Traumer er kun en del af billedet, når vi taler vanskeligheder med at få flygtninge og indvandrere knyttet til arbejdsmarkedet. Mads Bentzen peger også på to andre fænomener, som kan virke næsten lige så invaliderende: Eksilstress og socioøkonomisk stress.“Jeg møder mennesker, hvor jeg tænker: Hvad mon de har oplevet? Alle deres symptomer ligner traumatisering, men det viser sig, at det alene drejer sig om eksilstress og socioøkonomisk stress. Det sidste handler ikke kun om penge, men også om at der er håb for fremtiden for én selv og éns børn, og det håb skrænkes virkelig ind for tiden med de mange stramninger på udlændingeområdet og den hårde tone i debatten. Det giver kæmpe stress, og det gør også, at der er mennesker, som møder op på jobcentrene uden nogen forventning om at blive hjulpet”, siger Mads Bentzen.
Eksilstress forklarer han som forvirring:
“Du er vant til at bo i Syrien. I samme bygning bor ikke blot din nærmeste familie, men også andre familiemedlemmer. Man passer hinandens børn, man passer de syge. Når du bliver spurgt om, hvem du er, svarer du med dit efternavn, for du er bærer af kollektivets efternavn. Det er en kollektivistisk kultur, som står i kontrast til vores udprægede individualistiske kultur, hvor der er fokus på kernefamilien, og at du skal kunne klare dig selv alene. Pludselig bor du i Danmark løsrevet fra det kollektiv, som du er vant til at være en del af. Det er forvirrende i en grad, så det næsten invaliderer og symptomerne ligner traumatisering”, siger Mads Bentzen.
Han tilføjer, at eksilstress også handler om ikke at kunne navigere i det nye samfund og ikke at kunne forstå hverken sprog eller andres intentioner.
“Og så handler det i høj grad om, at store dele af ens opmærksomhed er rettet mod den konflikt, som man er flygtet fra. Der er ofte både en afmagtsfølelse og en skyldfølelse over at være i sikkerhed”, fortæller Mads Bentzen.
