Hjælp, jeg havde set frem til et par timer, hvor jeg kunne få ryddet nogle bunker af vejen, men nu har nogen booket et møde i min kalender!
Moderne teknologi har på godt og ondt påvirket arbejdslivet, ikke mindst mødekulturen. For år tilbage havde den enkelte snor i sig selv og sin tid, og havde sin tid i egen hånd i form af en fysisk kalender. I dag deltager vi i et netværkssamfund, hvor dialog og innovation på kryds og tværs er en bærende værdi i arbejdslivet. Vi deltager i fysiske og digitale møder på kryds og tværs af afdelinger, fagligheder, sektorer og matrikler og råderetten og ens personlige tid er – via den elektroniske kalender – blevet fælles eje. Andre kan booke møder, hvis feltet er tomt, og er der ingen fælles ”huller”, fyger Doodleafstemninger ol. rundt, der ikke anerkender, at kalenderen tydeligvis er fuld, men presser en til at flytte på noget, så der lige kan skubbes et ekstra møde ind.
I et netværkssamfund giver denne mulighed – for at se tid som en fælles ressource alle tager del i at fordele – rigtig god mening. Vi udfordres imidlertid af, at mødekulturen ikke har ændret sig til de nuværende forhold. Møder indkaldes og afvikles i høj grad som før vi gik ind i den digitale tidsalder. Dengang holdt vi møder, fordi det var den mest effektive måde at dele viden og information til mange i samtidighed. Møder var muligheden for at skabe fælles ståsted for det videre arbejde, introducere nye sagsgange og procedurer og træffe beslutninger, alle skulle høre og forpligte sig på. Møder måtte derfor naturligt have en vis varighed og indeholde faste punkter som ”information om…”, ”siden sidst…” etc.
I dag tilbydes hovedparten af al nødvendig viden som ”push” information (via mails) om alt af mindste relevans for vores arbejdsliv. Og vi forventes selv at hente ”pull” information om ny viden og beslutninger på intranet ol.
Vi ved, hvor vi henter dagsordener og referater, regulativer og retningslinjer og oplever slet skjult irritation, hvis vi spilder andres tid med at spørge om noget, der er sendt rundt eller kan findes med 2 klik.
Alligevel afvikles mange møder fortsat efter den gamle læst: 2 timer afsat onsdag eftermiddag, information og enetale fra mødeleder, punkter der gennemgås systematisk (muligvis kun er af relevans for enkelte af deltagerne), opdatering af deltagere, der ikke deltog sidst osv. Den faglighed, der ligger i at forvalte andres tid og arbejdsliv, når de trækkes ud af deres primære opgaver for at deltage i møder, synes at have udviklingspotentiale!
At være mødeleder i dag forudsætter en faglighed, der alt for ofte underkendes, og dermed forårsager uanet spild af menneskers opmærksomhed og andre ressourcer. Moderne mødeledelse kræver i dag kompetencer i at designe mødeprocesser, der sætter en tydelig kontekst for hver enkelt mødeform.
Eksempel: Nogle møders primære fokus er, at mennesker der skal samarbejde, må udvikle gensidig tillid ved fysisk at se hinanden i øjnene, mærke gennem sanserne hvem kollegerne er, opleve loyalitet ved at holde af og støtte hinanden i løsning af de fælles opgaver. Den type møder skal rammesættes, så man kommer i tæt dialog om det, der betyder nogen for den enkelte.
Eksempel: Nogle møders primære fokus er at sætte kød på skriftlige udmeldinger, fx nye regler eller procedurer, og sikre, at de der skal arbejde efter dem, forstår indhold og konsekvenser. Den type møder skal afvikles gennem velforberedt, pædagogisk tilrettelagt og motiverende enetale, med klare budskaber, der uden videre kan formidle videre til fraværende eller kommende, nye kolleger.
Hver eneste mødeanledning kalder på sin egen form, varighed, ledelse og indhold og rummer forskellige forventninger til forberedelse og deltagelse. Meningen med at mødes, fysisk som analogt (webmøder) styrer brugen af mødelederens traditionelle værktøjer. (Møde)lederens værktøjskasse og faglighed i at bruge denne rummer nøglen til et godt, stressfrit arbejdsmiljø, hvor møder løfter og tilfører værdi til den enkeltes løsning af kerneopgaven og møder som tomme ritualer og tidsrøvere fjernes fra listen over forhold, der stresser mennesker i det moderne arbejdsliv.
Kursus om totalkommunikation og mødefacilitering
Den 8. januar 2018 på Scandic Sydhavnen og den 11. januar 2018 på Scandic Kolding kan du møde Hanne Gullestrup, når hun sammen med Lisbeth Holdt Jørgensen afholder kurset “Skab møder med mening“.
Læs mere om kurset her eller i højre kolonne.