Da børnene erobrede køkkenet - børnekogebøger gennem tiden! - Seminarer

Havnegade 90, 5000 Odense C • Tlf: 66 15 90 43

Kost og ernæring
Artikel

Da børnene erobrede køkkenet – børnekogebøger gennem tiden!

Børnekogebøger er kommet for at blive. Her får du en historisk gennemgang af børns adgang til køkkenet og de kogebøger, som de havde.

Artikelbillede_600x450px_Mad
Af: Karen Wistoft og Lars QvortrupHvor mange børnekogebøger er der udgivet i Danmark siden 1970? 10? 100? Nej, det rigtige tal er 435. Det fandt vi ud af, da vi hjemlånte samtlige kogebøger for børn. 435, hvis man både tæller oversatte bøger og bøger af danske forfattere og ser bort fra genoptryk. Ikke alene er tallet forbløffende stort. Endnu mere interessant er det, at materialet dokumenterer, at vores opfattelse af, hvad »børn« er, har forvandlet sig i løbet af de seneste knap 50 år. At læse kogebøger for børn er som at kigge på børnenes verden gennem et forstørrelsesglas.

I 1970erne blev køkkenet anskuet som et farligt sted, som forsvarsløse børn kun måtte komme ud i under opsyn og med alle mulige advarsler om de farer, som lurer fra skarpe knive og glødende kogeplader, samt adskillige hygiejniske forskrifter.

I dag har børn fri adgang til køkkenet, og når de regerer derude, må forældrene pænt holde sig på afstand og glæde sig til, at de herlige resultater af anstrengelserne bliver båret frem og serveret. Og så er køkken og madlavning en politisk arena. I løbet af de små 50 år har vi været gennem adskillige revolutioner: Det startede med glæden over ernæringsrigtige madvarer fra et effektivt og produktivt landbrug.

Så kom sundhed koblet til den grønne revolution. Senere fulgte bæredygtighedsrevolutionen med økologi og dyrevelfærd. Sidenhen globalisering og det multietniske køkken. Og senest har gastronomien og det nye nordiske køkken vist sig frem. Jo, madkamp er politisk kamp, også når børn laver mad og smider de voksne ud af køkkenet.

De første børnekogebøger

Den første kogebog for børn udkom imidlertid meget tidligere. Allerede i 1847 udgav Madam Mangor under pseudonym og på eget forlag Kogebog for smaa Piger udgivet af en Bedstemoder. De små piger skulle opdrages til at blive dygtige og propre mødre og til at kunne fremvise disse dyder, så hjemmets gæster ikke var i tvivl: »Hvad der i ethvert Tilfælde staaer til den lille Piges egen Raadighed er ikke alene at behandle Maden reenlig, men ogsaa at lade det blive synligt, at den er det« (citatet er taget fra en artikel fra 2010 af Caroline Nyvang om danske kogebøger i 1800-tallet).

Men i masser af år var kogebøger for børn mest til leg. Det var noget, overklassens børn brugte, når de legede køkken med dukkekomfurer og dukkehuse. I køkkenet regerede moder, og familiens øvrige medlemmer måtte holde sig i baggrunden, indtil pigerne blev gamle nok til, at de fik adgang. Og når de fik adgang, var det for at blive oplært i husmoderens dyder og opgaver.

Efter Anden Verdenskrig

Der skete først for alvor noget i tiden efter Anden Verdenskrig, og som så meget er det nok kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, der gjorde en forskel. Pludselig var køkkenet ikke længere alders- og kønsprivilegeret. Også mænd og børn fik adgang. For der var jo arbejde, der skulle gøres. Med fare for forenkling kan man dele perioden fra 1970erne til i dag op i fem 10-års faser.

I første fase er barnet bare elev: »For at forebygge at der sker ulykker i køkkenet, er det vigtigt, at børnene bliver grundigt orienteret om anvendelsen af (… skarpe knive, dåseåbner etc.«, skriver Åke Söderqvist og Lasse Åberg i 1971 i voksenindledningen til Børnenes kokkebog, og Kirsten Brenøes Børnenes billedkogebog indledes og afsluttes med et afsnit, der hedder »Pas på!«, som udmaler både skære- og skoldningsulykker. De voksne skal passe på børnene, »for køkkenet er en meget farlig arbejdsplads«, står der allerede i voksenforordet. Generelt set er forventningerne til børnene ikke høje. Som udgangspunkt er barnet ikke kompetent.

Herluf Petersen sætter i 1973 i Vi laver mad forventningerne til børnene så lavt, at ingen bliver skuffet: »Selv om vi ikke kan lave maden nær så god, som mor plejer, kan det godt være sjovt at forsøge«. Også kønsrollerne har forvandlet sig. For ganske vist havde man indset, at madlavning ikke kun er for piger: »Det er jo sådan, at mange voksne mænd laver mad, for eksempel hvis deres kone er på arbejde«. Men skal man have hjælp, sker det bedst »under mors eller eventuelt bedstemors vejledning«, understreger Herluf Petersen, som også demonstrerer, at den grønne revolution endnu ikke var kommet til Danmark: »Vi kan naturligvis gøre det hele lettere ved at bruge konserves«. Det samme skriver Söderqvist og Åberg: »For at lette arbejdet er der overvejende brugt konserves og dybfrost«.

1980’erne

I 1980erne forfremmes barnet til at blive køkkenassistent. Allerede i Børnenes koge- og bagebog fra 1981 sker forfremmelsen: »Måske synes du, det er morsomt at hjælpe til, men du kan tro, det er endnu morsommere at klare det meste på egen hånd«. Men helt på egen hånd skal børnene nu ikke være: »Snak lidt med din mor om, hvad du gerne vil lave, så kan hun også forklare dig tingene«. Fortsat er køkkenet et sted for piger: Af de mange tuttenuttede vignetter er 68 med piger og kun 22 med drenge, som alene sidestilles med piger i afsnittet om mad over bål.

At børnene rykker frem i køkken-hierarkiet er der masser af eksempler på. Lene Hannestad anfører i Nemt og sjovt. Mad for unge fra 1982, at hvis man kan lave mad, bliver man mindre hjælpeløs og mere uafhængig og fri. Der bliver også eksperimenteret med nye formidlingsformer, hvor man frem for at tale via den voksne, henvender sig direkte til barnet. Eksempelvis i Linus laver mad. Anderledes effektivt gøres det i Walt Disneys Anders Ands kogebog fra 1986 med familien ands livretter. I et historisk perspektiv er bogen faktisk progressiv, fordi den sætter velsmag i centrum og på enhver måde undgår løftede pegefingre. Her tales på børnenes præmisser. Den grønne bølge melder sig for alvor i 1980erne.

For eksempel i Anne Vincents Nielsen og Kari Sønsthagen Børnenes grønne kogebog, der er en hyldest til vegetarmad. Børnene skal kende til grøntsager i sæson, og bogen er spækket med oversigter og nyttige grønne oplysninger. Den ellers velkendte kostpyramide bliver erstattet af en vegetarkostpyramide. Ti-året bugner af grønne kogebøger og frugtbøger, og allerede i 1983 udgives et hæfte til hjemkundskab om Mad og vilde planter, så hvis nogen tror, at det med at sanke mælkebøtter og ramsløg er en ny trend, tager de fejl.

1990’erne

Næste spring i køkkenhierarkiet sker i 1990erne, hvor barnet bliver ligeværdig køkkenpartner. Årtiets populær-pædagogiske milepæl var Jesper Juuls bestseller fra 1995 Dit kompetente barn. »Børn, som behandles med respekt, svarer med respekt«, lød mottoet, og det kan nok være, at man forsøgte at skabe ligeværdighed mellem generationerne, også i køkkenet. En af de vigtigste børnekogebøger fra perioden er Helle Brønnum Carlsens Mums – kærlighed til sidste bid, som udkom i 1998, og som i realiteten var en kogebog til voksne med børneretter.

Nu løftes pegefingeren ikke mod barnet, men mod de voksne: Børns kræsenhed er udtryk for sund fornuft, som vi voksne skal lytte til. Man skal tage børns smagssans alvorligt, diskutere den med dem og være med til at udvikle den. Kort sagt: Børn er smagskompetente, og måltider handler ikke kun om ernæring og renlighed, men nok så meget om kærlighed og lydhørhed. Herudover spiller smagspolitik og smagsmoral en voksende rolle. Allerede i 1990 udgav en af Danmarks første stjernekokke, Søren Gericke, sin Børnekogebog, rigt illustreret af Martin Bigum.

Også her taler forfatteren direkte til børnene, men med klare moralske budskaber: Mad er ikke bare noget, man skovler i sig. Vær med til at bevare naturen og lad være med at æde den op. Spørg dem der sælger varerne: »Hvor kommer de radiser fra? Er de sprøjtede?« Samme melodi spiller Camilla Plum med sin bog Ælle, bælle frikadelle, hvor hun går til kamp mod »functional food, fremmedgørelse og spisevægring«. Tendensen er endnu tydeligere, hvis man sammenligner med de bøger, der bliver oversat fra engelsk i samme periode.

Børnesynet i Danmark har i den grad overhalet børnesynet i den engelsktalende verden. De to bøger fra 1991 af Angela Wilkes Min første kogebog og Min første festbog er stadig fyldt med advarsler mod køkkenets farer: »Pas på med knive og ovne«. »Husk at vaske hænder«. Og over for den danske hyldest til autenticitet og naturlighed står en kærlighed til pynt og pjat: Lav isen så den ligner en humlebi. Med chips og grøntsager kan dippen forestille en klovn. Sådan ville Gericke og Plum ikke have skrevet.

00’erne

I nullerne erobrer barnet pladsen som køkkenchef. Det sker med fanfare fra årtiets start: I 2000 udgiver Claus Meyer sammen med Ole Poulsen Meyers køkkenbørn. Bogen indledes med en veritabel troserklæring: »Vi tror ikke på de opdragende kvaliteter i selv nok så økologiske, formålsrationelle spisesituationer. Ej heller på bevidstløse menuplaner, udtænkt med diætistens skarpe sans for optimal energitæthed.

Vi tror, man i det lange løb bedst udvikler lysten til madlavning og samvær omkring bordet, når samfundets børn oplever, at mad er noget, man tilbereder med en vis gastronomisk entusiasme, for sin fornøjelses skyld og for at glæde andre. Vi tror på betydningen af, helt fra starten, at udfordre børns smagsløg og at stimulere deres lyst til selv at udforske madlavningens muligheder og mysterier«. Tricket er at vriste køkkenet ud af hænderne på alle de voksnes vidensdomæner: økologi, diætisme, menuplanlægning osv.

Det, der tæller, er madens muligheder og mysterier, som er tæt forbundne med smag og smagsudforskning, og dér står alle lige: Ingen smager »rigtigere« end andre, og børn er lige så store smagseksperter som voksne. Kort sagt: Smag er demokratiserende. Det var denne bog og denne indsigt, der blev én af forudsætningerne for, at faget hjemkundskab i 2014 efter skolereformen blev erstattet med madkundskab, for her er det ikke ernæring, huslighed, renlighed og risikohåndtering, der står i centrum, men fødevarebevidsthed, smag, mad- og måltidskultur.

Madkundskab er blandt andet et fag om smag, og den der kan smage, argumentere for sin egen smag og sætte sig ind i andres anderledes smagspositioner opfylder alle idealer om moderne, refleksiv dannelse. Tendensen udløser en lille lavine af børnekogebøger. Hvor der udkom cirka 35 børnekogebøger i 1970erne, udkom der næsten 180 i nullerne, og i mange af dem står smag og nydelse i centrum.

Heibergs børnedessertcirkus (af Morten Heiberg) fra 2006 er lavet af plastic-laminat, så den kan tåle at børnene smager, sanser og udfolder sig. »Her må gerne komme æg på bogen, her må gerne komme smør på siderne (..) og her må gerne blive lidt fedtet på køkkenbordet«. Et godt råd under opskriften på chokoladeglasur lyder: »Husk at slikke skålen godt, inden den ryger i opvaskeren«.

Nu

Siden 2010 er barnet blevet køkkenkreatør. Ikke alene er barnet chef i eget køkken, det er også en kreativ kraft, fordi det er i tæt kontakt med sin egen smag og sine egne unikke retter. Venindekogebogen (2016) af Line Østergaard og Patrick Bachmann er en »kærlighedserklæring til dine veninder og deres madlavning«.

I stedet for step-for-step-opskrifter med præcise anvisninger er den et redskab til, at læseren kan skabe sin egen »helt unikke kogebog«. Pasta skal koges, til den »er blød, som du vil have det«. Man skal bruge sine kreative evner og lave sine egne opskrifter. Og samtidig skal facaden holdes: »Brug vandfast mascara, når du skærer løg, for det kan sagtens få dig til at tude«.

Smag og nydelse handler ikke alene om mad og madlavning, men om iscenesættelse af hele pigeuniverset. Hele tendensen sammenfattes i MIT kokkeri fra 2014, udgivet af Komiteen for Sundhedsoplysning med kokken Søren Ejlersen som hovedmanuskriptforfatter. Et særkende ved denne børnekogebog er, at alle retterne er udvalgt af børn fra hele landet, hvorefter otte børnestjernekokke har udarbejdet opskrifterne.

MIT kokkeri indledes med fem gode råd til, hvordan barnet får forældrene ud af køkkenet: 1. Fortæl, hvor god du er. 2. Start i det små. 3. Send dem ud at købe ind. 4. Syng – især hvis det brænder på. 5. Tilbyd at rydde op bagefter. Barnet er blevet kreativ køkkenchef. Som det fremgår, er der i løbet af mindre end 50 år sket en revolution: Vi har bevæget os fra et usikkert og inkompetent barn, der med forældrehjælp skulle guides gennem køkkenlivets risici og skarpe knive, til et kompetent og selvrådende barn, der bare skal have smidt forældrene ud af køkkenet.

Fra en verden der hyldede videnskab og fremskridt med ernærings- og kostanvisninger og præcise opskrifter til en verden med smag, sanselighed og kreativitet i centrum. Stiller man samtlige 435 børnekogebøger op i rad og række og læser man dem alle sammen igennem, ser man, at der i denne korte periode er sket utrolige forandringer.