Oskar reagerer ofte med voldsomme vredesudbrud, hvor han er ukontaktbar og til fare for andre børn. Oskar kommer konstant i konflikt med de andre børn og vil gerne bestemme i alle lege. Pædagogerne oplever, at han har svært ved at indgå i lege og sunde samspil med jævnaldrende børn, og han ender derfor ofte alene i børnehaven, da de andre børn ikke længere gider at lege med ham. Pædagogerne har observeret, at Oskar ofte er meget mimikfattig og svær at få en ordentlig kontakt med. Oskar beskrives generelt som et meget uroligt barn, og han har svært ved at være i aktiviteter længere tid ad gangen. Pædagogerne oplever, at Oskar slår og sparker, og at hans affektniveau er ude af kontrol. Pædagogerne er frustrerede over, at de hele tiden skal skælde Oskar ud, da dette kun skaber flere konflikter og dårlige samspil.
Pædagogerne beder nu om hjælp til at komme ud af denne onde spiral, så de kan skabe de bedste forudsætninger for udviklingen hos Oskar. De fleste af pædagogerne mærker nu, at deres egne grænser er nået, og at de over længere tid har trukket sig i kontakten til Oskar. Personalegruppen har svært ved, hvordan de kan skabe et udviklingspotentiale for ham, da de oplever, at de har prøvet det meste uden effekt.
Se også relevant arrangement: Det emotionelt udsatte barn
Børn som Oskar
Børn som Oskar møder vi ofte beskrevet i vores arbejde med børn og personalegrupper.
Vi hører ofte sætninger som: ”Han gør det bare for at få opmærksomhed”, ” Når man er 6 år, burde man kunne..”, ” Der må også være konsekvens af handlinger” , ”Vi har talt med ham så mange gange”, ”Han er udspekuleret og lyver”. Vi oplever ofte personalegrupper, som er nået dertil, at de føler sig magtesløse. Denne magtesløshed resulterer i diskussioner og uenigheder på møder, hvor nogle personaler mener, at deres sted ikke længere kan rumme den type af børn, og at nogle personaler kommer til at overinvolvere sig i barnet for at kompensere for dets adfærd. Mange møder kommer derfor til at gå med at søge enighed om barnets dysfunktioner frem for at skabe en reel udvikling. Så hvad er en god balance, og hvordan skal man forstå denne type af børn for at skabe de optimale forudsætninger for at opnå trivsel og udvikling hos barnet?
Med udgangspunkt i Paul D. Macleans tredelte hjerne, tilknytningsteorien, samt øvrige psykodynamiske teorier, herunder Peter Fongagy og Bruce Perry, vil vi med vores mangeårige praksiserfaring give jer et indblik i, hvordan det at se barnets emotionelle alder i modsætning til barnets faktiske alder, kan skabe grobund for en udviklingsrejse hos barnet.
Vi kender det alle sammen. Vi ser to børn med samme alder, men det ene barn er et hoved højere end det andet, og rent instinktivt bliver det svært for os at sætte de samme krav og agere ens over for begge børn. Vores hjerne snydes af barnets fysiske udseende, og vi kan derfor have svært ved at tage højde for barnets faktiske alder. Vores hjerne snydes på samme måde, når vi skal forstå og møde barnets emotionelle alder. Vi ser på barnet, og vi ser Oskar på 6 år. Vores hjerne ved, hvad et 6-årigt barn nogenlunde skal kunne, og vi indgår derfor i relationen til barnet med disse forventninger. Men hvis barnet, som Oskar, kun er omkring 2 år i sin følelsesmæssige udviklingsalder, vil han ikke kunne honorere de krav, som vi stiller til 6-årige Oskar. Med denne forståelse og tilgang træner du din hjerne og dit mindset til at se uden om den faktiske alder, den generaliserede viden og de indbyggede forventninger til bestemte aldersgrupper. Vores vigtigste budskab er, at barnets faktiske alder ikke nødvendigvis hænger sammen med barnets følelsesmæssige udviklingsalder.
Da vi på en supervision hørte om Oskar på 6 år, fik vi sammen med personalegruppen analyseret os frem til, at hans følelsesmæssige udviklingsalder svarede til et barn på omkring de 2 år. Med denne forståelse og indsigt begyndte vi at se på, hvordan personalet skulle møde Oskar, og hvordan de kunne arbejde med ham i hans nærmeste følelsesmæssige udviklingszone. Undervejs kom vi ind på, hvordan man kunne håndtere hans voldsomme vredesudbrud, stadig med det udgangspunkt, at det var et 2 -årigt barn, vi havde med at gøre. Vi opfordrede personalet til ikke at bruge mange ord, men i stedet forsøge afledning ved hjælp af en legende tilgang, tæt fysisk kontakt og markeret spejling. Hvis vi ser på den 6-årige Oskar, var der en forventning til, at han med ord ville kunne nedregulere sig selv, for det kan de fleste 6-årige børn. Men hvis vi ser på 2-årige Oskar, ændres forventningerne, og vi vil derfor handle anderledes. Det 2-årige barn ville vi f.eks. stille tage væk fra konflikten og ved hjælp af fysiske tryk, vuggen, samt en ydre rolig regulering eller afledning få barnet i ro.
Det er netop ovenstående, som er kernen i denne forståelse og tilgang. Hvordan tænker vi om barnet, og hvordan forstår og handler vi ud fra dette?
Med udgangspunkt i Oskar anbefalede vi personalegruppen i hans børnehave, at have fokus på den ydre regulering af Oskar. Den ydre regulering, som vi ser i samspillet med spædbørn eller helt små børn. Oskars mimik og reguleringsmekanisme er tidligere blevet beskrevet som mangelfuld, og vi anbefalede derfor, at personalet arbejdede med lege, hvor markeret spejling og arousal-regulering var en væsentlig del af legen. Vi anbefalede ligeledes, at pædagogerne lavede fysiske tryk på Oskar, så han derigennem fik positiv erfaring med egne sanseindtryk. Overordnet set blev vores budskab, at Oskar havde brug for mikroregulering, meget tæt guidning og mange daglige gentagelser for at bringe den følelsesmæssige alder i udvikling.
”Luk øjnene og tænk på, hvordan du ville være over for et 2-årigt barn, som reagerede på samme måde som Oskar. Åbn øjnene og kig på Oskar og lad din forståelse og handlinger udspringe fra dine tanker om 2-årige Oskar”.
Se også relevant arrangement: Det emotionelt udsatte barn
Ovenstående eksempel om Oskar er et tænkt eksempel. Oskar kan være både, 4, 8 og 14 år gammel. Han kan bo hjemme, hos en plejefamilie eller på et opholdssted. Han kan gå i vuggestue, børnehave eller skole. Vi møder børn som Oskar i alle aldre og med forskellige måder at reagere på. Oskar er blot et eksempel på, hvordan det kan se ud, når den faktiske alder og emotionelle alder ikke stemmer overens, ligesom de anvendte metoder og tilgange i samspil med barnet også kan være mange. Vi har i 10 år arbejdet med at implementere denne tilgang og forståelse i forskellige personalegrupper, og vi oplever generelt en øget forståelse for barnet og en mindsket frustrationstærskel hos personalet, når de begynder at se børnenes emotionelle alder frem for deres faktiske alder. Forståelsesrammen skaber andre handlemuligheder, nye metoder og tilgange hos personalet, som skaber udvikling og trivsel hos barnet.
