Af Mads Thomsen, Lektor i pædagogisk psykologiDe fleste mennesker kender oplevelsen af, at man snart skal igennem en urovækkende begivenhed, som bare skal overstås; det kunne for eksempel være en eksamination, at holde et oplæg på et personalemøde, en deltagelse i et socialt arrangement, hvor man ikke føler sig inkluderet eller noget tilsvarende, som vækker bekymring. Bare tankens kraft alene, om det nært forestående urovækkende, aktiverer, at man på det fysiologiske plan kan mærke lidt sommerfugle i maven, en smule forøget hjertebanken eller måske svedige håndflader, og følelserne bærer præg af en påbegyndende nervøsitet.
Se også relevant kursus: Skolevægring – Bag om skolefravær
Sådanne oplevelser og reaktioner på bestemte begivenheder er et livsvilkår og umulige at undgå. De fleste kommer da også fint igennem dem uden at opleve det traumatisk, tværtimod; i mange tilfælde er det et bevis på, at man sagtens kan klare udfordringen, og derfor føles det ikke så slemt, næste gang samme eller lignende situation forekommer. Faktisk har denne type af urovækkende reaktioner i et evolutionært perspektiv været med til at mennesket, Homo sapiens, har overlevet og udviklet sig til dem, vi er i dag, fordi hjernen er så smart designet, at den automatisk sørger for, at vi søger væk fra situationer, der kan skade os, medmindre den får bevis for andet.
Men nogle gange kommer man ikke godt igennem den urovækkende oplevelse – det bliver i stedet værre og værre, og til sidst kan blot en tanke om, at man snart skal gøre noget, som hver celle i kroppen kæmper imod, medføre et angstanfald eller undgåelsesadfærd. I disse tilfælde er det relativt nemt for voksne at artikulere, hvad de oplever og tænker, men når det gælder børn, er det selvsagt en helt anden sag.
Børn har svært ved at give udtryk for følelser
En af de første til at dokumentere, hvor svært børn egentlig har ved at give udtryk for tankevirksomhed og følelsestilstande, var den schweiziske psykolog, Jean Piaget. Gennem dengang banebrydende eksperimenter viste han, at børn først fra omkring 10-12 års alderen er i stand til at tænke over, hvad de tænker på, også kaldet at metakognisere. Derfor er det svært for dem at beskrive noget så abstrakt som trivsel eller mistrivsel i skolen.
Se også relevant kursus: Skolevægring – Bag om skolefravær
Det er vigtig viden for professionelle og forældre, der arbejder med skolevægring, som man lidt simpelt kunne oversætte til undgåelse af skolen på grund af psykologisk mistrivsel, da de adfærdsmæssige træk hos er barn med begyndende skolevægring nogle gange kan snyde det utrænede øje.
Barnet kan virke dovent, ugideligt, endda udadreagerende eller foregive at være syg, som er adfærd mange forældre – og nogle gange professionelle – tolker som en slags mangel på opdragelse og derfor med en kærlig, men hård hånd presser barnet i skole. Dette er uheldigt af flere årsager; først og fremmest lærer hjernen – medmindre situationen ændres: ”Ja, dette er en farlig situation”, da den gang på gang får bliver ”bekræftet i”, at skolekonteksten er farlig/et farligt sted. Det medfører, at den faktisk forstærkes og intensiveres i at udsende stoffer til reaktioner, som i det evolutionære perspektiv skal hjælpe med at undgå eller afværge situationen. Dette fænomen kaldes for angstparadokset.
Men med en forståelse for barnets kognitive udvikling – og heraf begrænsede muligheder for at artikulere psykiske vanskeligheder – og med kendskab til specialiserede metoder, samt et godt samspil med et inkluderende pædagogisk miljø i skolen, kan hjernen aflære reaktionen til skolevægring og indlære en ny, som fordrer trivsel i stedet for mistrivsel.
Mere viden?
Vil du vide mere om, hvordan du undgår mistrivsel og skolevægring, så kom med på vores kursus i emnet.
