Medinddragelse og genkendelighed
Man må arbejde bevidst med sin professionsforståelse, forklarer Ole Christian Graversen. Og det gør man med al tydelighed på Fårupgård. Konkret har man lavet nogle strukturer på de forskellige afdelinger, som skaber en genkendelighed for de unge mennesker:
– Pædagogikken afspejler altid målgruppens behov. De unge skal have autonomi, og derfor forsøger vi også altid at inddrage dem i udviklingspunkterne.
Der er altså på Fårupgård en stor medinddragelse og gennemsigtighed. Og man tager altid udgangspunkt i den enkelte. I takt med at den unge finder ud af, at det kan lade sig gøre at træffe nogle beslutninger for sit eget liv, kan man gradvist begynde at sænke institutionaliseringen, og dermed i højere grad begynde at være sammen med den unge, i stedet for at man selv er reduceret til ren beslutningstager, så at sige.
Hvad er magt?
Ofte tror folk, at magtanvendelse handler om, hvordan man holde nogle arme om på ryggen. Men det er på ingen måde det rigtige billede, forklarer Ole Christian Graversen. Derimod handler det om, hvordan vi møder hinanden som mennesker. Skrevne og uskrevne regler, sociale koder for samvær. Vi er vant til at indgå i alle mulige sammenhænge i vores dagligdag, hvor vi afkoder hinandens adfærd. Vi forholder os konstant til det:
– Hvordan forestiller man sig så, at det kan være anderledes for børn og unge, der er anbragt? At de ikke konstant afkoder de signaler, som personalet udsender?
Vær forberedt!
Det er noget af det, man arbejder meget med på Fårupgård Ungecenter. Ole Christian Graversen pointere vigtigheden af at se på sin egen praksis og dermed også se efter, om man måske i virkeligheden har fået skabt en uhensigtsmæssig magtstruktur helt fra starten. Og så gælder det om at være forberedt på alt:
– Noget kommer aldrig af ingenting. Personalet her på stedet gør et fantastisk arbejde, og vi har meget få overgreb imellem børn og unge internt, fordi vi er sammen med dem.
Proaktivt arbejde gør en forskel
På Fårupgård arbejder man proaktivt, dvs. man altid er et skridt foran. At arbejde proaktivt kan eksempelvis betyde, at man går hen og lægger hånden på skulderen af den store knægt, som har madlavningstjansen og siger: ’Det er godt nok en ordentlig omgang mad, du skal lave. Skal jeg ikke lige skralde nogle kartofler?’ Lige dér bedriver man pædagogik. Lige dér arbejder man proaktivt, og det kræves der af personalet på Fårupgård, fortæller Ole Christian Graversen og fortsætter med en mere generel betragtning:
– Hele anbringelsesområdet arbejder benhårdt i disse år for nye måder at arbejde med udvikling og ydelser på. Og magtbegrebet flytter sig fra traditionel til moderne magt. Altså den traditionelle magt forstået som magt over andre, og moderne magt forstået som diskursiv magt, og en magt hvor vi gør noget sammen.
Ole Christian Graversen fortæller videre, at den her udvikling er en generelt udvikling, hvor der er en kæmpe stor optagethed af, hvordan døgninstitutioner bliver aktive medskabere af borgere, børn og unge, som kommer fra vanskelige vilkår, men som vanskelighederne til trods alligevel opnår at få gode, velfungerende liv.
Det handler om de unge
På Fårupgård anerkender man dét at være nysgerrig og undersøgende. Man er venlig men bestemt, man er nysgerrig og undersøgende. Og så handler det aldrig om individuelle ’synsninger’ hos personalet, og hvad man eksempelvis selv lige har lyst til og føler for at gøre. Hvad ved man eksempelvis om børn med ADHD? Hvad ved man om børn og selvskade? Og hvordan kan man arbejde med dette i en kontekst. Hele tiden spejder man efter de unges behov; hvad har de brug for?
Derudover bruger man supervision, personalemøder, ledermøder og psykologsamtaler, og Ole Christian Graversens dør står også altid åbent for personalet. Der må og skal være tydelighed og åbenhed i arbejdet, og to internt tilknyttede psykologer hjælper og understøtter personalet i deres arbejde.
Ude hos de unge på afdelingerne hænger der tavler, der viser, præcis hvem, der gør hvad på hvilket tidspunkt:
– Det har vi gjort for at have en determineret struktur, der ruller 24 timer i døgnet, forklarer Ole Christian Graversen.
For hvert eneste ungt menneske, ligger der en plan, som man til hver en tid følger. Når man således aldrig behøver at bekymre sig om, hvorvidt behandlermanualen bliver fulgt, så frigiver det næsten også automatisk tid til selve det pædagogiske arbejde:
– Så er der åbnet en ladeport af tid til at tage sig af alt det, der er i et menneskeliv. Fordi alt det andet er der styr på.
Ny lov om voksenansvar
Voksenansvarsloven udvider beføjelserne og drejer fokus henimod lige netop dét at tage et voksent ansvar. Dermed signaleres også til personaler, at det i højere grad handler om at tage ansvarsbegrebet fremfor magtbegrebet til sig. Det er positivt, mener Ole Christian Graversen, men han understreger samtidig, at disse nye beføjelser stiller store krav til, at man bruger dem rigtigt og ikke falder i den fælde blot at opbygge nye uhensigtsmæssige magtstrukturer og magthierarkier.
Hvis en ung i dag vælger at rømme (stikke af), så må personalet ikke tilbageholde ham/hende. Det vil blive lavet om med den nye lov. Med den nye lov får man mulighed for at guide de unge, uden at det behøver blive indberettet. Og man kan på det enkelte sted indføre et sæt ’husregler’, fx i forhold til brug af telefon, sengetider og andet. Disse husregler havde man også før, men nu skrives de ind i loven på en anden måde. Der kommer altså nogle rigtig fine muligheder, men Ole Christian Graversen formaner også:
– Vi skal være opmærksomme på, at de udvidede beføjelser bliver brugt i lovens ånd på den måde, at det ikke optrapper en ny magtkultur. Så de skal bruges til, at de unge mennesker oplever, at vi passer endnu bedre på dem.
OBS!
Som et led i forberedelserne til den nye lovgivning, er man på Fårupgård lige nu ved at kigge på, hvordan man kan lave et internt indberetningsforløb. Netop for at undgå misforståelser og sikre sig, at tingene går rigtigt til. Med den nye lov vil man fremover kunne kortvarigt flytte en person fra a til b, uden det skal indberettes, og selvom det er positivt, så medfører det også et meget stort ansvar og en potentiel gråzone. Fordi hvordan definerer man egentlig, hvornår en flytning i armen er kortvarig? Og hvornår bliver det til en reel magtanvendelse? Er det fx når den unge gør modstand? Ole Christian Graversen forudsiger, at der ligger nogle udfordringer her, som man må være meget opmærksom på.
Større frihed – større ansvar
En anden konsekvens af den nye lovgivning er, at man som personale må stoppe den unge i at forvolde skade på materielle ting. Det gælder også – og ikke mindst – ting, som ikke har den store kroneværdi, men som har stor affektionsværdi, eksempelvis et familiefotoalbum. Det bliver også virkeligt godt, vurderer Ole Christian Graversen og slutter af med en betragtning:
– Kunsten bliver at oversætte det her til noget, hvor unge mennesker oplever, at vi står ved siden af dem. Loven er én af de væsentligste ændringer, der er kommet i mange år. Men det er også den ændring i de sidste mange år, der kommer til at stille størst krav til os.
