Seminarer.dk har talt med Pia Toft Jepsen i forhold til trivslen hos børn og unge med handicap – hvad kræver det set i et ledelsesperspektiv? Det er ikke grundlæggende anderledes end på almenområdet. Vi har selvfølgelig at gøre med dysfunktionelle familier i og med familierne har børn med særlige behov. Derfor er vi i Thisted Kommune særlig opmærksomme på hele familiens trivsel. Vi støtter op om børnene, forældrene og ikke mindst søskende.
Hvilke særlige tilbud har I i Thisted Kommune i forhold til forebyggelse af trivsel hos børn og unge med handicap?
Vi kan forebygge, at familien ikke smuldrer og lave aflastningstilbud, så forældre og søskende kan få plads. Vi bevilliger tabt arbejdsfortjeneste og afholder kurser omkring specifikke diagnoser.
Vi har eksempelvis rådgivende samtaler til familien, og derefter tilknyttes familien én sagsbehandler. Derudover har vi opfølgning på aflastning
Vi har specialtilbud på daginsinstitutions- og skoletidbudsomnrådet, så børnene eksempelvis ikke behøver et skift fra vuggestue til børnehave. I Thisted Kommune er vores børn tilknyttet en fysioterapeut, der kommer ud på daginstitutionerne, skolerne og i hjemmet, således vi ikke skal hive børnene ud af deres trygge rammer.
Hvad stiller god trivsel hos børn og unge af krav til medarbejderne og til ledelsen?
Medarbejderne skal være professionelle. De skal have kendskab til – og kunne rumme børn med specielle behov. Eksempelvis skal de kunne give omsorg og se livskvaliteten for det enkelte barn og se det enkelte barns udviklingsmuligheder.
Som leder skal man kunne lede højt specialiserede medarbejdere og selv have en faglighed inden for området. Derudover skal man være fantastisk til at samarbejde og være rummelig, da vi arbejder med forældre i krise.
Hvad stiller god trivsel af krav til det faglige samarbejde og forældresamarbejdet?
Forældresamarbejdet kræver en vis omstillingsparathed af fagpersonalet, da vi skal kunne rumme forældrenes frustration, når deres barn pludselig bliver dårlig.
Vi arbejder i et bredt spektrum af faglighed, og det er enormt vigtigt, at vi i samarbejdet mellem myndighed og udførerdelen har det samme mål. Vi skal ikke stille ´underkrav´ eller ´overkrav´. Vi er afhængige af forældrenes beskrivelse af barnet, og som fagpersoner skal vi være skarpe på hvilke krav, vi skal stille til barnet. Dette kræver også et tæt samarbejde mellem ergo -fysioterapeuter, myndighed, sygehuse og udførerdelen.
Citat: Pia Toft Jepsen