Vi kender alle sammen disse normer, og vi ved, at uden dem får vi heller ingen succesrig tilværelse ’sat ind på kontoen’, understreger Anders Petersen.
Disse normer bliver strukturbærende for hele vores samfund. De kommer simpelthen til at danne ramme om alt. Anders Petersen uddyber:
– Normerne danner rammen for de sociale regler vi trænes efter i børnehaver, oplæres i igennem folkeskolen og uddannes efter på gymnasier og universiteter. I forhold til ar-bejdsmarkedet forventes det, stort set ligegyldigt hvilken type arbejde det drejer sig om, at normerne adlydes. Normerne er således grundlaget for socialisering, i det sociale liv såvel som i arbejdslivet, og derfor også forudsætningen for, at mennesker oplever sig som integrerede.
Ekskluderende normer
Anders Petersen forklarer videre, at bagsiden ved disse normer jo netop bliver en eks-klusion for dem, som ikke kan stå distancen. Derfor er normerne også direkte skadelige for vores samfund og liv:
– Kravet om normernes internalisering er vanvittigt svært at honorere. For selvom vi nok kender til dem, så ved vi aldrig, hvornår vi er nok initiativrige, nok fleksible, nok robuste osv. Det stopper aldrig, og vi risikerer derfor at blive hensat i en uendelig efter-levelsesspiral – vi kommer aldrig i mål.
Ansvaret er mit eget
Det er også et problem, at normerne er så individualiserede, som de er. Med andre ord, så hænger alting på os selv. Det er vores eget ansvar, om vi kan leve op til alle kravene, for vi er jo selvansvarlige mennesker, og derfor kan vi heller ikke forvente, at nogen kommer os til undsætning, forklarer Anders Petersen og uddyber:
– Vi skal håndtere vores egne succeser, men også tage ansvar for vores egne fiaskoer. Det indebærer, at vi skal løbe stærkt, hurtigere og hurtigere, og aldrig hvile på laurbærrene eller gå i pit. For så bliver vi bare overhalet af de andre individualiserede mennesker, der går efter det samme som os.
Karriere og selvrealisering
Det finurlige ved præstationssamfundet er, at det hensætter os i et arbejdsmæssigt ’krydspres’, kalder Anders Petersen det. Det betyder, at vi er presset på to fronter. Der er på den ene side et massivt pres fra vores arbejdsplads om, at vi konstant skal vise vores værd ved at maksimere vores præstationer. Og på den anden side lægger vi også et enormt pres på os selv. Anders Petersen peger på, at sådan noget som selvrealisering er en væsentlig drivkraft i præstationssamfundet.
Vi må stå sammen!
Når nu disse skadelige normer er strukturbærende for samfundet, så må problemerne nødvendigvis også adresseres på et strukturelt niveau. Det betyder, at der ikke findes individuelle løsninger. Det står enhver frit for at meditere sig til et godt liv, styrketræne, dyrke yoga osv. osv. Men efter Anders Petersens vurdering, udgør intet af det løsninger på noget – tværtimod afspejler det nærmere de problemer, vi har. Hvad der er brug for, er at ændre præstationssamfundets vilkår kollektivt. Vi må gøre det sammen, som en kollektiv enhed. Og heldigvis findes der tegn på, at en kollektiv mobilisering er på vej:
– Mange mennesker er massivt trætte af, at tilværelsens primære målestok er præstati-onens. At de kun tæller i kraft af deres præstationer. En mild strømning bevæger sig i den retning, godt båret frem af den seneste tids lydhørhed og interesse for samfunds- og kulturkritiske røster som min egen.
