Kort før jul afgjorde Ankestyrelsen, at der ikke er ret til refusion i efterværnperioden i sager, hvor den unge har været anbragt inden det 18. år, men hvor der ikke har bestået et refusionsforhold inden det 18. år.
Ankestyrelsen angiver, at tidligere afgørelser vedr. refusion i efterværnsperioden har beroet på en retsvildfarelse, idet retssikkerhedslovens § 9c, stk. 4 kun omhandler den situation, hvor en allerede bestående refusionsret fortsætter efter det fyldte 18. år.

Retstilstanden efter afgørelsen

Der er tale om en meget stram ordlydsfortolkning og der er nok ikke megen tvivl om, at den som sådan er korrekt.
Afgørelsen (gen)rejser imidlertid et andet og mere grundlæggende spørgsmål om fortolkning af reglen om ret til refusion i sin helhed, når en anbringelse/døgnophold fortsætter udover det 18. år.

Ankestyrelsen har i tidligere klagesager afgjort, at hovedreglen i § 9c, stk. 2 om ret til refusion fra den tidligere kommune, når denne har medvirket til etableringen af døgnophold ikke gælder i tilfælde af, at en anbringelse fortsætter i et ubrudt døgntilbud som efterværn efter det 18. år efterfulgt/erstattet af et tilbud efter §§ 107-108. Denne forståelse af stk. 2 må bero på den forudsætning, at stk. 4 er indført for at fortrænge og ikke supplere hovedreglen i stk. 2.

Flere kommuner har i klagesager argumenteret for, at stk. 2 netop er en hovedregel, som der må faldes tilbage på i sager, hvor et døgnophold fortsætter ubrudt. Der er argumenteret med, at det også her må bero på en retsvildfarelse, når Ankestyrelsen har været af den opfattelse, at stk. 2 ikke er relevant i efterværnssager. Denne argumentation har Ankestyrelsen som bekendt ikke været enig i.

Forhåbentlig kan også denne fortolkning nu blive udsat for en ny prøvelse. Der er som sagt formentlig tale om en korrekt ordlydsfortolkning af § 9c, stk. 4, men det virker som om, Ankestyrelsen glemmer, at selv en ordlydsfortolkning skal udsættes for et realitetscheck og hvis man i denne situation spørger: ”kan det nu virkelig passe”, kommer man hurtigt på sporet af andre mulige fortolkningsbidrag.

Reglernes udvikling

Starter man i kronologien, bliver det klart, at formålet med, at Folketinget i sin tid bibeholdt refusionspligten, når en myndighed har medvirket til at en person får ophold i et døgntilbud, var, at sikre, at de kommuner, der har mange og/eller store institutionstilbud, ikke skulle komme til at afholde store udgifter som følge af, at andre kommuner anbragte, placerede og flyttede egne borgere til institutionskommunen.

Ved den store reform af børnereglerne i 1993 indførtes en ”efterværnsregel”, hvorefter en ung, der var anbragt efter børnereglerne, kunne forblive anbragt i to år efter det fyldte 18. år med refusionsret efter den nugældende hovedregel i stk. 2.

Efterværnsreglen er siden gennem årene ændret og udvidet, således at efterværnsperioden er blevet forlænget og andre typer af foranstaltninger end et døgntilbud er kommet til.
Hertil kommer, at handlekommunereglerne i 2003 ændredes således, at den kommune, der anbringer et barn uden for hjemmet efter børnereglerne, forbliver handlekommune frem til barnets 18. år – med den følge, at handle- og betalingsforpligtelse følges ad i alle sager om anbringelse etableret efter 2003. Behovet for refusion vil derfor typisk først opstå, når den unge fylder 18 år.

Med indførelse af andre foranstaltningstyper end døgnophold opstod et behov for en refusionsregel, der kan sikre, at også de mindre omfattende foranstaltninger er omfattet af retten til refusion. I forarbejderne til loven er der imidlertid ingen holdepunkter for at konkludere, at hovedreglen om refusion ved et ubrudt døgntilbud ikke (længere) skulle gælde de forlængede børnesager.

Konklusion:

KL og de kommuner, der allerede har modtaget krav om tilbagebetaling, har naturligvis ret i, at denne problemstilling skal løses hurtigt og utvetydigt, så kommunerne ved, hvad de har at rette sig efter fremover.
Efter min opfattelse, er den mest rigtige løsning, at Ankestyrelsen erkender, at stk. 2 (døgntilbud og hvad der træder i stedet for et døgntilbud) også gælder i børnesager med stk. 4 som et supplement. Retstilstanden vil så være den, at der er refusion, så længe en døgninsats ikke er afbrudt.
Skulle den fortolkning ikke kunne vinde støtte i Ankestyrelsen, er en hurtig lovændring/præcisering påkrævet.

Bente Adolphsen
Juridisk konsulent, Seminarer.dk