Klienterne hørte stemmer.

Derfor drøftede Jes Sølgaard oplevelserne med en kollega, og det viste sig, at hun også fornemmede, at en af hendes klienter hørte stemmer. Sammen gik de på jagt på nettet for at finde mere information om stemmehøring, og mellem Google-resultaterne fik de øje på uddannelsen til stemmehørerfacilitator. Efter lidt overvejelse og samtaler med sin chef tilmeldte Jes Sølgaard sig uddannelsen.

Uddannelsen består af fire moduler og en opfølgningsdag, og denne opbygning viste sig at passe ham virkelig godt. 

”Vi kunne jo dybest set godt have taget en række dage i træk, hvor vi havde gennemgået al det faglige stof, og så havde det være dét. Jeg mener dog, at det skaber den bedste forudsætning for at få reel viden og redskaber med sig, at vi har haft undervisning i tre intensive dage og så har været væk fra det i en måneds tid, før vi er kommet tilbage til næste modul. Der har været en god proces i det – det har givet mulighed for at komme hjem og erfare, hvad den nye viden kan bruges til, og i hvilke situationer arbejdet med stemmehørere bliver svært, og så komme tilbage og få mere viden. Det er en rigtig, rigtig fin vekselvirkning, der er blevet skabt på den måde.” 

I spidsen for uddannelsen står psykiatrisk sygeplejerske og stemmehørerfacilitator Trevor Eyles sammen med stemmehørerfacilitator og stemmehører Michael Cidlik. 

”Trevor og Michaels undervisning og tilgang til stemmehøring er meget respektfuld og dybt inspirerende. Når man ser og hører Trevor undervise, er det meget tydeligt, at det er mange års erfaring, som taler på én gang, og når det så bliver kombineret med en, som kan dele ud af egne erfaringer og også er en dygtig stemmehørerfacilitator, bliver det enormt stærkt. Michael er jo i sig selv et virkelig inspirerende eksempel på, hvor langt man kan komme som stemmehører, hvis man får den rette behandling”, fortæller Jes Sølgaard. 

Plads til medindflydelse og praksisnærhed

Jes Sølgaard har stor appetit på at lære, og derfor har han taget en række forskellige uddannelser gennem tiden. På disse har han typisk oplevet et meget struktureret undervisningsprogram med tidsintervaller for hvert enkelt emne, der har skullet gennemgås den pågældende dag. 

Sådan har hans oplevelse dog ikke været med uddannelsen til stemmehørerfacilitator, men det har han faktisk været glad for. 

”Trevor og Michaels stil er at have en dagsorden, der går på, at et bestemt emne skal gennemgås på et bestemt modul. Det vil sige, at jeg og de andre deltagere på uddannelsen har haft indflydelse på, hvordan vi er nået igennem det specifikke emne. Det har gjort, at der har været ret stor frihed med hensyn til at få taget det op, som føltes vigtigt. Det, tror jeg, er en rigtig god idé – særligt på denne uddannelse. Det afspejler i virkeligheden den proces, vi sidder med i arbejdet med klienterne. Vi ved ikke på forhånd præcis, hvordan forløbet bliver. Dén sammenhæng mellem undervisningsformen og arbejdet i praksis har givet en tryghed i, at det, der skal komme frem, nok skal komme frem. Så jeg synes, at den undervisningsform er virkelig, virkelig god på denne uddannelse”, forklarer han og siger videre: 

”Det kan nemt lyde som om, at undervisningen har været lidt tilfældig, men det hele har tjent et bestemt formål. Der har været en dybere mening, og det tror jeg, man som deltager skal læne sig ind i. Dertil kommer, at kursuslederen fra Seminarer.dk har været rigtig god til at facilitere og sørge for, at der er blevet holdt styr på det, der skulle holdes styr på. Der har været et anker.”

Læs mere om uddannelsen til stemmehørerfacilitator

Stemmehørere føler sig trygge og forstået

Inden Jes Sølgaard begyndte på uddannelsen, var han spændt på at se, hvor meget af det faglige indhold han ville kunne overføre til sin egen praksis. Det har heldigvis været nemt for ham.

”Det er faktisk nærmest direkte anvendeligt, dog med det forbehold at jeg i høj grad arbejder med klienter, der har en mental funktionsnedsættelse. Trevor og Michael er dygtige til at lave en praksisnær undervisning – undervejs på uddannelsen har vi nærmest hele tiden arbejdet med egen praksis.”

Allerede inden uddannelsens opstart vidste Jes Sølgaard, at han ville lave gruppeforløb for stemmehørere. Han gik derfor til Trevor Eyles på første modul for at få hans feedback på idéen, og han gav sin fulde opbakning. Det gav Jes Sølgaard trygheden til at påbegynde arbejdet med gruppeforløb, da han havde gennemført første modul. På den måde kunne han få utrolig konkret sparring fra Trevor Eyles og Michael Cidlik hele vejen igennem uddannelsen. 

”For det andet”, siger Jes Sølgaard videre, ”så har der også været de andre deltagere på uddannelsen at sparre med, og det har også gjort det praksisnært. Jeg har faktisk – sammen med to andre derfra – omsat Maastricht-interviewet [redskab til arbejdet med stemmehørere, red.], så det passer lidt bedre til arbejdet med mennesker med mental funktionsnedsættelse. Interviewet er i sin tid lavet til arbejdet med mennesker med almindelig intelligens, så vi har sat lixtallet lidt ned, så det passer bedre. Og det har heldigvis den effekt, vi havde håbet på.” 

En af de helt centrale faglige gevinster Jes Sølgaard har fået med fra uddannelsen er, at han ikke længere oplever en berøringsangst over for at skulle tale med mennesker, der hører stemmer. Derfor spørger han nu alle sine klienter, om de har erfaring med at høre stemmer, og i skrivende stund har han haft yderligere ti klienter, som kunne nikke genkendende til det. 

”Det er som en muskel, man skal træne – jo mere man gør det, des nemmere og mindre angstprovokerende bliver det at spørge klienterne. Før havde jeg rigtig svært ved at spørge dem, fordi jeg ikke vidste nok om stemmehøring. Der er jeg blevet mere sikker i, at det går an at stille det spørgsmål og faktisk også, at det kan være en kæmpestor fordel at stille det – også for dem, der ikke hører stemmer – fordi klienten så får lov at være præcis, som han eller hun er. Stort set alle klienterne har den samme reaktion på spørgsmålet. Først bliver de nærmest lidt forskrækkede over, at jeg tør spørge, for det er de slet ikke vant til, og de er heller ikke vant til at svare. Ofte er det et stort tabu for de af klienterne, som er stemmehørere. Jeg skal derfor tit spørge et par gange eller i hvert fald bruge lidt tid på at stille spørgsmålet på en måde, som virker tryghedsskabende. I det sekund de opdager, at jeg godt kan holde til at høre, at de oplever stemmer, og hvad de stemmer siger, så er det som at trykke hul på en byld. Historierne kommer pludselig ud – de kommer faktisk nærmest bare væltende”, fortæller han og siger afsluttende:   

”Jeg ser også, at de stemmehørere, jeg taler med, tror, at de er de eneste i verden, der har det sådan. Det er en enorm befrielse for dem at høre, at jeg kender andre, der har det på samme måde. Dertil kommer, at jeg ofte kan gætte rigtigt på, hvordan de har det med deres stemmer, og det er jo enormt tryghedsskabende for dem at føle sig genkendt. Jeg vil derfor sige, at uddannelsen har styrket min faglighed og svækket min berøringsangst, og det gør bestemt en forskel for mine klienter.”