Når mennesker udsættes for voldsomme og traumatiske oplevelser, ophører hjernens normale associative funktioner, og i stedet bliver oplevelsen spaltet fra eller dissocieret. Resultatet af dette er, at oplevelsen ikke bliver en del af den autobiografiske hukommelse og dermed ikke giver anledning til læring, men forbliver afspaltet og ufordøjeligt. Dette kan medføre udvikling af psykiske lidelser og komplekse traumereaktioner.  

Dissociation er en konsekvens af traumer og kan ses som en overlevelsesmekanisme, hvor kroppen og nervesystemet lukker ned for at beskytte mod smerten. Dissociation kan komme til udtryk på mange måder – personen kan f.eks. opleve at være ved siden af sig selv, eller at omgivelserne er uvirkelige. For nogle mennesker forsvinder dissociationen, når den udløsende faktor ophører, mens andre udvikler tilbagevendende dissociative problemer, blandt andet i form af en dissociativ identitetsforstyrrelse (DID).  

Ved DID har personen flere separate identiteter med hver deres præferencer og karakteristika. Personen oplever uforståelige skift i identitet og medfølgende forandring i kropsholdninger, adfærd, bevægelser eller toneleje, hvilket oftest kan opleves skræmmende, urovækkende og skamfuldt, ligesom det kan forveksles med fysiske sygdomme eller psykiatriske diagnoser.

I arbejdet med mennesker med psykiske lidelser, er det vigtigt, at vi kender til traumereaktioner og dissociative forstyrrelser, for ellers er der betydelig risiko for, at traumetilstanden overses - og at der bliver fokuseret på symptomet frem for problemet. Vi bør derfor være nysgerrige på, om der er tale om et bagvedliggende traume og dissociative reaktioner, når vi møder mennesker med psykiske symptomer. Hvis traumer ikke behandles, vil der være risiko for, at tilstanden bliver kronisk.