilfælde af tidlige traumer og udviklingsmæssige skader kan en person blive fastholdt i en defensiv respons. En kamp-flugt-frys-reaktion, der ikke er afsluttet, hvilket skaber en konstant følelse af trussel og igangsætter vedvarende angst- og stressreaktion. Nervesystemet er på overarbejde og påvirker mange aspekter i personens liv negativt.