Jan Petersen ser meget gerne, at der bliver gjort mere for at lede unge kriminelle i en anden retning i livet.

”Når de unge står ved dommeren og får deres dom med krav og forventninger, hvad så? Hvordan skal de kunne honorere kravene, hvis ikke de får vist vejen? I Petersen Consult leverer vi en koordineret helhedsindsats, hvor familien, kommunen og kriminalforsorgen alle arbejder tæt sammen for netop at skabe en mønsterbryder. Det er naivt at tro, at dommen i sig selv er præventiv. De unge kriminelle kommer fra modkulturer, og de har et normsæt, som bestemt ikke matcher de krav, som følger med dommen. De skal på en dannelsesrejse, hvor de får lært at navigere under myndighedernes vinger til deres egen og til samfundets fordel, så de ikke ender med at forsætte med det, de kender og derved forsætter med at bryde loven uvidende om de fatale konsekvenser, det vil medføre.”, fortæller han og tilføjer:

”Det er tab af et godt voksenliv, og det er et tab af muligheden for at mønsterbryde, hvis vi ikke sætter hårdt ind pædagogisk. Gør vi ikke dette, giver vi ikke de unge kriminelle muligheden for at lykkes. Vi – de professionelle voksne – må finde en retning og en ramme for unge kriminelle og vise dem, at der er en anden vej. Dette sker ikke ved to ugentlige samtaler – der skal en massiv indsats til.”

Unge kriminelle skal hjælpes til at stå selv

Ifølge Jan Petersen er det essentielt, at de unge, der får en dom, forstår læringen i, at de har gjort noget forkert, og at samfundet derfor har givet dem en straf. Dertil kommer, at de, af voksne fagprofessionelle, skal guides til at forstå, at det at blive en del af samfundet igen er noget konstruktivt og positivt.

”Jeg kan huske min første dom – jeg fik straffen, og så gik jeg bare hjem. Der var ikke nogen sparring, der var ingenting. Så hvad skete der med skylden og skammen? Den blev vendt indad. Det er min erfaring, at den forebyggende indsats ikke ligger i dommen i sig selv.  Den ligger i, hvad vi bruger dommen til. Hvordan lærer vi de her unge mennesker, hvad der er rigtigt og forkert? Straffen i sig selv er ikke nok til, at de unge finder vejen ind i samfundet igen.”, siger Jan Petersen og fortsætter:

”Hvordan kan samfundstjeneste f.eks. blive en god oplevelse? Vil vi acceptere morgenvækning med morgenkaffe og transport til og fra arbejdspladsen i en periode, for at de unge lykkes? I konsulentvirksomheden gør vi det, at vi sætter en meget fast ramme sammen med de unge, indtil de er klar til at stå selv, indtil de har fået lært at værdisætte sig selv, indtil de kan konsekvensberegne, indtil de fuldt ud er selvbærende og har fået lært at navigere i samfundets spilleregler. Det, de har lært i modkulturerne, kan de ikke bruge til noget her.  Så når de møder muren – får deres dom – er det vigtigt, at vi kan vise dem vejen tilbage med færre ord og mere handling.”  

I Jan Petersens konsulentvirksomhed omtaler de ikke selv de unge som misbrugere og kriminelle. De ser det som unge mennesker, der nu er på skolebænken i livets skole.

”Fra første dag, hvor den unge begynder i forløb hos os, er vi fuldt ud klar over, at vi konstant er i skarp konkurrence med modkulturerne. Det ligger på vores skuldre at vise den unge, at det er det værd at skifte retning, og at han eller hun er indsatsen værd!”, siger han og uddyber:

”Det handler om at få forventningsafstemt, hvad en dom er. Ser vi, som samfund, straffen som noget, der i sig selv har en forebyggende effekt, så er det vel det samme som at sige, at alkoholikerens og misbrugerens udelukkelse af samfundet har en forbyggende effekt? En samfundsdom, der går ud på, at man bliver udstødt. Det er ikke en løsning. Det er ikke en vej tilbage. Det er derimod en stigmatiseringsdom, hvor du skamfuld bevæger dig i periferien af samfundets pulserende liv.  Med en dom er forventningen, at de unge dropper narkoen, dropper det dårlige netværk, passer deres skole. Hvis de ikke har passet deres skole siden 4. klasse, hvordan skal de så skifte spor af sig selv, f.eks. som 15-årige? De har jo ikke fået lært at konsekvensberegne. De har brug for at lære at kunne fordybe sig igen og forstå værdien af at bygge noget op. Og de skal lære at forstå, at det at stille krav er en del af en sund mellemmenneskelig interaktion. De skal lære at samarbejde med myndigheder. De skal have tilbudt læring og muligheden for dannelse!”