Tværfagligt samarbejde er et emne, der til stadighed vækker interesse, og som fylder meget i det daglige praktiske arbejde med udsatte børn og familier. Det er der mange grunde til, dels er der generelt en stor tro på, at samarbejde pr. definition er godt, dels er der en udtalt politisk tanke om, at socialt udsatte børn ikke så nemt overses, hvis der samarbejdes tidligt og dels er det en arbejdsform, der tiltaler mange af de ansatte, der arbejder med børn.

TVÆRFAGLIGT SAMARBEJDE ER EN UDEFINERET STØRRELSE

Der er desværre en tendens til, at der tales om ”tværfagligt samarbejde” som en entydig og klart defineret størrelse, men som det også blev klart på konferencen, er dette ingenlunde tilfældet. Begrebet rummer alt mellem konkret samarbejde mellem 2 offentligt ansatte til diskussioner om, hvorvidt sektorer og professioner kan bidrage konstruktivt til hinandens forståelse af egne og andres opgaver.

Der anvendes ikke en entydige definition på, hvad der forstås ved ”socialt udsat” og der skelnes sjældent klart mellem samarbejde i de generelle tilbud og det specialiserede børneområde. Alle er naturligvis overbevist om, at samarbejdet kommer det (potentielt) udsatte barn til gavn, men der er desværre ikke megen egentlig dokumenteret viden, der kan understøtte denne påstand.

Der er derfor god grund til, at kommunerne overvejer, om de ganske betragtelige beløb og de mange arbejdstimer, der anvendes på tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, rent faktisk kommer det udsatte barn og dets familie til gavn eller om der findes andre arbejdsformer, der mere sikkert og måske også billigere kan sikre de socialt udsatte børn en tidlig og målrettet hjælp.

Mange modeller og metoder er afprøvet og bruges i kommunerne uden at det i tilstrækkelig grad er afklaret, om de opfylder kravene til tavshedspligt, og om de er velegnede på de områder og situationer, hvor de anvendes. Det kan derfor være en god ide, at kommunen går sine tværfaglige samarbejdprocedurer efter i sømmene med henblik på en analyse og vurdering af, om procedurerne reelt skaber mulighed for en bedre indsats til gavn for barnet, om de overholder regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger og om den anvendte arbejdstid står mål med fordelene for barnet.

Under overvejelserne må man holde sig for øje, at ethvert samarbejde handler om, at hver deltager indsamler og/eller videregiver oplysninger, og at det derfor er nødvendigt at tage stilling til, om tavshedspligtsreglerne tillader den givne samarbejdsform. Reglerne kan være vanskelige at forstå og der eksisterer desværre særligt to store misforståelser med hensyn til tavshedspligtsreglerne, For det første er der en udbredt opfattelse af, at tavshedspligtsregler mest handler om, at ”man ikke må sige noget ud af den offentlige forvaltning”, mens man internt må udveksle med hinanden, fordi ”alle jo er omfattet af tavshedspligten”.

Hvis det var rigtigt, ville der slet ikke være brug for de fleste af de gældende regler om indsamling og videregivelse. For det andet er det en generel opfattelse, at når bare forældrene har samtykket til, at” man mødes”, så må man snakke sammen om det hele. Ingen af opfattelserne er imidlertid rigtige, så det kan være en god ide at tage afsæt i den generelle og vigtigste hovedregel om, at en offentligt ansat kun må blive bekendt med en fortrolig oplysning, hvis den er af saglig relevans for den opgave, som den ansatte er sat til at løse – og her er det vigtigt at huske på, at tværfagligt samarbejde ikke i sig selv er en ”opgave”, men at der for at løse diverse opgaver kan være behov for at udveksle oplysninger og arbejde flere sammen.

PROCEDURER OG KOMPETENCER I OG UDEN FOR EGEN FORVALTNING

Hvis kommunen ønsker at gennemgå procedurer for det tværfaglige samarbejde, bør der derfor indgå nøje overvejelser om, hvorvidt alle kommunens forskellige sektorer og forvaltninger i tilstrækkelig grad er tillagt de nødvendige beslutningskompetencer og tilført tilstrækkeligt relevante ressourcer i form af efteruddannelse, faglig sparring og mulighed for faglig refleksion.

Det er en meget vigtig forudsætning, at alle ansatte fagpersoner til stadighed har de fornødne faglige kvalifikationer, for det er jo ikke meningen, at alle overvejelser vedr. et potentielt udsat barn skal gennemtygges af et væld af sektorer og ansatte, ligesom det ikke i sig selv er vigtigt endsige nødvendigt, at alle beslutninger – uanset om de foretages i det tidligt forebyggende arbejde eller under en specialiseret social indsats – tages af en større kreds af offentligt ansatte. Det afgørende er selvfølgelig, at den eller de, der træffer beslutninger og afgørelser, gør det på et tilstrækkeligt kvalificeret grundlag.

Gennem ansættelse af dygtige og veluddannede fagpersoner til at løse de mange opgaver i daginstitutioner, skoler, sundhedsplejen, socialforvaltningen osv. skal kommunen som udgangspunkt kunne gå ud fra, at de forskellige sektorer dygtigt og omhyggeligt arbejder til gavn for de børn, der er modtagere af de forskellige tilbud. Heri ligger også, at det er den enkelte ansatte – evt. i samarbejde med de nærmeste kolleger, der som hovedregel kan og skal kunne løse de lovpligtige opgaver inden for egen forvaltning/institution med behørig adgang til den ovenfor omtalte supervision, sparring og efteruddannelse.

I det omfang, at de ansatte ikke kan støtte og hjælpe barnet i egen forvaltning, skal de rådgive forældrene om, hvad det efter fagkundskabens vurdering er nødvendigt og hensigtsmæssigt at gøre for barnet og hvor der kan hentes hjælp. Hvis forældrene gerne vil have hjælpen, kan de ansatte evt. være behjælpelige med at skabe kontakt til den forvaltning, der evt. kan hjælpe.

Hvis de ansatte ikke i tilstrækkelig grad i egen forvaltning/institution kan identificere, hvori barnets vanskeligheder består og/eller hvordan barnet kan hjælpes, OG hvis der ikke er en antagelse om, at barnets behov skal afhjælpes efter servicelovens kap. 11 om udsatte børn, kan relevante fagpersoner evt. indkaldes til et møde i medfør af servicelovens § 49a. Her skal man huske, at der kun kan indkaldes til et møde en gang, og at det kun er de personer og forvaltninger, der er nævnt i bestemmelsen, der kan indkaldes med henblik på at drøfte, hvilke forebyggende tiltag, der kunne være relevante.

§ 49a kan altså ikke bruges til at drøfte, hvordan der skal underrettes eller bruges som et ”underretningsmøde”, ligesom det ikke er et møde, hvorunder indkalderen bliver generelt fagligt opdateret. Udvekslingen af oplysninger skal være konkret nødvendig for at barnets udvikling og trivsel kan støttes. Efter servicelovens § 153 har den offentligt ansatte en personlig pligt til at underrette socialforvaltningen, hvis den ansatte antager, at barnet har behov for den form for støtte, der findes i servicelovens kap. 11.

Det betyder, at en underretning skal indeholde relevante sagligt underbyggede betragtninger om, hvorfor den ansatte vurderer, at barnets behov er af den art, som servicelovens kap. 11 omhandler og disse betragtninger skal ikke inden, der underrettes, deles med en kreds af ansatte, som ikke hverken kan eller skal undersøge og træffe afgørelse inden for servicelovens børneområde.

INSPIRATION

Hvis din kommune har fået lyst til at gå procedurerne igennem kan der evt. hentes inspiration i nedennævnte hovedregler.

• Tag afsæt i den opgave, der skal løses (dagtilbudslov, sundhedslov, folkeskolelov osv.) og sørg for at opgaven løses sagligt og fagligt forsvarligt i samarbejde med forældre og barn samtidig med, at man ikke går ud over de i loven tillagte beføjelser og pligter
• Overvej om der er behov for faglig sparring og ”undervisning” mellem sektorer og professioner som baggrund for, at alle ansatte er tilstrækkeligt fagligt ”klædt på” til de opgaver, der er dem pålagt – herunder til at kunne vurdere, hvornår underretningspligten foreligger
• Husk, at et samtykke fra forældrene ikke overtrumfer saglighedskravet i persondatalovens § 5 og forvaltningslovens § 32
• Vær opmærksom på forskellen af, om samarbejdet udspiller sig i det tidligt forebyggende arbejde eller under en børnesag efter servicelovens kap. 11
• Overvej nøje, hvornår det er sagligt relevant at arbejde i teams – og husk, at en teamstruktur ikke overtrumfer saglighedskravet og reglerne om videregivelse mellem myndigheder
• Hav klare retningslinjer for § 49a møder og skab altid sikkerhed for, at formålet med et møde er tydeligt og gennemtænkt. Husk, at § 49a ikke er en lovpligtig videregivelsesbestemmelse, hvorfor de kommunale retningslinjer skal indeholde angivelse af, hvem der kan indkalde til møde og tage stilling til, hvem der ønskes som deltagere og om disse forventes at deltage i de møder, de inviteres til.
• Hold fast i, at alle kan godt arbejde hen mod det samme mål uden at have nøjagtig de samme oplysninger om barnet og dets familie
• Hav hele tiden fokus på, om samarbejdet reelt gavner barnet – man kan nemt blive så optaget af få et smidigt og godt samarbejde med forældrene og/eller et fagligt og inspirerende samarbejde med gode kolleger, at man ”glemmer” at se på, om det reelt skaber de nødvendige og ønskede ændringer i barnets liv

Bente Adolphsen

Bente Adolphsen er kendt som en af landets mest kompetente jurister inden for børne- og ungeområdet med en samtidig praktisk fundering i den kommunale forvaltning. Hun yder pt. fast juridisk ad hoc sagsstøtte på børne- og ungeområdet til flere kommuner, ligesom hun er hyppig underviser inden for emner som bl.a. adoption uden samtykke, efterværn, magtanvendelse og underetnings- og tavshedspligt Bente Adolphsen er juridisk konsulent hos Seminarer.dk og en del af konsulentafdelingen, hvor hun tilbyder juridisk rådgivning, undervisning og supervision på børn- & ungeområdet. Konsulentafdelingen tilbyder også andre former for konsulentstøtte, rådgivning og supervision – det kan du læse mere om på vores hjemmeside.