Se alle kurser og uddannelser om traumer
Børnene kan heraf få adfærdsmønstre, der er baseret på at håndtere et liv, hvor den væsentligste opgave er overlevelse uden hjælp eller beskyttelse fra mor eller fra. Hele nervesystemet har dermed fokus på overlevelse frem for udforskning og udvikling. Bruce D. Perry beskriver, at barnets nervesystem tilpassser sig denne kamp om overlevelse ved at forvente og være beredt.
Børn med komplekse traumehistorier kan således ofte forblive i en fysiologisk og psykologisk overlevelsestilstand endda også i de øjeblikke, hvor de ikke er udsat for fare. Ofte vil, hvad der tidligere var normale reaktioner og tilpasning til usædvanlige og gentagne traumatiserende omstændigheder og oplevelser på den længere bane, blive til vanskeligheder, da overlevelsesstrategierne er upassende i andre miljøer.
Overlevelsesstrategier bag misforstået opførsel
Overlevelse kan dermed komme til at definere hele barnets fornemmelse af sig selv og hans/hendes evne til at selvregulere og til at indgå i relationer.
Barnet kan blive fanget i, at hans/hendes følelser og kropslige fornemmelser skifter mellem at være oversvømmet af intens fysiologisk og/eller følelsesmæssig ubehag, til at være frakoblet og ude af stand til at udtrykke og mærke fysiologiske og/eller følelsesmæssige tilstande; en tilstand, der er selve traumatologiens kendetegn. Disse tilstande kan til tider blive misforstået af omgivelserne, og barnets overlevelsesstrategier kan tolkes ind i en diagnostisk tankegang med beskrivelser af barnet som værende aggressiv, manipulerende, impulsstyret, selvdestruktiv og lignende.
Når børn og unge oplever traumer, kan det blive udgangspunkt for, hvordan verden opleves. Et eksempel jeg oplevede for nylig var med ung fyr. En for os almindelig oplevelse som f.eks. det at få en ny pædagog eller lærer (eller blot få et læreskifte lidt tidligere, end han havde forventet) kan overvælde den traumatiserede unge fyr følelsesmæssigt på en sådan måde, at grænsen mellem hverdagsliv og det tidligere oplevede traume ophæves. Den aktuelle oplevelse af, at der er en trussel mod den unge mands relation til en aktuel eller kendt lærer/pædagog, bliver blandet sammen med tidligere oplevelser af svigt og følelsesmæssig smerte. Den unge fyr oplever enormt ubehag og angst og reagerer på baggrund heraf. Han råber og vælter behandlerens bord. Det kan være vanskeligt for omgivelserne at forstå. Som professionel er det vigtigt at have viden om traumer, og hvordan traumer påvirker børn for at kunne forstå og understøtte udvikling hos de børn og unge, du arbejder med (fra bogen mentaliseringskompetence i professionel praksis kapitel 9. Birck, Cho Guul, Jakobsen der udkommer 2015).
“Bruce D. Perry giver den overordnede rettesnor for betydningen af alle traumatiske oplevelser, at jo tidligere de forekommer i livet, jo mindre “specifik” og mere udbredt synes de deraf følgende vanskeligheder at være. Det traumatiserede barns vanskeligheder bliver herved mere generelle og mindre specifikt koblet til bestemte ting, personer eller situationer. Særligt den kognitive, den relationelle og den emotionelle udvikling kan være kompromitteret hos børn, der har oplevet traumer.”
For Bruce D. Perry er forståelsen af de fysiologiske fundamenter, der ligger til grund for traumer væsentlige for at forstå menneskers reaktioner og de heraf følgende muligheder for at hjælpe. Når et menneske oplever en trussel, kan det skabe et væld af ændringer i den følelsesmæssige tilstand, de kognitive funktioner (måde at tænke på), de adfærdsmæssige reaktioner, de sociale kompetencer og den fysiologiske funktion (fx øget puls, muskeltonus, åndedræt). Denne stressrespons er adaptiv, da den er med til at sikre barnets overlevelse. Omfanget og karakteren af en specifik traumereaktion varierer fra barn til barn samt ud fra oplevelsen af trusselsniveauet i den konkrete situation.
Se alle kurser og uddannelser om traumer
Bruce D. Perry: Sådan forholder vi os til et arousal kontinuum
For at forstå hvordan vi reagerer på truslen, er det for Bruce D. Perry vigtigt at forholde sig til det, han kalder et arousal kontinuum – et kontinuum af adaptive reaktioner, der bygger på det princip, at forskellige systemer i hjernen formidler forskellige funktioner. Når barnets arousal bevæger sig langs kontinuet, fra ro til opmærksom, til alarm, frygt og rædsel, er det forskellige områder af hjernen, der er i kontrol og styrer barnets mentale og fysiske funktioner – se Perrys egen udlægning i videoklippet herunder.
Barnets kognitive stil (hvad og hvordan barnet tænker) kan blive mere “primitiv”, jo mere truet barnet føler sig. Den kognitive stil går fra at være abstrakt eller konkret til at blive reflektorisk uden evnen til at gøre sig overvejelser og refleksioner. Når barnet er i ro og uden for fare, går tidsfornemmelsen ud over det aktuelle øjeblik. I en tilstand af frygt derimod er det netop kun det aktuelle, der tæller, og i en tilstand af panik mistes tidsfornemmelsen helt. Børn, der er i utrygge omgivelser eller bange, tænker sjældent langt frem og formår ej heller at tale om fremtiden eller, hvad de skal gøre næste gang. De forholder sig til det vigtige; den aktuelle potentielle trussel.
Barnet vil være mindre i stand til at koncentrere sig, det vil være mere bekymrede, og det vil være mere opmærksomme på “nonverbale” tegn såsom tonefald, kropsholdning og ansigtsudtryk. Det har stor betydning for at forstå den måde, hvorpå barnet bearbejder indhold, læring, og hvordan det reagerer i en given situation.
“Altså ved vi, at når et barn reagerer på, at vi lægger en hånd på skulderen, eller siger det skal komme i gang, er det ikke fordi det er uopdragen, eller fordi det ikke kan eller vil være med til indholdet i det, der foregår. Det er fordi, vi først må arbejde med barnets tilstand, får vi kan bygge ovenpå med opgaver eller andre former for krav”
På flere af Bruce D. Perrys flagships, som jeg har været med på, har en central del af arbejdet været, at være på forkant med at barnet ikke kommer i en utryg tilstand, der kan medføre en uhensigtsmæssig adfærd og følelsesmæssig dårlig oplevelse. Dette gøres blandt andet ved at arbejde med ”docing” – altså at dosere en intervention. Ved dette forstås, at der laves individuelle tilgange til, hvordan vi proaktivt hjælper barnet til at forblive i en rar tilstand præget af sikkerhed og tryghed. Konkret betyder det, at der interveneres løbende gennem dagen i korte episoder eksempelvis ved, at en voksen har en kort interaktion med barnet: smører creme på hænderne, puster til vatkugler over bordet sammen med det, masserer det på skuldrene, hive i elastikker, lægge arm, sammen siger korte remser/rim/synge eller går en tur med det. Med unge mennesker kan det f.eks. være små lege eller motoriske aktiviteter. Det er nøje vurderet i forhold til og sammen med hvert enkelt barn, hvad der virker rart på netop ham/hende – og ikke noget, der virker eskalerende. I denne logik ligger Bruce D. Perry meget vægt på, at 10 små interaktioner over dagen af 3-5 minutter er bedre end eksempelvis en samtale eller ”legetime” på 50 minutter.
Mange interventioner stimulerer det, vi ikke vil stimulere
Det er min erfaring og oplevelse, at den vej, der betrædes sammen med barnet og i samtale med kolleger for at finde ud af, hvad der virker emotionsregulerende og rart for barnet, i sig selv fører til udvikling af forståelsen af barnet, styrker relationen, forøger barnets tillid ind i relationer og forøger barnets fornemmelse af, at relationer til andre mennesker kan være en kilde til lindring, selvværd og behag.
Bruce D. Perry har ofte nævnt, hvor påfaldende det eksempelvis er, at han ser mange interventioner, der principielt ”stimulerer det, vi ikke vil stimulere”. Altså børn kommer til at indgå i sociale sammenhænge for at lære at indgå i sociale sammenhænge, men det får blot barnet til at få flere oplevelser af, at sociale sammenhænge ikke er noget, det magter, og der er tværtimod risiko for, at vi aktiverer stress respons systemet, hvorved vi bibeholder et overaktivt stress respons system. Det er ofte gennem relationer, at skaderne og problemerne er opstået, og det er gennem relationer præget af omsorg og forudsigelighed afmålt efter nærmeste udviklingszone, at udviklingen for barnet og den unge finder sted.
Rammer vi nærmeste udviklingszone, eksempelvis ved at barnet først lærer noget gennem relation og samvær med en voksen, som det efterfølgende kan øve med et andet barn, mens den voksne er der. Herved kan det, når dette magtes senere, indgå i aktiviteten med flere børn. Hele tiden med det for øje, at barnet udfordres tilpas, så stress respons systemet ikke skal aktiveres i relationen til andre mennesker.
