Artiklen er oprindeligt udgivet i 2014
Antallet af danske børn og unge med diagnosen ADHD var i 2012 nået over 38.000, hvilket var en stigning på 3000 fra forrige år, og antallet af diagnoser stiger år for år. Det antages nu, at mindst 2-4 % af en børneårgang har ADHD. Denne tendens kan også ses i udlandet, hvor bl.a. Storbritannien og USA oplever den samme stigning.
Den verdenskendte amerikanske neurolog Bruce D. Perry retter et skarpt skud mod alverdens læger, som han mener er for hurtige til at sætte et mærkat på en række symptomer og kalde det en sygdom. Samtidig stiller han spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er tale om en sygdom og om den overhovedet skal behandles med piller, for som han udtrykker det til International business news:
“There are a number of non-pharmacological therapies which have been pretty effective. A lot of them involve helping the adults that are around children“.
Tag også et kig på den digitale uddannelse “Certificeret specialist i ADHD“.
Netop forholdet mellem barnet og forældre er, ifølge en anden amerikaner, Marilyn Wedge, en af grundene til, at franske børn ikke har ADHD. Hun er ph.d. og arbejder til dagligt som familieterapeut.
Hos det franske folkefærd er det kun 0.5% af børn og unge, der har diagnosen ADHD. Og ifølge Marilyn Wedge ligger en del af forklaringen i, at der er en lidt anden opdragelsesfilosofi og hierakier i de franske familier end i de amerikanske. I Frankrig er forældrene ikke bange for at give børnene faste rammer, eksempelvis er der faste spisetider, og de får ikke lov at “snacke”, når de har lyst. Ved at opretholde faste rammer for børnene, så lærer børnene at kontrollere sig selv.
Ernæring spiller også en rolle
En anden grund til den lave procentuelle ADHD-diagnosticering af børn og unge i Frankrig er kost og ernæring. Forskning i sammenhængen mellem kost, ernæring og ADHD viser, at nogle symptomer forværres, hvis barnet indtager mad med bl.a. syntetiske farvestoffer, diverse konserveringsmiddel og allergener.
Tag også et kig på den digitale uddannelse “Certificeret specialist i ADHD“.
Den helt store forskel: Filosofien
Men den helt store forskel er, at man i Frankrig ser ADHD som en sygdom, der har en både social og en situationsbestemt grund. Og i stedet for at behandle børn med adfærdsvanskeligheder med medicin, så har de franske læger en tilgang, hvor de kigger på grundlaget for handlingerne i barnets sociale kontekst. Derefter søger de at behandle barnets symptomer med psykoterapi og familieterapi.
Derudover har franskmændene udviklet et diagnosesystem (Classification Française des Troubles Mentaux de L’Enfant et de L’Adolescent), der har som fokus at finde de underliggende psykosociale grunde til et barns opførsel og ikke at finde den bedste medicin til behandling af samme symptomer. Samtidig er den franske definition på ADHD ikke nær så bred som eksempelvis den amerikanske, og heri ligger også en del af svaret på, hvorfor de franske børn ikke har ADHD..
Spørgsmålet er nu, om vi herhjemme skal se på, hvordan vi diagnosticerer og medicinerer børn, eller om stigningen i antallet af børn med ADHD er et symptom på, at vi er blevet bedre til at spotte dem, og at udviklingsforstyrrelsen er blevet mere udbredt?
Tag også et kig på den digitale uddannelse “Certificeret specialist i ADHD“.
