Bogen handler om det mest centrale og vigtige at vide om børns leg:

– Hvorfor leger børn?
– Hvad betyder legen for børns udvikling?
– Hvorfor er legen vigtig for børn?
– Hvad handler legen om?
– Hvordan leger børn egentlig sammen?
– Hvordan kan vi skabe gode forudsætninger og rammer for leg?
– Hvordan kan vi hjælpe alle børn ind i legefællesskabet
– Hvilken rolle spiller voksne i børns leg?

Bogen tager én i hånden og indfører én i børnenes legeunivers. Den beskriver, hvordan det både kan være kulturelt bestemt, hvad der bliver leget, og hvor lyst- eller alvorsbetonet det er. I visse kulturer er der brug for, at børnene bliver hurtigt voksne for at hjælpe til familiens overlevelse, mens det i den vestlige verdensdel er mere den lystbetonede del, legen handler om.

Igennem legen finder børnene ud af, hvem de er, og hvordan de andre ser dem. De får afprøvet forskellige roller og strategier igennem deres leg, som kan give dem vigtige erfaringer med videre i deres liv. De finder ud af, hvad der er tilladt og ikke tilladt i de forskellige legegrupper og arenaer, de er i og skaber derved erfaring med de sociale spilleregler.

Kapitlet med legens former og børns udvikling, som jeg ser som bogens centrale omdrejningspunkt, giver et rigtig godt indblik i, hvordan barnet starter med at blive introduceret til legens univers af forælderen. Rollerne i denne form for leg er fordelt asymmetrisk – med det menes der, at den voksne leger med barnet, og barnet lader sig lege med. I takt med at barnet bliver ældre og udvikler sig, bliver barnets deltagelse i legen mere udviklet.  Jeg synes, det var spændende at læse om de mange forskellige trin, der er i børns udvikling af legen – fra den går fra en kommunikationsform til den genstandsrettede leg og parallelleg, til bevægelsesleg og fysisk leg, til konstruktionsleg, til social fantasileg og fabuleret fantasileg. Man kan sige, at jo ældre barnet bliver, jo mere kræver det af barnet at være en del af et legefællesskab, og er barnets udvikling ikke fulgt med de andre børns udvikling, kan legen være ekskluderende. Det er vigtigt, at vi som fagpersoner og forældre hjælper og støtter op om legefællesskaber og giver de børn, som måske er på vej ud af et legefællesskab, muligheder for at kunne deltage igen.

Bogen går også ind og berører emner som legens stemninger, og her er det interessant at se, at man som voksen er med til at sætte kulturen for, hvad der anses som ok leg. Bogen inddeler legestemningerne i 4 punkter.

1. Den hengivne legestemning har en rolig og harmonisk måde at udspille sig på
2. Den højtspændte legestemning har flere pludselige skift og uforudsigelige elementer
3. I den opspændte legestemning sætter børnene sig selv på spil, ofte foran et publikum
4. Den vilde og overskridende leg kan gå fra eufori til det dumdristige.

Som voksen er man nok tilbøjelig til at værdsætte den hengivende legestemning mest, mens man mindst værdsætter den opspændte, vilde og overskridende leg. Men er det nu det rigtige at gøre?

Bogen kommer også ind på, at ikke alle børn leger lige meget. Visse børn er meget legesyge, mens andre er knap så legesyge. Nogle børn sværger til fantasilege, mens andre mere holder sig til det virkelighedsnære, og hvorfor gør de det? Det giver forfatteren sit syn på. Forfatteren mener, at en af årsagerne er den legekultur, der er i familien, dagtilbuddet eller skolen, men at man som fagperson også skal være obs. på, at der kan ligge en mere alvorlig grund bag manglende interesse for leg.

Legen giver også anledning til konflikter imellem børnene. Konflikter, der kan have udgangspunkt i, hvem der må være med i en leg, og hvor den skal leges, og hvad der skal leges. Når et barn gerne vil med i en leg, der er i gang, er det vigtigt, at barnet har nogle legestrategier at trække på – hvis barnet får et nej første gang, det spørger, om det må være med, skal barnet ikke bare opgive, men prøve at byde ind med nye ideer til legen, så barnet kan blive optaget i legen. Det er der børn, der er gode til, mens andre skal have støtte til det, og det er her, vi som fagfolk kan komme det ”udsatte” barn til hjælp. Bogen beskriver også, at det er tydeligt ved observationer, at der er en form for hierarki børnene imellem. Tit er det de ældste børn, der er øverst i hierarkiet, mens de mindste er nederst, og børnenes forskellige positioner i legefællesskabet har også meget at sige med hensyn til barnets kreativitet og input.

Jeg synes, at bogen kommer omkring alle de forskellige faktorer, som spiller ind på, om man som barn lykkes med at komme ind i legefællesskabet i børnegruppen, og den giver et meget godt indblik i, hvad vi som forældre og fagfolk skal være særligt opmærksomme på. Jeg synes, bogen har været spændende at læse, og jeg vil helt sikkert kunne bruge den i mit arbejde som pædagog i en SFO. Jeg synes, det vil være en god ide at lave fodnoter til fagudtryk/fremmedord som f.eks. intersubjektiv og imperfektum, da det ikke kan forventes, at alle kender til disse eller andre svære ord. Generelt set en rigtig god bog.