Voksne med senhjerneskader og andre neurologiske lidelser mangler ofte muligheden for selv at tilpasse mængden af stimuli, enten pga. motoriske, følelsesmæssige eller kognitive begrænsninger.
Disse sanseforstyrrelser kan aflæses i en ændret adfærd - et såkaldt “sansesprog”, som blandt andet kommer til udtryk gennem rastløshed, aggressioner, selvstimulering, tvangshandlinger, selvskadende adfærd og hjernetræthed.
Forkert sansestimulering i form af under- eller overstimulering kan have en negativ indvirkning på adfærd, trivsel og udviklingsmuligheder. Med viden og forståelse for, hvordan vi doserer sansestimuli på rette niveau, skaber vi dog en bedre livskvalitet for hjerneskaderamte borgere.
En tilpasset sansestimulering er også virksom ved skjulte handicaps, f.eks. mental træthed efter en hjerneskade, og det styrker din kontakt og kommunikation med borgeren.
Indhold på dagen
Specialergoterapeut, Birgitte Gammeltoft, giver et fagligt indspark til, hvordan du arbejder med sansestimulering for voksne med en senhjerneskade eller andre neurologiske lidelser. Kursusdagen indeholder en kombination af praktiske værktøjer og relevant teori om neuroanatomi- og fysiologi.
Birgitte Gammeltoft gennemgår blandt andet de 8 forskellige sanser med tilhørende praktiske øvelser, så du bliver helt skarp på, hvordan du tilrettelægger individuel og målrettet sansestimulering.
Sansestimulering for voksne med senhjerneskade og andre neurologiske lidelser - Udbytte
På dagen får du viden om:
- hjernestammens funktion; arousal/vågenhed, modulation, sortering af sanseindtryk
- hvordan hjernecellerne “snakker” sammen
- sensorisk deprivation (fratagelse af stimuli) og nødvendigheden af sansestimulering
- forskellen mellem sansebombardement, sansestimulering og sanseintegrationsbehandling
Og du får redskaber til at
- analysere, hvilke sanser, der skal stimuleres, og hvilke der skal hæmmes
- tilrettelægge sansestimulering både til at vække og berolige sanser
- vurdere det rette niveau for sansestimulering og herigennem blandt andet at reducere agiteret adfærd
- arbejde med skjulte handicaps, som f.eks. mental træthed, på kropsniveau
- forebygge og reducere destruktiv og konfliktskabende adfærd
- styrke din kontakt og kommunikation til borgeren
Målgruppe
Kurset er relevant for dig, som arbejder med voksne borgere (16 år og opefter) med senhjerneskader, apopleksi, traumatisk hjerneskade eller andre neurologiske lidelser som f.eks. demens, epilepsi, udviklingshæmning eller sclerose.