Da jeg ringer Pernelle Rose op, er hun lige hoppet på cyklen og er på vej hjem fra et møde på Aarhus Universitet.

På trods af det lidt usædvanlige sted for et interview vil Pernelle Rose hellere end gerne bruge de 15 km i cykelsadlen og blæsevejr på at tale med mig, for hun brænder virkelig for dagens emne: børns oplevelser med forældrenes skilsmisse.

Pernelle Rose er uddannet familieterapeut og har en gruppelederuddannelse fa Den Sociale Højskole. Hun har derfor i de sidste 15-20 år lavet samtalegrupper med børn og unge. Desuden er hun cand.pæd. i pædagogisk psykologi og er ved at lægge sidste hånd på sin ph.d. om børns egne oplevelser med at deltage i samtalegrupper for børn med skilte forældre.

Der er ikke tidligere blevet forsket i dette felt på samme måde, og Pernelle Rose glæder sig meget til at præsentere det, hun har fundet ud af.

”Jeg har forsøgt at kombinere tankerne om de forståelser, som professionelle har om børn med skilte forældre, og som ligger til grund for indsatserne for børn i skilsmisse, med, hvad det er børnene selv siger om disse indsatser og forståelser”, fortæller Pernelle Rose og tilføjer:

”Jeg tror på, at lærere, pædagoger, psykologer, sundhedsplejersker osv. sagtens kan lave denne type samtalegrupper, men der er bare nogle ting, de skal have for øje. Og det er noget af det, som jeg synes, min forskning bringer med sig, og som man ikke rigtig har haft blik for før eller tillagt nogen betydning, fordi man har nogle bestemte forståelser af, hvad det vil sige at være et barn med skilte forældre. Vi tænker ofte, at det er synd for børnene, at de er i krise, og at det er en langvarig krise, som måske gør, at de aldrig bliver som alle andre børn og unge. Det er en problematiserende tilgang til det at være barn med skilte forældre og især i nordisk kontekst, hvor der er så mange skilsmisser. Jeg vil gerne være med til at udvide blikket på muligheder og barrierer i arbejdet med disse børn.”

Ifølge Pernelle Rose passer denne forståelse af skilsmissen som en krise for barnet ikke altid med, hvordan børnene selv oplever livet med skilte forældre, men hvad er det så for en oplevelse, de har?

”Det, der slår mig helt generelt, er, hvor forskelligartede oplevelser, børnene kommer med.  Det må være en af de vigtigste pointer. Mangfoldigheden er stor, så man kan faktisk ikke sige, at det kun er sådan eller sådan.

Jeg oplever måske, at der, ud af en gruppe på otte børn, er maks én eller to, der synes, det er meget, meget svært og er i krise. Det betyder ikke, at der ikke er flere af børnene i gruppen, der kan opleve, at det kan være hårdt, men de er ikke i krise. Så er der også nogle stykker, der er lidt lettede – det er måske også et eller to børn ud af en gruppe – og så er der en mellemgruppe, som synes, det er svært, men egentlig også synes, det er ok. De fleste ligger i den mellemgruppe, og det betyder også, at der er rigtig mange af de her børn, som kommer til at klare sig godt på trods af forældrenes skilsmisse. Rent forskningsmæssigt peger tidligere undersøgelser på, at der som regel går to til tre år, og så vil de fleste børn – på nær 10-15% – faktisk trives lige så godt som andre børn, hvis forældre ikke er skilt.”, forklarer Pernelle Rose.

Hun træder lidt videre i pedalerne i stilhed, før hun uddybende siger:

”Der er kommet et nyt studie fra Jan Stokkebekk m.fl., om, hvordan børn skaber mening i deres tilværelse, og de har fundet ud af – og det her er faktisk om højkonfliktuelle skilsmisser – at alle børn finder strategier. Alle børn finder meningsfulde strategier til at håndtere deres nye livssituation. Der er nogle omstændigheder, der tvinger dem til at gøre andre ting, end de plejer, eller forholde sig til deres eget liv på en ny måde. Hvis man har det her patologiske og problematiserende blik på skilsmisser, så fraskriver man børnene deres agens, altså deres handlekraft, men selv de børn, der lever med højkonfliktuelle skilsmissefamilier, er agente og finder strategier for at skabe mening.”

Forskning uden nuancer

I sin forskning har Pernelle Rose fulgt 33 børn og interviewet 23 af dem, og i den forbindelse har hun, som nævnt, bl.a. oplevet, at nogle af børnene har en positiv oplevelse af livet med skilte forældre. Det er eksempelvis kommet til udtryk i udtalelser som: ”Jeg kan godt lide at være delebarn”, eller ”Jeg er lettet over, at mine forældre er blevet skilt”, og for Pernelle Rose er det vigtigt, at der også er plads til og forståelse for den slags udmeldinger i samtalegrupper.

”Sådan nogle udtalelser kan være problematiske i en samtalegruppe, hvis de professionelle udelukkende tænker: ”Du er i sorg, du er i krise, og du har det svært”. Hvis de så møder et barn, der siger noget andet, er det vigtigt også at kunne rumme det. Der er børn, der taler ind i de forståelser, der handler om, at det er rigtig hårdt, og det skal man ikke negligere, men man skal bare passe på, at man ikke tilskriver alle børnene de her følelser – tænk på, at det så er mere end hvert tredje barn i Danmark, som man tilskriver at være i en sorg og livskrise. Jeg tror, at min forskning kan være med til at informere den fremtidige praksis, men den kan også være med til at nuancere den praksis, der er. Det er formålet med den. Det er også derfor, jeg synes, det giver mening at lave den her uddannelse for professionelle – det er for, at de kan få nuancerne med. Jeg har læst megen anden forskning, og jeg kan se, at det ikke er den type viden, som professionelle bliver klædt på med, når de tilmelder sig andre samtalegruppelederkurser- eller uddannelser.”

For Pernelle Rose er det vigtigt at pointere, at det ikke er af ond vilje, at mange af de forskellige professionelle, der varetager samtalegrupper for børn i skilsmisse, har det, som hun kalder, problematiserende forforståelser af børnenes oplevelser. Det handler nærmere om, at andre forforståelser og rationaler ikke er udbredte i forskningen på området.

”Inden for forskningen har man meget ofte det her patologiske, problematiserende blik, og det er tit den forskning, der er med til at informere de kurser eller uddannelser, vi har til fagprofessionelle om skilsmisse, og de indsatser, som vi tilbyder denne her gruppe børn. Der er bl.a. et studie af én, der hedder Judith Wallerstein, og det er et langvarigt studie lavet i et religiøst miljø. Det passer ikke ind i en dansk kontekst, for vi er f.eks. sjældent religiøse på den måde, som de var det i dét miljø. Folk, der i dag bliver skilt i Norden – ja, faktisk i mange vestlige lande – oplever ikke den kulturelle tabuisering af at gå fra hinanden. Studiet er også blevet kritiseret en del, men det har stadig præget forskningen.”, forklarer hun.

Børn udvikler sig, når de bliver set og genkendt

Efter flere år med at forske i dette felt er Pernelle Rose ikke i tvivl om, at det enkelte barns egne oplevelser er den allervigtigste ressource for de fagprofessionelle, fordi oplevelserne er så forskellige.

”Som fagperson er det vigtigt at forstå, at man aldrig kan generalisere, hvordan børnene har det, når de kommer ind i sådan en samtalegruppe. Når du laver en gruppe, så er der måske to børn, hvis forældre har været skilt, siden børnene var babyer, eller da moderen var gravid. Deres forældre har altid, i børnenes bevidsthed, boet hver for sig. Så er der børn, hvis forældre er gået fra hinanden, da børnene var i børnehavealderen, så de kan måske godt svagt huske noget om, at forældrene har været sammen. Så er der nogen, hvor forældrene lige er gået fra hinanden, når de kommer i gruppen. De udgangspunkter er vidt forskellige!

Når jeg har interviewet børnene, har jeg specifikt spurgt ind til grupperne, og hvad der har betydning for det enkelte barn, hvad de gerne vil have mere af, hvad de gerne vil have mindre af, hvad det er, de fortæller i grupperne, om der er noget, de ikke siger, og om man kan lade være at sige noget i grupperne. Alle børnene, uden undtagelse, har fortalt, at når de har pauser, så sker der noget andet, så pauserne er det sjoveste. De siger også alle sammen, at øvelser og leg er rigtig godt.”, fortæller hun.

Foruden at nævne pauser, øvelser og leg som betydningsfulde, har Pernelle Rose også erfaret en anden fællesnævner i børnenes svar.

 ”De fleste af de børn, jeg har talt med, har en oplevelse af, at de får noget ud af samtalegruppen, men de børn, der oplever at få allermest ud af det, er dem, der bliver genkendt og føler, at deres viden, følelser og tanker bliver genkendt.”, siger hun og fortsætter:

”De fleste børn kan finde en mening med at deltage i samtalegrupperne, men det er ikke alt, der giver mening for dem. Nogle får måske noget ud af det, fordi de kan få talt om nogle ting og se, at andre kan have det på samme måde, mens andre børn måske får noget ud af det, fordi de møder andre, som er søde, og som de kan lege godt med. Det er derfor, jeg siger: Lad os lave samtalegrupper, som har en endnu højere kvalitet, så alle børn føler sig genkendt – det er det, der er pointen – for når de føler sig genkendt, så bliver det virkelig meningsfuldt. Dér, hvor børn vokser, det er, når de bliver set, for dem de er. Når deres individuelle skilsmisseoplevelser bliver set, honoreret, og anerkendt, så er det ok. Man skal tillade nuancerne og kunne sige: ”Hvor spændende, at det er sådan, du oplever det! Er der andre, der kan nikke genkendende til det?”. Man skal måske også turde sige, at samtalegrupper ikke er det rigtige for alle børn. Bare det at prøve at have et blik på, hvem sådan en gruppe kunne være relevant for og hvorfor, er værdifuldt.”

Pernelle Rose er ved at være hjemme efter sin 15 kilometer lange cykeltur, men inden hun forlader de vindblæste cykelstier, og vi siger farvel, sætter hun en tyk streg under sit budskab:

”Vi skal have en faglig viden og en forskningsbaseret viden, men vi skal også have en praksisnær viden om, hvad der vil være hensigtsmæssigt at gøre. Lad os bruge børnenes egne oplevelser og erfaringer med skilsmisser til at informere og udvikle vores praksis. Og lad os få en større opmærksomhed på vores egne forforståelser og bruge dem konstruktivt.”