Relationsdannelser kan løse samfundets problemer
Det samfund vi har skabt, giver i øjeblikket bagslag i den moderne verdens sociale, fysiske og psykiske problemer mener den amerikanske neurolog og børnepsykiater Bruce Perry, der ved amerikanske NatCon14 konference kastede en hjerneforsker og børnepsykiaters perspektiv, på nogle af den vestlige verdens store samfundsproblemer. Problemer som han mener er relaterede til vores evner til at danne og bibeholde menneskelige og belønnende relationer.Når han ser på vores samfunds udvikling, så ser han et samfund der ikke er specielt opmærksomt på den måde vi som mennesker trives og basalt set udvikler os på. For når Perry snakker om social og kulturel udvikling, så tænker han på hjernen, for som han ser det, er det hjernen der gør os mennesker i stand til at udvikle os og videregive erfaring til andre generationer.
Se alle kurser og uddannelser for pædagogisk personale
“- Menneskets hjerne, specielt Cortex, har den unikke evne, at kunne absorbere information og opbevare informationen, mere effektivt end nogen anden art på jorden. Derfor er der eksempelvis et barn i ottende klasse, der lige nu er i gang med at lære konceptet omkring DNA, som det mest intelligente menneske ikke vidste for ti år siden. Det er ret vildt at tænke på.
Dette er kun muligt på grund af hjernens evne til at lære nye ting og opbevare denne nye viden. Denne evne gør sig gældende i mange andre sammenhænge end bare skolegang og DNA koncepter. Alt fra hvordan vi ønsker vores samfundsformer skal være til hvordan vi udfører moderne dans er betinget af vores hjernes evne til at absorbere, opbevare og videregive information”.
Der ligger altså en biologisk funderet evne til at tilpasse sig og lære nyt i mennesket, og ifølge Bruce Perry er denne evne også et enormt ansvar, for hvad er det vi vil give videre til næste generation af mennesker. Det er helt op til os selv.
Fokus er forvrænget i forhold til vores videre udvikling
“- Vi kan selv vælge hvad det er vi vil videregive i vores samfund. Eksempelvis har vi valgt at vi vil have at alle skal kunne regne men alle børn skal ikke kunne spille musik. Det er et bevidst valg som vi som samfund har valgt. Vi har også besluttet at det er vigtigt at vi alle, ud over at have en vis alder, også skal have et udførligt kursus i at køre bil, inden vi kan sætte os bag rattet. Det paradoksale er at vi ikke har indført samme slags forberedelse før vi skal have og opfostre et barn. Som samfund sikrer vi os ikke at alle forældre har viden om hvad der er fundamentalt godt for børn og et barns opvækst.”
Perry mener ikke at vi som samfund tager den viden vi besidder alvorligt, i forhold til at udvikle os på den mest hensigstmæssige måde, som man kan læse i denne artikel. Faktisk mener han at vi er på vej i den forkerte retning, på trods af at vi bliver mere og mere moderne og lærer flere og flere ting om menneskets natur.”
Se alle kurser og uddannelser for pædagogisk personale
Ifølge den amerikanske neurolog er der eksempelvis et issue i forhold til vores hjernes udvikling der ikke bliver taget højde for, når vi ser på hvad det er vi vælger at videregive vores børn, nemlig måden vi stimulerer hjernens udvikling, udnytter dens enorme plasticitet og hvornår i tilværelsen vi skal være opmærksomme på hvilke ting. Der er nemlig stor forskel på hvad de forskellige centrer i hjernen er gode til og hvornår de har lettest ved at blive stimuleret og udviklet i en fornuftig retning.
“Ser man på hjernens biologiske opbygning er der forskellige lag. Den yderste kognitive del har meget nemt ved at ændre sig, men jo længere ind i hjernen man kommer, til de lag hvor centrene der bl.a. styrer vores evne til at danne og vedligeholde relationer til andre mennesker, jo sværere har hjernen ved at ændre sig. i øjeblikket ser vi i usa en tendens til at vi placerer vores skolebørn i uddanelsesmiljøer, hvor vi beder dem om at sidde stille, og ikke snakke sammen, og lære hårde evner matematik, at læser osv., og ikke samtale, forhandling, social interaktion osv. Det er lidt paradoksalt, for man kan godt lære at læse når man er 35, men prøv at lære en på 35 at dele…” – ja, vi kan jo selv tænke den tanke færdig.
Relationsdannelser – Vi smitter vores relationer
I følge Bruce Perry er der i vores hjerne en evne til at absorbere, ikke kun viden, men også følelser og emotionelle evner. Og det er i hjernens evne til at ændre sig, at nøglen til vores fremtidige evner til at skabe og fastholde relationer skabes.
“- Mennesket smitter, både motorisk og kognitivt. Forstået på den måde at hvis man befinder sig i et miljø, hvor man er meget fysisk når man udtrykker sig, så vil man hurtigt udvikle samme adfærd, og hvis man for eksempel er sammen med personer der har en bestemt politisk holdning, så vil man begynde at have samme holdninger på et tidspunkt.
Det er det samme med følelser. Er man sammen med en person der er depressiv, så vil man også begynde at blive mere og mere depressiv.
Det vigtigste i denne antagelse er, at dette naturligvis også gør sig gældende, og endda i allerhøjeste grad, mellem et spædbarn og dets nærmeste omsorgsperson. Den nærmeste omsorgspersons evner til at være omsorgsfuld og kærlig, som denne giver et barn, gennem berøring, blik, kropskontakt, interaktion og tusindvis af andre signaler, bliver i barnets hjerne omdannet til neurologiske mønstre, der stimulerer den del af hjernen der danner evnen til at skabe og bibeholde relationer. Gennem denne fantastiske process, bliver moderens neurobiologiske evne til at være omsorgsfuld og elskende, transformeret og nedarvet til barnets evner, en slags spejling.”
Læs mere om spædbørns relationsskabelse i denne artikel om Edward Tronicks “Still-face eksperiment”
Gentagelser former relationer i hjernen
Perry forklarer: “- Det underliggende princip i dette er at jo mere du aktiverer et neurologisk netværk i et gentagelsesmønster, jo mere meningsfuld, funktionelle, specifik organisering af får du, gennem hjernens senaptiske forbindelser. Det vil sige, at hvis du eksempelvis lærer et barn et sprog, så vil gentagelse af ordene i relationelle kontekster, også kaldet samtale, give flere senaptiske relationer i barnets hjerne, hvilket er det fysiske grundlag for et ord. På den måde vil barnets ordforråd og forståelse vokse.
Se alle kurser og uddannelser for pædagogisk personale
Vi kan bl.a. se det i undersøgelser hvor man sammenligner børns ordforråd i miljøer, hvor der ikke bruges ret mange forskellige ord, med andre børns ordforråd i miljøer, hvor der bruges mange forskellige ord. Børn der har hørt en masse ord, der er positive og opmuntrende, vil have en helt anden neurobiologisk indstilling omkring sprog, end et barn der ikke har hørt så mange ord, eller som har en anden affektiv kognitation.”
Pointen er at gentagelse, på gentagelse, på gentagelse ændrer hjernen på en måde som Bruce Perry kalder “Use-dependant” – brugsafhængig. Altså bliver hjernen udviklet og modelleret ud fra hvad det er den gentagende gange bliver udsat for.
Bruce Perry forklarer “Det der sker når hjernen bliver udsat for gentagelser og repetition er at den rent fysisk ændrer neuronernes sammensætning. Faktisk er det sådan at når vi lærer et barn et sprog, så har lydene vi bruger ingen betydning overhovedet i forhold til barnet, indtil barnets hjerne laver en sammenhæng mellem lyden og objektet. Når vi opfatter noget giver det ingen mening før end hjernen kæder det sammen. Det er hjernen der tildeler alle de impulser som kroppen opfanger gennem dens receptorer, en værdi ved at kæde signalerne sammen. Det er lidt sjovt at hjernen virker på en måde, hvor, hvis du ser en hund vil du også automatisk høre ordet ‘hund’, samtidig vil du, hvis du hører ordet hund, generere et billede af en hund”
Belønning er nøglen til hjernen – en konklusion
Den måde at tage noget eksternt og gøre det til noget internt er ikke specielt for mennesket, alle arter kan gøre det, men der er ingen art på jorden der gør det lige så effektivt som mennesket, hvilket igen relaterer til teorien om repetition, repetition, repetition.
” – Når man interagerer med andre mennesker, så skaber det en række neurosystematiske mønstre, der bliver lagret i hjernen, der går i gang med at tildele mening til det nye input, ud fra tidligere oplevelser med samme type. Oplevelser hvor andre mennesker gjorde de samme ting, stod på samme måde, snakkede i samme toneleje, kiggede på samme måde og sådanne oplevelser der alle har deres udspring i forholdet til den primære omsorgsgiver.
Hvis den primære omsorgsgiver har været regulerende, omsorgsfuld og kærlig gennem samværd og relationsdannelse, vil barnet kæde den oplevelse sammen med den nye og anse den person som nu interagerer, på samme måde som det vil anse den primære omsorgsgiver. Dermed vil barnet bl.a. opleve belønning, lavere stressniveau og generelt bare blive sundere. Derfor giver det fysiologisk mening når du interagerer med andre mennesker. Mennesket behøver belønning hver dag og helst en masse små belønninger.
Når vi er regulerede, så lærer vi bedre, vi tager bedre beslutninger, vi er mere kreative. Når vi er ude af balance, så tænker vi mere kategorisk, vi er ikke så kloge, vi er mere defensive. Hvis vi samtidig ikke bliver belønnet i form af relationer, så søger vi belønning andetsteds.”
Hvis man kombinerer dårlig beslutningsgrundlag med det at søge belønning andetsteds, så er der ikke lang ved til at begynde at tage stoffer eller trøstespise. Hvis man bliver belønnet via relationer, bliver vi ikke så overvægtige, fordi vi ikke spiser så meget. National sundhedspolitik handler ikke om motion, men om relationer.
På den måde mener Perry at store dele af sandheden bag vores samfunds problemer, på sundhedsfronten, omkring psykiske lidelser, omkring social sundhed og omkring uddannelsessystemet handler relationer og at hvis vi skal løse dem, bliver vi nødt til at have fokus på relationsdannelse. Så hvis ikke man forstår relationel neurobiologi, så er vi, med Bruce Perrys ord ‘På røven’. Vi vil bevæge os omkring løsningen på disse problemer, men vi vil aldrig nå ind til kernen.
Se alle kurser og uddannelser for pædagogisk personale
Belønninger skaber stærke personer – et eksempel
Perry kan giver dette eksempel, der underbygger hans konklusion. “- Et eksempel på hvordan forskellen på belønning i form af positive relationer og det modsatte kan ses, hvis man sammenligner to børns hverdag. Det ene barn bliver belønnet tit og i små doser hele dagen igennem. Sjovt nok har dette barn let ved at lære kognitivt i skolen. Fordi neurobanerne til barnets cortex var åbne.
Det andet barn, der er anbragt i en plejefamilie, får ikke nær samme antal belønninger i løbet af dagen. Ikke fordi plejefamilien er dårlig, men fordi vi som samfund ikke tager den her slags viden om relationer alvorlig og derfor har presset plejefamilien til at tage endnu et plejebarn ind, på trods af at der allerede er fire andre plejebørn, der alle kræver samme opmærksomhed. Oven i det, så startede barnet i en ny skole med en lærer til 30 elever. I en skoleklasse med 30 elever, har læreren ikke mulighed for at give alle elever opmærksomhed, men læreren bliver nødt til at koncentrere sig om de der skiller sig ud, mens de der agerer balanceret, ikke får nogen opmærksomhed.
– Hvis vi kigger på det vi lige har lært om belønning, hvordan ser dette så ud?” Dr. Perry er heller ikke sen til selv at komme med konklusionen på den tanke.
“Det vi har skabt i skolen og i hjemmet er en relationel fattigdom, hvor de der agerer ubalanceret, får al opmærksomheden og bliver belønnet, mens de der klarer sig godt bliver ignoreret.
Det der sker med den første dreng er at han laver idræt sammen med sine venner efter skole, og bliver belønnet emotionelt og relationelt igen og igen, mens den anden dreng går hjem hver dag og sætter sig på sofaen, hvor han ikke bliver belønnet. Nu søger han belønningen andet steds og begynder så at trøstespise. Men hvor længe mon den belønning varer? – og hvad sker der så når han bliver ældre og begynder at gå til fester og bliver introduceret til stoffer – mon han kommer igen og igen for at få en belønning?”
