Hvad ser vi, når vi ser? - Fra diagnoser til udviklingsstøttende kontakt - Seminarer

Havnegade 90, 5000 Odense C • Tlf: 66 15 90 43

Børn & unge
Artikel

Hvad ser vi, når vi ser? – Fra diagnoser til udviklingsstøttende kontakt

Her får du en artikel fra Jytte Birk Sørensen om, hvordan vi skal gå fra diagnoser til udviklingsstøttende kontakt for at hjælpe børn. Læs den her.

Af Jytte Birk Sørensen

Indehaver af Dansk Marte Meo Center

udviklingsstøttende kontakt
Fra Diagnoser til Udviklingsstøttende kontakt er en opfordring og udfordring til at observere og analysere relationelt frem for primært individuelt. Målgruppen er børn og unge sammen med voksne, både ude og hjemme med det formål at optimere nærvær og trivsel i de nære relationer.

Se også relevant kursus: Fra diagnoser til udviklingsstøttende kontakt

Når vi har mange bekymringer, vanskeligheder og udfordringer med hinanden, er der risiko for konflikter med mange former for forsvarsmekanismer i spil, som altid vil  implicere samspilsvanskeligheder. Vi får svært ved at se hinanden indefra, da mentaliseringskompetencer ifølge Susan Hart (2016) fungerer bedst, når jernet (hovedet) er koldt og ikke varmt. 

Skab kontakt, tilknytning og samspil

Netop kontakt, tilknytning og samspil har enorm betydning for den enkeltes trivsel, udvikling og mestringsbestræbelser. Vi udvikler socioemotionelle kompetencer ved at indgå i samspil med andre; der er ikke andre udviklingsveje. Socioemotionelle kompetencer kan associeres med udviklingen af den enkeltes deltagelsesmuligheder i det sociale liv. Ved at være sammen med udviklingsstøttende voksne lærer barnet modet til at turde, kontaktglæde med mennesker, selvværd, socialitet, sprog og meningsfuldhed i eget liv sammen med andre. Alle væsentlige kompetencer for at kunne tage aktivt og engageret deltagelse i eget og andres liv. Det er her livet læres, udfoldes, mestres, beriges og nydes, men desværre også det modsatte.

Fravær af nære relationer, belastende og risikofyldte tilknytninger og negativ eller ingen kontakt medfører stor menneskelig smerte og mange trivsels- og udviklingsvanskeligheder med stor risiko for berettiget eller uberettiget at få én eller flere diagnoser.

Problematikker som følgende case illustrerer:     

Mor Dorthe har rettet henvendelse til kommunens familieafdeling med ønsket om et Marte Meo forløb. Hun fortæller, at de er en familie på fem:  Far, mor og tre børn. To drenge på henholdsvis 8 og 10 år, og en pige på 3 år. Mor mener, at alle tre er særligt sensitive; ligesom begge forældre er sikre på, at den ældste søn, Jens, har ADHD. Der er endnu ikke stillet en diagnose, men familien afventer besked fra børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Dorthe oplyser, at både hende og hendes mand døjer med depression og er i medicinsk behandling. Begge er lige i øjeblikket sygemeldte. Far arbejder som pedel, og Dorthe er uddannet i en bank. Hun betegner depressionen som en overbelastningsdepression grundet en barsk opvækst med efterfølgende angst og kraftig overvægt. Hun oplever også sig selv som særligt sensitiv. Henvendelsen til familieafdelingen skyldes uoverskuelige problemer med Jens på 10 år. Hun fortæller, at han ingen stopklods har, er meget impulsstyret med et hidsigt temperament. Han har svært ved at begå sig både hjemme og i skolen. Der er mange daglige konflikter og skænderier.

Dorthe har indenfor de seneste par år tænkt på, om hun lider af en forsinket fødselsdepression, hvilket hun forklarer med, at hun ikke nærer særlig varme følelser for Jens. Hun har gennem Jens’ opvækst ikke været i besiddelse af kærlige følelser for ham; han opleves mest som en belastning. Når hun kigger tilbage, var Jens ikke ønsket, men var et uheld, som hun siger. Han blev født for tidligt og ville ikke tage nok næring til sig. Han oplevedes som en krævende baby, der skreg meget og var svær at trøste. Han beskrives generelt som meget mere vred end glad. Dorthe vil gerne have hjælp til at udvikle mere kærlige følelser for  Jens.

Se også relevant uddannelse: Bliv certificeret relationsterapeut

Marte Meo film:

Familien filmes, mens der spises. Mor henvender sig ikke til Jens, hun er optaget af at hjælpe lillesøster. Hun er tavs og ser trist ud. Far er koncentreret om at spise og er tavs. Jens sidder og kigger trist ned i tallerknen, spiser koncentreret og ensomt. Han søger ikke øjenkontakt og er primært optaget af maden. Der ses stressende tavshed, alle passer sit eget. 

I legesituation hvor mor og Jens skal spille matador, ses en tavs og trist mor. Jens kigger med sporadiske blikke på mor, ser mild ud og er optaget af spillet. Lillebror kommer ind, mor tysser på ham ved at sætte fingeren på læben. Jens henvender sig til lillebror og siger, han gerne må prøve at slå for ham. Brødrene kigger på hinanden, og der anes et smil. Mor siger blidt til lillebror og kigger mildt på ham: ”Det er dejligt at have en storebror, der vil hjælpe sin søde lillebror”. Jens reagerer med at smile, bide sig let i læbe og kigger ultrakort på mor. Hun kigger på lillebror. 

Kigger vi gennem mors blik på sig selv, sin familie og ikke mindst på Jens, ser vi en mor med reducerede mentaliseringskompetencer. Hun tænker ikke kontekstuelt, relationelt og multikausalt. Jens var som udgangspunkt ikke ønsket, præmatur, vanskelig at regulere og ikke mindst svær at holde af. En barsk og risikofyldt start på livet. Aktuelt beskrives han som særligt sensitiv, skal udredes for ADHD grundet voldsom impulsivitet og et hidsigt temperament og følgelig mange konflikter. Mor beskriver altovervejende Jens og sig selv monokausalt og ud fra et en-personers-perspektiv. Hun formidler et fravær af mentaliseringskompetencer ved ikke at se Jens indefra og på hans adfærd som symptomer på fravær af kærlig omsorg, sunde tilknytningsmuligheder og psykisk sårbare forældre. Hun kan se en kobling mellem egne vanskeligheder og en barsk opvækst, dog præget af indlært hjælpeløshed. Der ses nu en sprække til en relationel tilgang, da hun ønsker hjælp til at udvikle mere kærlige følelser for ham, hvor hun påtager sig en aktiv og cirkulær rolle. Hun ser muligheder for ændrede og mere sunde samspilsmønstre gennem et Marte Meo forløb. 

Videooptagelsen bekræfter mors oplevelse om manglende kærlige følelser for Jens. Det faktum, at de IKKE kigger på hinanden og viser udtalt kontaktløshed og ensomhed i relationen, vil resultere i mistrivsel og alvorlige reguleringsvanskeligheder hos begge. Jens’ mistrivsel fremviser ADHD-lignende karakteristika. Men flytter vi blikket fra Jens som individ, og stiller skarpt på relationen mor og Jens ved brug af videooptagelser af samspil, opnår vi mere viden om hans relationelle  udviklingsbetingelser, og hvordan disse kan optimeres gennem udviklingsstøttende kontakt. I et relationelt perspektiv er barnet (Jens) ikke problemet, men han viser problemet. 

Kom og hør, hvordan det går Jens og andre med udfordrende udviklings- og læringsbetingelser på vores kursusdag “Fra diagnoser til udviklingsstøttende kontakt“. 

Temadagen vil uddybe og vise, hvordan udviklingsstøttende kontakt har unikke resiliente forandringspotentialer i sig.