Kasper Fisker  er bl.a. kriminolog med speciale i forebyggelsesteknik, tidligere ledende kriminolog i Rigspolitiet, og så har han været med til at udvikle den danske og europæiske forebyggelsesindsats mod radikalisering og terror. I dag er han bl.a. stabsleder i Den Kriminalpræventive Enhed i Albertslund Kommune og del af bestyrelsen i den rets- og kriminalpolitiske tænketank, FORSETE.

”Jeg har altid været optaget af den forebyggelsestekniske del af kriminologien. Forebyggelse er et meget smalt spor af kriminologien. Kriminologi indeholder syv store videnskaber – og faktisk endnu flere efterhånden som tiden går – men det smalle, smalle spor, som hedder forebyggelse, er det, jeg har fokuseret på i de sidste 20 år”, fortæller han og forklarer videre:

”Uanset om problemet er terror, bandekriminalitet, IT-kriminalitet eller noget helt fjerde, så er det det samme udgangspunkt, kan man sige. For mig er det egentlig lidt uinteressant, om et menneske vælger at blive terrorist eller bankrøver – det er hele processen op til, som er interessant for mig. Og den proces er meget sammenfaldende. Jeg gjorde den store opdagelse i politiet, at de mennesker, der begår terror, ikke er nogen, der kommer fra en anden planet så at sige. De kommer med nogle problemer, som vi er vant til at håndtere. Det handler meget om de belastninger, man har ligget under for i tilværelsen.”

Forebyggelsesteknik handler om at optimere sandsynligheden for, at en given intervention over for en borger, der er i risiko for at begå noget kriminelt, vil have en positiv effekt. Kasper Fisker påpeger desuden, at ét af de væsentligste formål er at sikre, at de interventioner, der sættes ind, ikke overdoseres, men er proportionelle i forhold til problemets intensitet.

”Der er en risiko forbundet med alle de indgreb, vi laver i borgernes liv, og det er dér, forebyggelsesteknikken har sin væsentligste berettigelse: vi kan godt bare bruge en masse penge og tid på at lave en masse indgreb, og så ser det godt ud som samfund, men tænk nu hvis halvdelen af det, vi gør, rent faktisk forværrer problemet. Forebyggelsesteknikken har virkelig sin berettigelse ved at se på, OM indsatserne virker og hvorfor eller hvorfor ikke. Og den samtale er spændende: Hvad er det for nogen mekanismer, der gør, at nogle ting falder ud til den forkerte side?”

Den digitale ungdomskriminalitet

I november 2020 var Kasper Fisker en af paneldeltagerne på den 23. socialretlige konference, hvor han var med til at debattere Ungdomskriminalitetsnævnet, som arbejder med at forebygge kriminalitet blandt børn i alderen 10 til 17 år.

Med sin baggrund ved Kasper Fisker bl.a. meget om kriminalitet blandt børn og unge, og på spørgsmålet om, hvad han ser som de største forandringer inden for ungdomskriminalitet i de sidste 10 år, påpeger han, at man først og fremmest må huske, at samfundssynet ændrer sig. Vores blik på, hvad der er acceptabel og uacceptabel adfærd, vil ændre sig med tiden, og tendensen er, at vi finder os i mindre og anmelder mere.

Derudover fremhæver han, hvordan den teknologiske udvikling har påvirket ungdomskriminaliteten.

”Dér, hvor vi ser mest kriminalitet, er blandt unge mellem 15 og 25 år, og i den gruppe har hele den digitale del selvfølgelig betydet meget for kriminaliteten. Der er sket en fuldstændig vanvittig eksplosion af digital kriminalitet, typisk i form af bedrageri på nettet. Digitaliseringen af kriminaliteten har så også haft den betydning, at sådan noget som almindelig gadevold er raslet ned i den aldersgruppe, fordi flere nu sidder derhjemme ved skærmen og er på sociale medier eller spiller. Man behøver ikke længere hele tiden at skulle ud på gaden for at have et socialt liv”, forklarer han og tilføjer:

”Der er så nogle samfundsgrupper, som bor i meget, meget små lejligheder og måske bor mange sammen. Hvis de børn og unge, der bor under de rammer, vil sidde og være på sociale medier eller spille online, så er der måske hele tiden familie omkring dem, som virker forstyrrende, så de vil være mere tilbøjelige til fortsat at opsøge gadelivet, og dermed er det også nemmere for dem f.eks. at komme i konflikt med andre eller finde på noget, de ikke skal finde på. Og der taler jeg bl.a. om flygtninge og immigranter, som oftest skal starte fra nul, og som måske typisk ikke er dem, der har de største boliger. Det er ikke hårfarven, det handler om i det her, men om hvad man har af socio-økonomisk ydeevne. Der kan være noget kulturelt i det, men ofte, når man korrigerer for sociale faktorer, så begynder kulturen at betyde mindre og mindre.”

Ressourcer er i det hele taget noget, der, ifølge Kasper Fisker, har stor betydning for, hvorvidt man ender i kriminalitetsstatistikkerne eller ej.

”Det tyder på, at personer, der har oplevet en række belastninger af en særlig art i deres liv, er i højere risiko end mennesker, der ikke har. Og man kan som regel ikke sige: ”Nå, men her er et belastet barn, så det bliver kriminelt.” Man kan ikke forudsige det, og når man prøver på det, vil man ramme forkert otte ud af ti gange, men bagudrettet – når man så har alle dem, der har begået kriminalitet – så kan man se, at de ofte har det til fælles, at en række sociale belastninger og psykologiske belastninger har været repræsenteret i deres liv. Det handler f.eks. om den følelsesmæssige tilknytning mellem mor og barn og om at vokse op og tilegne sig en eller anden form for empati og ikke mindst om muligheder. Det er nogle belastninger, man ofte vil se hos mennesker, som begår utryghedsskabende kriminalitet, altså f.eks. vold. Når man bliver ældre og begynder at søge væk fra mor og far og ud i nogle venskaber, så er det jo også enormt afgørende, hvad det er for nogen venner, man får. Så forældrene i barndommen og vennerne i ungdommen er de to faktorer, der påvirker mest, og de to vil ofte påvirke hinanden – vi søger det, vi kender hjemmefra, og vi forsøger at kompensere for det, vi ikke har fået fra familien ved at finde det hos vennerne”.

Mere indsigt i forebyggelsen af ungdomskriminalitet

Kasper Fisker påpeger, at den danske indsats for kriminalitetsforebyggelse formentlig er en af de bedste, der findes i verden, men han ser også en række problemer med den.

”Vi har en mulighed for at arbejde med kriminalitet på en måde, som andre lande ikke har, fordi vi kan dele information mellem myndigheder uden at indhente samtykke. Det var sådan SSP blev til. Man kunne lige pludselig sætte skolekonsulenter, en politibetjent og socialrådgivere ned sammen, og så kunne de tale åbent om det samme barn uden, at nogen skulle gætte sig til, hvilket barn der var tale om. Det skulle ikke være skjult. Der var det mere en gætteleg i andre lande, og det er det fortsat. Vores måde at gøre det på betyder, at vi kan opdage nogle ting meget tidligt og handle sammenhængende på det”, fortæller han og fortsætter:

”Problemet med det er, at rigtig meget retssikkerhed ryger på den bekostning, hvis man ikke formår at forvalte informationerne rigtigt. Hvis man ikke forstår lovgivningen, begynder man at dele informationer, man ikke skal dele, og man gør det i et forum, der ikke opfylder kriterierne. Så det er rent retssikkerhedsmæssigt virkelig en balancegang, og det er ikke alle, der er på den rigtige side af stregen”.

I Kasper Fiskers optik er en anden udfordring, at forebyggelsesindsatsen har eksisteret så længe og er så hæderkronet, at den er blevet lidt en sovepude.

”Der er nogle gamle praksisser, som bare bliver ved med at blive reproduceret, fordi vi tænker: ”Det har vi altid gjort, for det er det gode”, men nogle af de praksisser går egentlig på tværs af rigtig meget af den viden, vi har fået i mellemtiden. Der er f.eks. et mantra, der hedder: ”Jo tidligere, des bedre”. Altså, jo tidligere du griber ind, des bedre. Det er dog ikke nødvendigvis særlig godt. Indsatsen skal være rettidig og afstemt. Det handler ikke blot om at gribe ind tidligt – det hjælper kun, hvis det er med den rette indsats. For mig at se opstår problemet, fordi vi ikke laver ændringer ud fra den nye viden, vi har fået, men også fordi der ofte mangler viden – mangler forebyggelsesteknisk indsigt.”

Med det sagt er det dog ikke, fordi Kasper Fisker mener, at al forebyggelse kan være evidensbaseret.

”Kriminelle handlinger og situationer er i princippet altid unikke. Derfor kan du heller ikke regne med, at alting har været målt. Så der er mange af de problemer, vi står over for, der aldrig har været målt på, eller hvor man ikke har forsket i, hvad der er det bedste at gøre i den situation. Og hvad gør man så? For vi er jo nødt til at handle. Der er det igen forebyggelsesteknisk indsigt, der skal til. Det giver en større mulighed for at ramme rigtigt første gang, fordi du allerede har vendt, hvad det er, der kan gå galt, og du kan – inden du overhovedet sætter ind – afmåle indsatsen på en måde, så du i hvert fald ikke overdoserer. Og det er ved selve overdoseringen, at problemerne ofte opstår”.

Rent organisatorisk ser han også udfordringer, som forhindrer forebyggelsesindsatsen i at nå til næste niveau.

”Der er nogle problemer i forbindelse med ledelse. Altså SSP-organisationer ligger f.eks. ofte langt nede i en kommunalforvaltning, hvor det ikke er muligt at samle alle forvaltninger på tværs af organisationen. Der ser vi i øjeblikket nogle problemer, som er så komplekse og store – og som bare bliver mere og mere komplekse – som kræver mange forvaltninger. Og der er det svært at sidde nede i en eller anden skole- og fritidsforvaltning og forsøge at samle forvaltningerne, når der er tre chefer op til dem, der rent faktisk bestemmer.  Så jeg tror også, vi kommer til at se en ny type organisering, for vi kan simpelthen ikke løse de problemer med en traditionel SSP-organisation. Vi har så mange muligheder, men det er simpelthen i forvaltningen af mulighederne, at vi har sovet i timen. Vi skal se på, hvordan vi styrer og organiserer forebyggelse”, pointerer han.

For Kasper Fisker er det den manglende forebyggelsestekniske indsigt og den problematiske organisering, som er de væsentligste hindringer for at flytte den danske forebyggelsesindsats til næste niveau. Han mener derfor, at en af de centrale løsninger er uddannelse inden for forebyggelsesfeltet.

”Jeg tror, der er en ny bølge på vej, som handler om det her med at få skabt en grundfaglighed, som man er nødt til at have inden for feltet. Jeg håber meget, det kommer til at vinde indpas, for så vil vi begynde at se forebyggelse, som vil fungere langt de fleste gange”, siger han og uddyber:

”Vi skal have skabt en fagprofession, så man som forebygger ikke er lidt en selvlært type, men derimod rent faktisk har en fagprofession. Uanset om du er pædagog, politibetjent, socialrådgiver eller tømrer, så har du professionsansvar, og det har du ikke som forebygger. Det kan være, du er lærer og så også forebygger ungdomskriminalitet inden for SSP. Når du er lærer, har du et professionsansvar, men i det øjeblik du forebygger i SSP, så har du ikke. Så jeg mener, det er afgørende, at man får den fornødne faglighed og et professionsansvar, så det også bliver muligt at fyre folk, når de ikke lever op til det ansvar. Så fagprofessionalisme og muligheden for at drage hinanden til ansvar – dét er vigtigt!”

I forbindelse med det organisatoriske niveau mener han, at det kan være vanskeligere at finde en løsning på problemerne, fordi det kræver modet til at lave en større omorganisering.

”Vi har nogle ledere, der heller ikke ved, hvordan de skal lede forebyggelsesindsatser. Rigtig mange af de ledere, som f.eks. er inden for SSP, er centerchefer, ungdomsskoleledere mv., som også har alle mulige andre ting, de skal kigge på, og det vil sige, at den faglige ledelse mange steder er underprioriteret. Du har ikke ledere, der har fornøden indsigt i, hvad der er fornuftig forebyggelse. De er ret prisgivede, for deres konsulenter kommer og fortæller, hvordan tingenes tilstand er, og så må de tage det for gode varer, men de kan ikke gå ind og yde en værdifuld sparring. De kan desuden heller ikke gå ind og prioritere opgaverne for konsulenterne særlig godt, for de kan simpelthen ikke gennemskue, hvad der er fornuftigt”.

Ungdomskriminalitetsnævnet til debat

På den 23. socialretlige konference i 2020 var Kasper Fisker som nævnt en del af debatten om Ungdomskriminalitetsnævnet, og det er en instans, som ligger ham meget på sinde.

”Der er selvfølgelig den gode side af Ungdomskriminalitetsnævnet, at der nu er større opmærksomhed på ungdomskriminalitet, og at det bliver taget mere alvorligt. Det er godt for dem, der behøver det, og det er godt for de personer, som kommunerne simpelthen ikke kan hjælpe, at de får koblet en ungekriminalforsorg på, som kan fungere som kontrolinstans for, om kommunen rent faktisk får gennemført de forskellige tiltag. Der er også bare mange problemer ved nævnet”.

Forslaget om at oprette Ungdomskriminalitetsnævnet blev præsenteret af den tidligere regering, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i 2018, og nævnet blev oprettet i januar 2019. I forbindelse med lovforslaget og oprettelsen har Kasper Fisker været i dialog med flere nøglepersoner, herunder den daværende justitsminister.

”Jeg kæmpede i et år for at få rettet lovforslaget om Ungdomskriminalitetsnævnet til, så det gik fra at være katastrofalt til bare at være skidt, så jeg har været sindssygt optaget af det her, fordi det i den grad handler om et system, der ikke fungerer optimalt.  Det er let at komme til at overdosere, og det er et stort problem, når vi forebygger. Den overdosering er meget udtalt i Ungdomskriminalitetsnævnet, fordi man – alene på grund af den måde hele processen er på – skal meget, meget højt op i kriminalitetsrisiko hos barnet eller den unge, før vi kan sige, at risikoen er på niveau med den belastning, vi påfører barnet eller den unge”, forklarer han og fortsætter:

”Man skal forstå, at der er en proces, hvor man som barn eller ung kommer ind og sidder over for en politibetjent, en repræsentant for KL og en dommer, og socialrådgiveren sidder så for bordenden og procederer sagen og fungerer som en slags advokat, og ved den anden bordende sidder ungekriminalforsorgens repræsentant. Og så sidder der en fortabt familie. Det vil sige, at de her børn og unge møder et ret stort panel af personer, som er samlet, fordi det her barn – eller den unge – har gjort et eller andet kriminelt. Ud fra en almindelig forebyggelsesteknisk vurdering, så skal barnets eller den unges handling være ret kriminel, før det ikke vil være stigmatiserende i meget ødelæggende grad – særligt for en 10-årig. Jo yngre børnene er, des mere sårbare og tilbøjelige til at ændre syn på sig selv vil de være. Man kan komme til at tænke: ”Hold da op, alle de her alvorlige instanser er her for at dømme mig – jeg må virkelig være en slem og kriminel person! Så er der nok ikke så meget andet, jeg kan gøre. Det her er åbenbart bare det, der er livet for mig”, og da alle har brug for selvrealisering og det at lykkes, må de nye vilkår for at lykkes nu findes inden for den kriminelle identitet”.

For Kasper Fisker er der desuden et stort problem i, hvad det er for en type adfærd, børn og unge kan komme i Ungdomskriminalitetsnævnet for.

”Børnene og de unge kommer ind for alvorlig kriminalitet, men også en hvilken som helst personfarlig kriminalitet. Og når vi ser på de mildeste voldsparagraffer, så kan personfarlig kriminalitet i princippet være sådan noget som at spytte på andre, sparke andre over skinnebenet eller skubbe andre i ryggen. Handlinger, som ofte kan opstå i en skolegård i forbindelse med leg mellem børn, fordi børn ikke er fuldt udviklede i hjernen og endnu ikke er fuldt ud dannede mennesker. Du ville jo aldrig sende en voksen for en dommer, fordi vedkommende havde spyttet efter en anden, for det ville simpelthen blive droppet i opløbet af politiet, men man havde tænkt sig at gøre det med børn. Man gjorde så heldigvis det – efter meget lange drøftelser – at man ændrede det til, at hvis man nu har været over 15 år, så skal der være tale om noget, man normalt kunne komme i fængsel for. Det betyder dog, at du stadigvæk kan havne i nævnet, hvis du f.eks. har stået i en gruppe sammen med en person, der har slået en anden, og det er et problem, fordi vi ikke ved, om den pågældende så rent faktisk er i kriminalitetsrisiko”, slutter han.