Se også kursus: Børn med tilknytningsproblemer
Det er en letlæselig og kort bog, som enhver vil kunne gribe fat i og lade sig inspirere af, hvis læseren leder efter overordnede beskrivelser af måder, man som forælder kan tage autisme-snakken med sit barn.
Bogen giver anledning til overvejelser om håndteringen af autisme-snakken, og den vigtigste pointe – som i øvrigt er den mest grundlæggende basis for at kunne tale om autisme med sit barn – præsenteres heldigvis også i starten af bogen. Nemlig at læseren er nødt til at være klar: “… det er vigtigt, at du giver dig selv tid til at komme overens med dit barns diagnose, før du tager en snak med barnet.” (s. 14). Således er bogen bygget rationelt og respektfuldt op, fordi den først henvender sig til læserens eget forhold til autisme, hernæst barnet og slutteligt til andre.
Bogen er opdelt i tre dele, hvoraf de første to dele retter sig mod at tage diagnose-snakken med hhv. barnet og dernæst andre, f.eks. søskende, andre familiemedlemmer, venner og omsorgspersoner såsom lærere og pædagoger.
Disse dele af bogen er bygget op om en række spørgsmål, som de fleste forældre til et autisme-diagnosticeret barn nærmest med garanti vil kunne spejle sig i. Så langt så godt.
Desværre sidder jeg tilbage med en oplevelse af, at langt de færreste spørgsmål faktisk bliver besvaret. Omend Dundon bidrager med indsigt i, hvordan andre familier har gjort ved at komme med anonymiserede fortællinger, synes jeg faktisk ikke, at hun besvarer sine egne spørgsmål. Dermed ikke sagt, at en familie ikke sagtens kan finde inspiration til, hvornår og hvor meget om diagnosen der skal fortælles til barnet ved at spejle sig i andre historier. Det vil jeg vurdere, at de sagtens kan.
Den tredje del af bogen er en samling ressourcer i form af arbejdsark, som kan anvendes i samtalen med barnet (og andre) om diagnosen. De præsenteres meget naturligt i starten af bogen, og forfatteren henviser til dem løbende, hvilket fungerer rigtig godt fra et læser-perspektiv. På denne måde får læseren indsigt i, hvordan arbejdsarkene kan fungere i en samtale-kontekst, hvilket gør dem meget brugbare.
Arbejdsarkene kan også sagtens anvendes uden at have læst bogen. De er lette at gå til, bl.a. fordi der både er en blank version og en udfyldt version. Inden for den faglige branche er det alle kendte redskaber, som jeg uden at tvivle vil anbefale at anvende, også selvom man ikke fagligt arbejder inden for feltet.
Se også uddannelse i Neuropædagogik og medieret læring
En fejl ved oversættelsen – uden at angribe oversætteren eller forfatteren – er, at den australske forfatter henviser til en større mængde engelske videoer, tekster, historier o.l. Bogens formål med at hjælpe forældre til en positiv samtale om deres barns autisme ville i højere grad være indfriet, hvis den danske læser ikke selv skulle ud og finde tilsvarende materiale i dansksproget kontekst. Jeg kunne have ønsket mig, at oversætteren havde haft mulighed og rum til at lave disse ekstra henvisninger, således læseren ville være taget mere i hånden. Specielt set i lyset af, at bogen også fremhæver, at man som forælder til et ny-diagnosticeret barn har nok om ørerne.
